Forlaget lancerer Rune T. Kiddes bog som en krimi. Men det er den ikke. Den er snarere en psykologisk gyser.

ANMELDELSE: ”Det bli'r sgu godt, knægt!” er faderens faste kommentar til alle Julius' excentriske – eller skal vi sige kunstneriske – tiltag.

Og, ja, der blev en mere end god bog ud af Rune Kiddes arbejde med figuren Julius, men ellers er faderens forudsigelser sørgeligt misvisende.

Julius har nemlig allerede fra barnsben valgt at perfektionere sig i den kunstneriske udfoldelse, der hedder drab, og ofrene er dem, der nu lige sådan falder for: hans forældre til en begyndelse.

Også bogens hovedfortæller, Christian, som er hans nære ven fra først til sidst, forsøger han mere eller mindre helhjertet at ombringe. Faktisk opfatter Christian Julius’ forsøg på at dræbe ham som en slags venskabstegn og bliver bekymret, når der går for længe mellem anslagene.

Ikke en bizart-humoristisk roman
Man kunne fristes til at tro, at vi her har at gøre med en bizart-humoristisk roman. Det har vi ikke.

Forlaget har, måske lidt opportunistisk, lanceret den som en krimi, og godt nok er forfatteren rundhåndet med ikke tilfældige dødsfald, men en krimi i klassisk forstand er her ikke tale om. Skal man partout genrebestemme den, så er ”psykologisk gyser” nok det mest præcise.

Bogens effekt beror nok mindre på de talrige mord, der synes at være begået ud fra de mest forskellige motiver: æstetiske, eksistentielle (drabene bliver en ”mission”) eller praktiske. End ikke en række mord begået af medlidenhed med ofrene mangler i bogen.

Alle sprogets gakkede gangarter
Det, som bliver i læseren, efter at bogen er lagt til side, er det sprog, gennem hvilket Kidde lader os opleve Julius’ deroute indefra, som brænder i en, og som klæber som napalm til ens psyke.

Det er et sprog i alle sprogets gakkede gangarter, et sprog, der hele tiden skifter tempo og rytme og finder nye og poetiske synonymer for det, Julius oplever, men også et rædselsslagent og dødsbesat sprog.

En creepy fornemmelse
Hen imod slutningen suges læseren formelig ind i Julius og medlever næsten dennes identitetssløring og desorientering, hvad der gør Julius’ afsind til en af de uhyggeligste bøger, jeg har læst i årevis.

Den mentale symbiose mellem Julius og Christian cementeres indtil det punkt, hvor vi i enkelte øjeblikke ikke ved, hvem der er hvem (stedvis oscillerer også det personlige pronomen), og man sidder med en creepy fornemmelse af, at de to i virkeligheden er én person, spaltet ud i to kroppe.

Og så fortjener det også at nævnes, at det eneste stykke malerkunst, det nogensinde lykkes Julius at frembringe, er et tusindfold gentaget portræt af en hvid klovn.

Hvad er det med hvide klovne? De er gåsehudsfremkaldende i deres renhed og anonymitet, det synes jeg og det syntes Stephen King i It – og der skal nok komme analyser af den reaktion og forfatterens spillen på den, når de tunge drenge engang tager Kiddes bog op til behandling.

Den, der vil have en læseoplevelse af den slags, som momentvis klemmer vejret ud af en, snyder ikke sig selv for denne bog.