Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

 


Oplæsning i Rundetårn
– nogle hurtige, spontane indtryk dagen derpå

 

Af Johnny Hedegaard Madsen

 

Nordbrandt på omslaget af 'Egne digte'

 


Tafdrup på omslag fra 'Digte 1981-83'

Opad, opad gik det ad Rundetårns snoede gang. Vi skulle til oplæsning. Med de tre danskere, der har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 90erne - Dorrit Willumsen, Pia Tafdrup og Henrik Nordbrandt. Billetterne kun 15 kr. (en femmer pr. forfatter!) var bestilt og hentet dagen i forvejen, fordi alle med bare lidt strategisk sans for tidens oplæsnings-arrangementer har luret, at chancen for lukkede døre ellers ville for stor.

Oplæsninger synes nemlig stadig at være det store hit. Og hvis der er nogen, der taler om, at de er ved at være populære igen, så kunne noget tyde på, at de ikke har haft fingeren på digt-pulsen længe. Oplæsninger, hvor man har kunnet få lidt fællesskab om at være alene om bøger, - man er jo pr. definition altid alene med en bog - har siden 80erne konstant været populære. Og samtidig har man mulighed for at se lyriske giraffer.

Men vi trampede lettere forpustede opad den 209 meter lange sneglegang. Glade og forventningsfulde, efterladende den flok af skuffede, der ikke havde fået købt billet i tide, nede i dyndet bag vip-afspærringen. Vip-afspærring? Ja, sådan føltes det, da vi bag os hørte de små-desperate mennesker håbefuldt spørge hinanden 'om ikke der var nogen, der ville sælge en billet'.

Toppen af Rundetårn
Det var første gang vi skulle til oplæsning i Rundetårn. Og vi havde diskuteret, hvordan i al verden de ville bære sig ad med at holde det oppe i toppen. Det måtte være et særdeles lille lokale. Måske kunne vi heller ikke holde det ud... Ja, det ville sikkert føles lidt klaustrofobisk... Men det viste sig, at oplæsningen ikke blev holdt i selve Rundetårn. Derimod i en hele 900m2 sal over selve Trinitatis Kirkes hvælvinger.

Himmel og hav! Hvilket et dejligt rum. Det gav en rar følelse af både plads og intimitet på een gang. Og da vi trådte ind, hivende efter vejret, følte vi os virkeligt godt tilpas. Nede bag ved den aktuelle arkitekturudstilling var en lille klump af stole, hvor oplæsningen skulle foregå.

Vi kunne ikke lige finde en stol. Klicheen om at 'alle stole var besat' lå lige for. De 150 mennesker, der var plads til havde tilsyneladende allerede taget sæde. Vi satte os derfor oppe foran, lidt ude i siden, lænet op af en hus-model af et af Frank Lloyd Wrights huse.
Vi fik et fremragende udsyn til digt-podiet - men kunne kun se få af de øvrige tilskuere. Det vi kunne se af første række var stort set kun en række ben og en masse sorte sko i alle mulige størrelser. Et par af dem var enormt lange. Imponerende lange, faktisk. Senere skulle det vise sig, at de rejste sig og bar digteren Henrik Nordbrandt med sig.

Dorrit Willumsen
Digterne gik på i den rækkefølge, de havde modtaget prisen. Første levende kvinde på podiet var altså Dorrit Willumsen, der fik prisen i 1997 for sin roman om Herman Bang. Måske troede nogen at de skulle høre noget fra hendes nye aktuelle roman, Koras Stemme, der har fået forholdsvis positive anmeldelser - John Chr. Jørgensen skrev i Ekstra Bladet at det ikke er en roman 'man æder', men een man sidder og 'nipper til'. Men niksen biksen. Aftenen var og blev i prisens tegn. Dorrit Willumsen læste op af romanen 'Bang'.

Den lille, men tætbyggede digterinde, klædt i nydelig grå nederdel og rødbrun trøje, der signalerede hjerte-rum og varme måtte strække sig lidt for at nå op til mikrofonen. Også selvom hun havde sorte, højhælede, praktiske damesko på. Hun læste et par scener op. En fra Bangs barndom og en fra hans gymnasietid.

Det var tydeligt, at hun var lidt nervøs. Til at begynde med talte hun forsigtigt - men dog klart nok - med sin karakteristiske stemme, der lyder af både eventyr og bolcher. 'Hyggelig' karakteriserede min ven den. Senere talte hun sig varm og blev lettere grebet af sin historie. Hendes måde at læse på var som almindelig oplæsning fra en god ven, og man kunne afslappet lade tankerne flyve i det store rum, mens man fulgte med i historien og så dens scener for sig.

Pausemusik
I pausen blev der spillet musik af bassisten Hugo Rasmussen og saxofonisten Christina Von Blow. Normalt spiller de i en trio. Men måske var den tredje person faldet om på vejen af de snoede gange? Vi så ikke Hugo Rasmussen og Christina von Blow slæbe deres instrumenter op af de snoede gange. Men vi så dem som pakæsler slæbe deres store instrumenter gennem det lange lokale.

Jeg spurgte min ledsager hvad for sko, han egentlig havde på Hugo Rasmussen - nu kunne jeg ligeså godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Det var svært at se. Men det lignede i mistænkelig grad hyttesko. Det så ud til, at folk nød deres numre. Hvor vi kiggede fra, vippede nogle af de sorte sko i al fald i takt. Musikerne forlod scenen og lod den kæmpestore bas ligge tilbage. Dr lå den som en nedlagt kronhjort.

Pia Tafdrup
Næste forfatter var Pia Tafdrup. Hun fik prisen for sin bog 'Dronningeporten' i 1999, - 'stort anlagt vandpoesi', som Niels Lyngsø kaldte det.
Selvsikker trådte hun frem på scenen. Hvor Dorrit Willumsen havde gemt sig lidt bag podiet, da valgte Pia Tafdrup at skubbe podiet til side, så hun kunne stå i fuld kropslig figur foran sit publikum. Der skulle være plads til at være. Klædt helt i sort, stramme bukser, habitjakke - elegancen understreget af hendes sølvsmykker, bl.a. et flot, flot sølv-firben på brystet af jakken - begyndte hun sin særlige messende oplæsnings-form.

Det er længe siden, jeg sidst har hørt hende læse op, og det er min fornemmelse, at hun har lagt lidt af det for overdrevne digteriske i sin oplæsning på hylden. Men det kan også være fordi, hun efterhånden har været hørt i så mange sammenhænge, at det næsten forekommer naturligt. Men i al fald syntes det at klæde digtene, der blev mere imødekommende og ikke kun et sprogligt, messende tryk, der fik hjernen til at lette på folk.

Tilsyneladende var der ingen forbehold hos digterinden. Hun læste helt uden forbehold op - også fra sine mere erotiske digte, hvor min sidemand måtte sidde og stikke mig med en albue, fordi han syntes hun blev en lille smule fræk. Det var sikkert alle ordene om det våde, glinsende, sitrende og varme, der gjorde indtryk... Også Tafdrup forstod at stoppe sin oplæsning på det rigtige tidspunkt. Hvornår dt egentligt er varierer selvfølgelig, det handler om fingerspidsfornemmelse, men måske sådan cirka det tidspunkt, hvor man pludselig begynder at se mere på det øvrige publikum end at lytte efter digtene selv... Og Tafdrups sko? Sorte selvfølgelig. Høje hæle, smarte...

Henrik Nordbrandt
Efter endnu et par numre af musikerne denne gang med indlagt solo, hvor Hugo Rasmussen bearbejdede sin bas så ihærdigt, at man kunne tro han bagte boller - så var det Nordbrandts tur. De lange, sorte sko, der havde fanget min opmærksomhed, rejste sig pludseligt og viste sig at bære en habit-klædt Nordbrandt med friskt lyserødt crepe-slips. De lange sko er ikke uden grund - Nordbrandt er høj, meget højere end man tror, ordet lemmedasker ligger lige på munden. Uden at det er rammende. Dertil ser han for klog ud.

Nordbrandt har som bekendt fået Nordisk Råds Litteraturpris i år for bogen 'Drømmebroer'. Og må stadig kunne mærke lidt af beruselsen ved tanken om de 350.000 rare danske kroner tilbage. I al fald var det en digter, der selvom også han var lidt nervøs - egentlig virkede i ganske godt humør. Efter at have fumlet med podiet, blafret lidt med sine papirer og stillet på mikrofonen - ting, der virkede som en stille opvarmning, et psykologisk spil for at narre sig selv til at blive mindre nervøs - begyndte han simpelthen forfra med at læse fra 'Drømmebroer'.

Bag podiet kunne man se, at han stod og krydsede benene lidt sammen - måske lidt trykket af situationen, selvom det ellers ikke var tydeligt at mærke på ham. Som den eneste kommentererede han lidt ind imellem digtene. Hvad digtet hedder, og måske hvad det handler om. På et tidspunkt annoncererede han, at der kom et længere digt, der ikke havde været læst før pga. 'problemer med ophavsret'. Og han fortalte, at han 'altså ikke har øvet sig på på det'. Digtet hedder 'Junker Kristoffer'.

Oplæsningen var aftenens morsomste. Hvis man ikke har vidst det før, så bliver det tydeligt imens han læser: Nordbrandt har masser af humor. Hans sproglige paradokser, hans selvironiske facon med en vis brod i og alvorlige tanker om livet kommer tydeligvis fra en sørgmodig kilde. Man kan fornemme at digtenes humor er udsprunget på baggrund af noget alvorligt - og derfor sidder publikum og smågriner medvidende og genkendende.

Nedstigning
Efter ca. 1 time og et kvarter er oplæsningerne ovre. Johannes Riis træder igen op på podiet og slutter kort af med en opfordring til at gå hjem og læse videre selv..
Det er en af de korteste oplæsninger, jeg har været til - men det var kun dejligt. For selvom man er meget optaget af forfatteren, så er der vel ikke nogen, der egentlig regner med at få så meget ud af selve oplæsningen.

At gå til oplæsning handler meget om at få en muligheden for at høre den enkelte forfatter fremføre sin tekst, sådan som han eller hun synes den skal lyde. Man får et indtryk af hvad for en personlighed, der gemmer sig bag teksterne. Man får mulighed for at se, om forfatteren er, som man forestillede sig det. Og endelig bliver man nogen gange præsenteret for nogle forfattere, man aldrig har læst - og som man måske får lyst til at læse.

Og så gik det ellers nedad i småtrav - ca. tre og en halv snoning - af tårnets sneglehus-gang. Ud i den friske aftenluft. Ud i verden. Lidt mere ordrig. Lidt mere toptunet i sit sprogøre. Lidt mere inspireret. Jeg og min ledsager skålede over en cola, mens vi hver især morede os med at give forfatterne stjerner for deres oplæsning. Resultatet - på en skala - fra 1-6 - blev ikke overraskende:

Dorrit Willumsen: * * * * * *
Pia Tafdrup:* * * * * *
Henrik Nordbrandt: :* * * * * *
Derudover fik lokalerne og arangementet:* * * * * *

Måske ses vi til den næste oplæsning?

 

[ t o p ]       [ h j e m ]