Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Jørgen Leth:
Samlede digte
Digte
Kr. 198,-
456 sider
Gyldendal
Udkommet juni 2002


Af
Rasmus Nikolajsen

 

Omslag til Samlede digte



Rasmus Nikolajsen,
f. 1977, har skrevet digtsamlingerne Digte om lidt (Borgen 2000) og sølvKANIN (Borgen 2001).

I Nikolajsens konceptuelle, legende, drilske og sommer-postkortagtige sølvKANIN sporer man – blandt mange andre – træk fra Jørgen Leths digtning.

Et af dem sender en kærlig hilsen til Leth og vi spurgte derfor digteren, om han ikke ville anmelde Leths Samlede digte.

Det vidste han ikke helt. Men han ville da gerne kigge på dem og besluttede sig så for at blåmale dem...

*

»Nårh

er du en god hund

savner du din mor

dine søskende

har du hilst på JØRGEN LETH


* JØRGEN LETH kan skiftes ud med en bred og stadigt udvidende vifte af andre passende NAVNE«

Digt af Rasmus Nikolajsen fra sølvKANIN (Borgen 2001)

*

"Jeg sætter mig ned ved skrivebordet og udelukker alt det, jeg ikke kan se. Det er jo næsten et politisk statement kun at ville beskæftige sig med det, man kan se og høre..."

"Jeg har stor tillid til notatet. Jeg skriver mange notater, og jeg er trofast over for notater. Så man vil tit se, at notatets form er med i selve digtet. Jeg kan godt lide at udtrykke mig i hovedsætninger. Jeg er ofte nede på tre ord. Grumsede overflader og småfejl tager jeg med. Normalt ville man luge dem væk, men jeg kan godt lide friskheden i det."

"Jeg skal kunne opleve det, jeg ser, og fortælle om det, jeg oplever. Og kunne gøre det med mit sprog. Længere er den ikke. Jeg teoretiserer ikke. Jeg bruger ikke metaforer. Jeg forbereder mig heller ikke særlig meget. Jeg vil se, hvad der sker".

Citater: Interview med Jørgen Leth (Politiken 2002)

*

»LIGE NU ØNSKER JEG
at kunne skrive et kort digt

jeg har papir i maskinen
jeg snuser til min arm

jeg snuser til min arm igen
jeg tænker på hvad jeg vil

jeg er færdig
jeg har skrevet et kort
digt«

Digt af Jørgen Leth fra Glatte hårdtpumpede puder

 


Jørgen Leth er nu malet blå!

Jeg har ved selvsyn og læsning af sommerudgivelsen Samlede digte konstateret, at Jørgen Leths forfatterskab flyder i to bølger (når man (hvad man roligt kan gøre med mindre man har for god tid) springer over de to første bøger):

En guldrandet tresserflippet trilogi og en langvarig serie af iagttagelsesbøger, der besidder en helt sær meditativ kvalitet.

Starter med cykelhandsker
Trilogien starter med de to 67-samlinger, der falder som en byge af cykelhandsker fra en blankpoleret himmel. Det er digte til tiden, midt i højsæsonen for flip og poesi, til læseren og samtidigt fuldstændigt sig selv.

Sportsdigte er en charmeklud (smukt frottéhåndklæde!) af en klassiker. En gennemgående figur er den sære mand, drømmeren, der ikke indpasser sig, men kører løbet på sin egen måde:

»Hvis nogen
var sær så var det
joseph scherens fra belgien
hans hjelm
var en forældet rund model
han var fra en anden tid.«

Gennem bogen støder verdner sammen: mand mod mand, forhånd mod baghånd, drøm (forhåbning) mod realitet, sprog mod (mod)sprog etc. Det geniale er overens(uoverens)stemmelsen mellem bogens stil og dens emne. Digtenes forskellige hovedpersoner (det er for det meste små historier) søger efter lykken og topformen på samme både nøgterne og naivt personlige måde, som Leth dyrker og beskriver sporten.

Sammenfaldet (mystikken, lykken, sejren, kærligheden) synes umuligt og er ikke til at undgå: Fausto Coppi blev ikke verdensmester i Ballerup, men Leth kører digtet om nederlaget hjem fra spids.

Underligt nok er der skrevet få (gode) digte om sport, jeg kan ikke komme på nogen danske fra før 1967. Leth gjorde med Sportsdigte op med denne arrogance(?) og udvidede poesiens undersøgelsesfelt og udsigelsesflade. Digtenes sikkerhed på og på trods af egen særhed gør dem på grund af Leths passionerede forhold til sport, lykke og beskrivelse drivende sentimentale (flirter fint med nederlagsromantik!), men samtidigt rørende, sprudlende og evigt groende i min baghånd.

Alt males blå
Til forskel fra Sportsdigte peger Lykken i ingenmandsland ikke ud på (en) verden, men udgør selv en parallelverden, hvor der dog forekommer ord og navne som også kendes fra verden uden for bogen.

Lykken i ingenmandsland er en art collage hvor forskellige elementer sættes i uvante sammenhænge. Leth udnytter at ord bare er ord: alt (hvad han vil) kan ske, men også den både fælles og originale læserbevidsthed der knytter sig til personer og ting og som strider mod og gør koalitionerne interessante.

Alle fra Ole Ritter over Marlon Brando til Leth-himself males blå og landsskaber instrueres:

»Det har ingen betydning er blå.
Ned over skrænten glider
i en stadig tykkere strøm
den blå farve er blå.
De der mænd er blå.
De der mænd som blev blå
er blå.«

Leth bruger ordene som materiale og opbygger en verden på tomt papir, en lykke i ingenmandsland: "Så er er solen der. Parken lægges ud".

Nærmest hver digt har sit eget system eller koncept og danner et rum man kan gå ind og spille med i, fx køres et flyvekærlighedsdigt 5 gange med mindre udskiftninger (enkeltbindestregerne er Leths egne):

»...Jeg faldt pladask for hende/ hende på en tur
have lyst./ i min Douglas nårsomhelst hun måtte
Ja tak/ Til min store glæde sagde hun straks
smil./ og jeg fik i tilgift et lysende
ved/ Jeg var ærligt talt henrykt«

I bogens begyndelse dominerer malingen, mens hovedpersonerne ellers primært er kvinder og poetik, ligesom det fornemmes at "ingenmandsland" også er en krigszone: "vær nu en sød pige og tag en granat".

Lykken i ingenmandsland er altså ikke uden konflikter og indeholder sågar et glimrende vietnam-digt, men det er en overskudssamling (god at skøjte med på), hvor Leth manøvrerer (læseren) rundt på toppen af tomhed.

Sprækker i overfladen
Mere konflikt findes i Glatte hårdtpumpede puder fra 1969. Det er gode, klare digte som kryber hurtigere ind i en end omvendt. Samlingen er (også) et forsøg på at "lave et sted man kan holde ud", men man får indtryk af at lyriklykken fra de forrige bøger mest var på læserens side.

Nu vælter det med sprækker, revner og andre indslag i den blanke overflade, og Leth aner fint punken ved at skrive om (glæden ved) leden ved at skrive:

»hvad som helst kan stå på dette sted
jeg tager nogle ord
jeg gider ikke skrive dem alligevel
i dag stod jeg op lidt i ti
en halv snes minutter senere
drak jeg varm chokolade og spiste
sprød skorpe til
«

Også optikken udvides mod det dunklere, drømme fx, medførende decideret surreelle indslag:

»hvad skal jeg på de her balkoner
klemme køligt marmor mellem
fingrene stå med en engels
afhugne bryster på et fad
og drikke mælk blandet med blod?
tordnende mørke lige mod øjet
en duft af jasminer tror jeg
nu nu smutter billedet fra os
så prøv dog at holde det
et sekund mere nej det er væk
hvad var det jeg så?
kloden sejler videre i en regn
af gnister.«

Ikke alle digte holder niveauet, men Glatte hårdtpumpede puder får alligevel de to forrige bøger til at ligne 2/3 af en trilogi, hvori den selv udgør bagsiden af medaljen.

De seneste bøger
"De trivielle dagligdags ting" hedder et digt fra Hvordan de ser ud, 1987:

»de mest trivielle dagligdags ting (aftørre skabe
i køkkenet med våd klud) fortælles dramatisk
(melodramatisk) med kamera – de dramatiske,
spændingsmættede scener fortælles med uinter-
esseret, køligt kamera.

alt er koreograferet sådan at man kan tænke
på alt muligt andet undervejs.«

Og sådan er digtene i de seneste fire bøger. Leth kigger på noget og beretter hvad han ser og at han beretter. Ofte kommer han ikke ud over skrivebordet. Man har lov at kigge ud af vinduet mens man læser og lade bevidstheden falde i dvale, mens iagttagelser rulles henover papiret for så engang imellem at komme til klarhed; enten i et par linier som pludselig synes klare eller i kortere digte, der snurrer på papiret som hårdkogte æg.

De to første: Eventyret om den sædvanlige udsigt, 1971, og Det går forbi mig, 1975, ligner i denne sammenhæng (selvom mange af teksterne er gode) opvarmningsbøger til de to seneste. Man keder sig undervejs, men da det nok også er meningen (og en fornøjelse) bør de læses.

Hvordan de ser ud har mange gode digte og udvider samtidigt meditationen ved øget iagttagelseskværnen.

At kigge længere omkring
En tendens til at kigge sig længere omkring spores og udvikles i meditationskulminationen billedet forestiller fra forrige år. Her findes bl.a. en intens undersøgelse af Haiti og seksualiteter:

»Den hvide mand knepper den sorte kvinde.
Imellem vodou og død.
Så enkelt ser jeg det.
Lad mig gå videre.
Palmen skælver.
Havet lader sig prostituere hver dag.«

Og begynder man at savne Leths kritiske "selvsyn" i hans nye rolle som etnograf, ja, så undersøger han også den:

»Etnografen skriver på sin skrivemaskine:
Livet er ikke klart nok. Der er
for meget dagligt rod som hindrer
at man kan se nogle tydelige tegn.

Han tager sin jakke på. Tager den af
igen. Tager den på igen.
– Jeg tager min jakke af. Jeg tager
min jakke på.
Han kan ikke finde ud af
om han føler sig til rette.«

Digtene har en magisk vandafvisende kvalitet og ofte citerede digte om og med solnedgange, heste, forfatterskabets tidligere digte og Marvin Gaye ligner croonende klassikere ud i at kommunikere oplevelser og med (døde) bevidstheder: Elektrisk vodou!

Af de 4 mediationsbøger er billedet forestiller den mest imødekommende (fyldt med humor, sex og død) og bølger samtidigt sikkert med og videre på Leths sære stilleben-hypnose.

Poetisk outsiderprojekt
Samlede digte er muligheden for at dykke op på et af dansk poesis største outsider-projekter; jeg ved ikke hvilken af de to ovenfor skitserede forfatterskabssektioner der er bedst, men jeg synes mest om tresserdigtene.

Samlede-digte-formens volumen er dog trættende og klæder meditationsdelen bedst: man slipper ikke udenom et besøg på biblioteket for at sætte blik på trilogibøgernes konceptagtighed og hippe omslag (med mindre man som undertegnede har fundet originalerne til en 5'er stykket på et loppemarked på Djursland).

 

[ t o p ]       [ h j e m ]