ANMELDELSE: Ja, der er i sandhed lagt op til et gråtonet socialrealistisk drama i Roy Jacobsens roman Vidunderbarn.

Det er bare ikke, hvad man får. I stedet får vi en fortælling, hvor alt det sociale falder i baggrunden til fordel for barndomserindringen og karakterernes egen historie. Som i Jørgen Leths remake af Det perfekte menneske i De fem benspænd gemmes den sociale nød bag en semitransparent skærm.

Og det er faktisk et klogt valg. For historien formår på den måde at blive endnu mere vedkommende, end hvis den havde sejlet sin sociale slagside ind at blokere for oplevelsen.

Deltidsansat i skotøjsforretning
Historien udspiller sig i den norske velfærdsstats barndom. Det socialdemokratiske verdensbillede med sunde fritidsinteresser, rummelige arbejderboliger og en stat, der griber ind, når det ikke kører. Vi følger bogens hovedperson og fortæller, Finn, fra han er omkring 7-8 år, til han starter i gymnasiet. Den første del mere intensivt end den sidste.

I dette verdensbillede lever drengen Finn med sin mor Gerd. En deltidsansat ekspedient i en skotøjsforretning. Faderen har på et tidligere tidspunkt forladt moderen til fordel for en anden kvinde. Men det er ikke gået ham godt. Han er død i en kranulykke. Mor Gerd er aldrig rigtigt kommet sig over ham, så trods hans svigt før ulykken betragter hun sig selv som enke.

Og fortiden i form af billeder har hun låst forsvarligt nede i en kommode i soveværelset. Finn får senere at vide, hvor nøglen er. Men han formår ikke at bruge det til noget særligt.

En lillesøster dukker op
Finn oplever en fast og kærlig struktur i sin hverdag. Selvom de ikke har mange penge, så tager moderen sig af ham, og giver ham en god opvækst og hverdag.

En dag dukker den anden kvinde så op. Hun er narkoman og kan ikke tage sig af det barn, som hun fik med Finns far. Gerd ser åbenbart et projekt i det, og den lille seksårige Linda bliver en del af familien. I et øjeblik af barok humor ankommer pigen med instruktionsbog og det hele. Det skal dog vise sig, at der skal meget mere end en instruktionsbog til at tage sig af hende.

Det betyder først og fremmest, at den lille familie må rykke sammen i det ene værelse, så der bliver plads til lejeren Kristian. En besynderlig karakter, der lyver sig til større social status, end han har.

Selvom Finn har det vanskeligt med at blive barn nummer 2 i den lille familie, påtager han sig af loyalitet over for moderen, at elske og beskytte Linda. Og som handlingen skrider frem bliver det også til en ægte, følt indsats. Undervejs bliver han endda bortvist fra skolen, fordi han har tævet en dreng, der har mobbet søsteren, i smadder.

Flere fortællinger
Der faktisk flere historier eller fortællinger, om man vil, indlejret i Vidunderbarn. Det er drengen Finn, der fortæller i første person, og der sker et spil mellem den voksne fortællerstemme og barnet. For barne-fortælleren er det meste ret ligetil. Når bare mor er glad og familien normal, så er alt godt. Men for den voksne er det lidt mere komplekst.

Finn forstår således ikke dybden af Lindas problemer og baggrund. Lindas mor har tilsyneladende holdt hende dopet med stærke smertestillende midler, og det skal senere vise sig, at det ikke er det eneste forfærdelige, som den lille pige har været udsat for.

Den voksne Finn er tilsyneladende ikke klar til at lægge alle kortene bordet. En leg han i øvrigt leger med bedstemoderen, da han er barn. Han trækker symbolsk altid det dårlige kort. Halvsøsteren Linda er lidt bedre til spil og banker hele familien i Mikado. Hun får med andre ord reddet hver eneste lille træstang ud, uden at hele stakken vælter. Og det forstår den voksne fortæller.

Faktisk betyder halvsøsterens tilstedeværelse, at der bliver ryddet grundigt op i fortiden hos mor Gerd. Hun får også styr på den fortælling, der har været låst nede i skuffen. At blive mere konkret om, hvad der faktisk er på spil i den forbindelse, ville være at snyde kommende læsere for de til tider overraskende vendinger i plottet.

Individet som overlever
Den voksne fortællers evige omkvæd til handlingen er konstateringen: ”Vi fik det bedre”. Noget der kunne have stået i tidens socialdemokratiske slogans. Og de får det da også materielt set bedre, som bogen skrider frem. Men som Finn udtrykker det, var 60’erne et opreklameret årti.

Så bogens pointe er ikke, at det er velfærdens fortjeneste, når det går folk godt. Nærmere er det individets evne til at overkomme problemerne og modnes personligt, der skaber en vej i tilværelsen. Det er en fortælling om mennesker. Og som sådan skriver den sig ind i tidens erindringsbølge – selvom Roy Jacobsen fastholder den fiktive form, trækker han på sine egne oplevelser i 60’erne.

Vidunderbarn er en bog, som flere norske aviser ikke tøvede med at kalde for et "mesterværk”, da den oprindeligt udkom på Norsk. Jeg ved ikke, om jeg vil gå så vidt. For som sådan er det hverken nogen ny fortælling eller et værk, der sætter nye æstetiske og kunstneriske milepæle. Men det er en god og levende fortælling, der ikke kun bæres af en underfundig humor, men også af flere overrumplende vendinger af plottet. Det er faktisk en ganske god bog.