På Andebys skyggeside

Verden er fuld af gode venstrehånds-projekter. Lars von Triers tv-serie Riget er ét eksempel. En krimikvartet bidrager nu med et andet. Fire af kongerigets gode krimiforfattere har leveret hver ét bidrag til en fortælling, der i stilen stritter som et aggressivt pindsvin – men på indholdssiden ender med at passe som hånd i handske. Det er elegant, men et touch af Bjørnebanden på hærg i Gotham City trækker ned…

BONUS-INFO:
Læs starten af alle fire bidrag til krimien

ANMELDELSE: Steen Langstrups eget forlag, 2 Feet Entertainment, ligner for alvor noget, der er ved at etablere sig på det danske bogmarked. Efter at have udgivet to af sine egne romaner på lige så mange år, nærmest eksploderer Langstrup i dette efterår med først Lars Kjædegaards anmelderskamroste Montebello, som blev udgivet i slutningen af august og nu med I skyggen af Sadd, som er en coproduktion af Langstrup, Kjædegaard, Gretelise Holm og Sara Blædel. Og sandelig om man ikke på Langstrups hjemmeside kan læse, at han i øjeblikket er i gang med finpudsningen på sin egen næste roman, Panzer.

I skyggen af Sadd er skrevet som fire stemmer, fire historier. Det er fire stemmer, der aldrig bliver eller skal være én (deri ligger en del af pointen med at samle fire forfattere på samme projekt), men fire historier, der dog til sidste forenes til én.

Gotham City på Sjælland
Titlens Sadd er en grummer ka'l. En rigtig fæl supergangster, der lige nu holder ferie i Pension Gitterly, hvilket i sig selv er lidt af en overraskelse, eftersom han har stort set alle Byens betjente i sit brød. Byen, han huserer i, er et fiktivt tegneserieagtigt univers, hvor man som almindelig gennemsnits-2005-dansker måske nok kan genkende de store linjer – men hvor alting er tegnet op til en grotesk parodi. Sådan lidt Gotham City-agtig – bare i dansk forklædning.

Langstrup tager selv første tur med depechen i krimistafetten. Hans del af historien har fået titlen FM 112,8 MHz og slår noir-tonen an med fortællingen om en nervøs og småtumpet gorilla, som af lidt tågede årsager kører rundt i Byens evige regnvejr med – helt bogstaveligt – et lig i lasten. Liget skal skaffes af vejen, men vores halvdebile, helmonstrøse gorilla skal så grueligt meget galt igennem (bl.a. et på alle måder rædselsfuldt radioprogram, hvis sendefrekvens har lånt navn til Langstrups bidrag), inden det kommer til en overraskende afslutning.

Herefter tager Kjædegaard over med en mere rolig, nuanceret og knap så tegneserieagtig fortælling om dyrehandleren Paul (som deler navn med hele Kjædegaards bidrag) med et stadigt mindre håb om at træde ud af sin trædemølle og realisere sin store kærlighed til "telefonsælgersken" Victoria. Da dyrehandlere omsider får chancen – og hvilken chance ser det ikke ud til at være – griber han den grådigt.

Planlagt, styret og tilrettelagt
Kjædegaard afleverer depechen til Sara Blædel, der – akkurat som Kjædegaard – præsterer et af bogens to bedste stykker. I stykket Rotten fortæller hun enkelt og uden for mange dikkedarer om et medlem af Byens aristokrati, hvis tilværelse tilsyneladende er ved at gå i spåner. Det er advokatfruen Rikke Berg, som lige er udskrevet fra den lukkede afdeling, og ser konspirationer overalt. Hendes mand ringer hjem og beder hende begrave en død rotte, som han har ladet ligge ude ved garagen – og herfra går det hele i opløsning i takt med regnen, der uophørligt siler ned…

Som rosinen i pølseenden, som den der skal samle trådene, sidder Gretelise Holm, der med bidraget Victoria fortæller historien om "telefonsælgersken" Victoria, der i virkeligheden ikke sælger andet end telefonsex til kræsne gentlemen. Victoria har et pseudoforhold kørende til dyrehandleren Paul – og får pludselig besøg af advokat Berg. Og med ét aner læseren en sammenhæng…

Det er for så vidt meget elegant lavet, når sløret pludselig letter, og man får en klar fornemmelse af, hvordan det hele hænger sammen. Og det er – i hvert fald et stykke hen ad vejen – også interessant nok at se de fire stemmer spille sammen, iagttage deres indbyrdes forskelle, styrker og svagheder osv. Og fordi historien, trods de fire uafhængige fortællinger og ditto stemmer, virker så stramt styret, så planlangt og veltilrettelagt, så skabes der en form for sammenhæng i bogen. For hele meningen er jo netop, at de fire historier på et andet plan skal stritte i hver sin retning – og det gør de!

Bjørnebanden går agurk
Langstrup står for klart det mest fortegnede, det mest parodiske eller tegneserie-agtige bidrag. Kjædegaard er rolig som ingen af de andre. Han er nede i tempo, sparer på virkemidlerne og brænder så meget desto mere igennem i sin fortælling om en mand, der griber chancen, da den melder sig. Blædel skruer gradvist op for vanviddet i sin historie, hvor vi ser hovedpersonen blive fanget i et mareridt, der ganske foruroligende kommer til at minde mere og mere om virkeligheden – men tilsyneladende ikke en virkelighed, der deles af andre end hende og læseren. Og endelig har vi Holm, der skruer op for effekterne, lader den verbale sex drive ned over indledningen til sit bidrag, og i en serie flashbacks binder det hele sammen til en lille, ironisk pointe.

Som sagt er det ganske elegant. Gennem fire historier får vi tegnet et portræt af manden, de alle udfolder sig i skyggen af – superskurken Sadd. Den del fungerer rigtig godt. Ligeså med hele projektets grundidé – at lade læseren få indblik i fire forskellige temperamenter og skrivemåder.

Personligt har jeg det dog lidt vanskeligt med det fortegnede parallelunivers, som handlingen udspiller sig i. Jeg kan ikke se, hvor det styrker fortællingen, at der lurer en lidt satirisk tone under overfladen. Jeg kan ikke se, hvorfor fortællingen ikke kunne foregå i et lidt mindre kulørt univers – fx med udgangspunkt i Københavns undergrund. På mig virker det ærligt talt en smule lattervækkende, når skurkene fx ikke bare slås om millioner af kroner – de slås om noget, der ender med at være i hundredevis af milliarder, og det endda i kontanter! Hele historien får på den måde et skær af Bjørnebanden over sig, og det klæder den simpelthen ikke.