ANMELDELSE
Mogens Rukov:
Festen og andre skandaler
udvalgte artikler 1992-2002
Red. Claus Christensen
120 sider
Kr. 249,-
Lindhardt og Ringhof
Udkommet oktober 2002

Mogens Rukov skriver ikke bare film, han skriver også. Til aviserne, til sine elever, til antologier og til sine venner. Blandt andet. Når Rukov skriver, handler det om litteratur. Om Israel-Palæstina. Om dansk samarbejdspolitik under 2. verdenskrig. Om Paris og New York. Om de film, som hans elever skal lave. Om selv at lave film. Om Trier. Om Dreyer. Om Leth. Om Bjelke. Og om film og film og film. Lykkeligvis.

En række tekster, især af, men også et par om, Rukov (som altså er lærer ved Filmskolens manuskriptlinje og medforfatter til blandt andet Festen, En Kærlighedshistorie og It's All About Love), er blevet samlet i den lille pocketagtigt lækre lykkepose af en bog med den ikke særligt rammende titel Festen og andre skandaler.

Claus Christensen har samlet teksterne – med følgende input fra Rukov himsæl: "Jeg kunne tænke mig en lille bog på 60-70 sider. Den skal virke tilfældig, mere lystfuld, lidt skrabsammen, sådan som det er opstået". Det er den blevet – lidt tilfældig, meget lystfuld.

Spruttende og debatterende tekster
Nogle af teksterne er en slags litteratur. Læsværdigt for dets egen skyld. Det gælder blandt andet dem om og til Paris og Leth. Nogle er en slags inspirationsraid, hvor Rukov smider perlerne lige i hovedet på sine elever. Nogle er portrætter. Det er film- og litteraturelskeren Rukov, som tegner sig i de fleste af teksterne, og det er de strålende, spruttende tekster, som til overflod refærdiggør bogens eksistens.

Andre er debatindlæg – og de er sværere at forsvare. Teksterne om Israel-Palæstina og Anden Verdenskrig er velsmurte og tankevækkende, men er ikke med til at tegne portrættet af filmmanden Rukov og stritter derfor lidt. De udgør snerten af tilfældighed i bogen, og det siger egentlig ret lidt. Det lystfulde driver ned af langt de fleste sider.

Adgang til godteposen
Skrabsammen-effekten – teksternes helt forskellige ophav – gør bogen til noget særligt, fordi den åbner den godtepose, som ellers kun særligt indviede (filmskoleelever og læsere af Vinduet, FILM og EKKO) har adgang til. Særligt afgangstaler og interview er rent guld.

"Jeg har noget i klemme med de studerende", siger Rukov i bogen, når han skal forklare, hvorfor han er en del af institutionen Filmskolen. Og det tror man eddermaneme gerne efter at have læst den kugleregn, han lader hagle ned i sine taler til dem. Rukovs begejstring er en bogstavbåren virus – han er tydeligvis vild med at dele ud af den.

Et andet sted siger han: "Jeg er blevet opdraget til indsigt, ikke til at nyde". Men jeg tror også, at han er ret vild med form. Han har rablende opremsninger, ultrakorte sætninger, han slutter sine tekster lige midt i en tanke: "En gang for 23 år siden, om sommeren, var jeg fuldstændig vild efter at ligge med en pige". Slut. Så kan man tænke lidt over dét.

Og lur mig, om han ikke nyder ord og billeder. Om han ikke gnægger, når han har skrevet sætningen "Om Haiti. Untitled må jeg tale stille." Litterær kvalitet.

Voldtag jeres darlings
Læs teksterne om film. Læs opsangen til eleverne: "Jeg skulle skrive noget venligt til jer. Det behøver jeg ikke. Min venlighed behøver I ikke. Den har I ikke brug for. I klarer jer" (skøn sløsen med ord).

Og senere: "Måske er der ikke nogen Gud, men jeg er her, og Han har skabt mig. Hvis I gider, så lav de film, der skal laves. Læg ikke fingrene imellem, find nye former, vær simple, optagede, kyniske – over for fortællingen, men ikke over for mennesker. ... Vi vil se det hele. Vi vil se det i fragmenter. Vi vil høre latteren, når latteren er der. Vi er ikke interesserede i fniset. Vi vil forstå længselen efter luftåndernes Bali. Find, hvad I godt kan lide og underlæg det fortællingen. Lav lister over det, I godt kan lide. Følg listerne. Brug dem som opskrift. Det er jeres fragmenter af det endnu ikke eksisterende. Dem vil vi gerne se. Gå ikke på kompromis. Der er plads til jer. Voldtag jeres darlings."

Rukov smider sin lyst til det at skabe sit eget, egensindige univers lige i hovedet på læseren – og det er lige som, når nogen gaber, bare modsat på samme måde: Man bliver så SULTEN efter at opfinde og opleve nye universer. Allerbedst er bogen selvfølgelig til folk med filmruller i maven – men alle, som ønsker mere appetit på tilværelsen, kan i virkeligheden begynde med at løse billet her.