»Nårh

er du en god hund

savner du din mor

dine søskende

har du hilst på JØRGEN LETH

Digt af Rasmus Nikolajsen fra sølvKANIN (Borgen 2001)

»LIGE NU ØNSKER JEG
at kunne skrive et kort digt

jeg har papir i maskinen
jeg snuser til min arm

jeg snuser til min arm igen
jeg tænker på hvad jeg vil

jeg er færdig
jeg har skrevet et kort
digt«

Jeg har ved selvsyn og læsning af sommerudgivelsen Samlede digte konstateret, at Jørgen Leths forfatterskab flyder i to bølger (når man (hvad man roligt kan gøre med mindre man har for god tid) springer over de to første bøger):

En guldrandet tresserflippet trilogi og en langvarig serie af iagttagelsesbøger, der besidder en helt sær meditativ kvalitet.

Starter med cykelhandsker
Trilogien starter med de to 67-samlinger, der falder som en byge af cykelhandsker fra en blankpoleret himmel. Det er digte til tiden, midt i højsæsonen for flip og poesi, til læseren og samtidigt fuldstændigt sig selv.

Sportsdigte er en charmeklud (smukt frottéhåndklæde!) af en klassiker. En gennemgående figur er den sære mand, drømmeren, der ikke indpasser sig, men kører løbet på sin egen måde:

Gennem bogen støder verdner sammen: mand mod mand, forhånd mod baghånd, drøm (forhåbning) mod realitet, sprog mod (mod)sprog etc. Det geniale er overens(uoverens)stemmelsen mellem bogens stil og dens emne. Digtenes forskellige hovedpersoner (det er for det meste små historier) søger efter lykken og topformen på samme både nøgterne og naivt personlige måde, som Leth dyrker og beskriver sporten.

Sammenfaldet (mystikken, lykken, sejren, kærligheden) synes umuligt og er ikke til at undgå: Fausto Coppi blev ikke verdensmester i Ballerup, men Leth kører digtet om nederlaget hjem fra spids.

Underligt nok er der skrevet få (gode) digte om sport, jeg kan ikke komme på nogen danske fra før 1967. Leth gjorde med Sportsdigte op med denne arrogance(?) og udvidede poesiens undersøgelsesfelt og udsigelsesflade. Digtenes sikkerhed på og på trods af egen særhed gør dem på grund af Leths passionerede forhold til sport, lykke og beskrivelse drivende sentimentale (flirter fint med nederlagsromantik!), men samtidigt rørende, sprudlende og evigt groende i min baghånd.

Alt males blå
Til forskel fra Sportsdigte peger Lykken i ingenmandsland ikke ud på (en) verden, men udgør selv en parallelverden, hvor der dog forekommer ord og navne som også kendes fra verden uden for bogen.

Lykken i ingenmandsland er en art collage hvor forskellige elementer sættes i uvante sammenhænge. Leth udnytter at ord bare er ord: alt (hvad han vil) kan ske, men også den både fælles og originale læserbevidsthed der knytter sig til personer og ting og som strider mod og gør koalitionerne interessante.

Alle fra Ole Ritter over Marlon Brando til Leth-himself males blå og landsskaber instrueres:

Leth bruger ordene som materiale og opbygger en verden på tomt papir, en lykke i ingenmandsland: "Så er er solen der. Parken lægges ud".

Nærmest hver digt har sit eget system eller koncept og danner et rum man kan gå ind og spille med i, fx køres et flyvekærlighedsdigt 5 gange med mindre udskiftninger (enkeltbindestregerne er Leths egne):

I bogens begyndelse dominerer malingen, mens hovedpersonerne ellers primært er kvinder og poetik, ligesom det fornemmes at "ingenmandsland" også er en krigszone: "vær nu en sød pige og tag en granat".

Lykken i ingenmandsland er altså ikke uden konflikter og indeholder sågar et glimrende vietnam-digt, men det er en overskudssamling (god at skøjte med på), hvor Leth manøvrerer (læseren) rundt på toppen af tomhed.

Sprækker i overfladen
Mere konflikt findes i Glatte hårdtpumpede puder fra 1969. Det er gode, klare digte som kryber hurtigere ind i en end omvendt. Samlingen er (også) et forsøg på at "lave et sted man kan holde ud", men man får indtryk af at lyriklykken fra de forrige bøger mest var på læserens side.

Nu vælter det med sprækker, revner og andre indslag i den blanke overflade, og Leth aner fint punken ved at skrive om (glæden ved) leden ved at skrive:

Også optikken udvides mod det dunklere, drømme fx, medførende decideret surreelle indslag:

Ikke alle digte holder niveauet, men Glatte hårdtpumpede puder får alligevel de to forrige bøger til at ligne 2/3 af en trilogi, hvori den selv udgør bagsiden af medaljen.

De seneste bøger
"De trivielle dagligdags ting" hedder et digt fra Hvordan de ser ud, 1987:

Og sådan er digtene i de seneste fire bøger. Leth kigger på noget og beretter hvad han ser og at han beretter. Ofte kommer han ikke ud over skrivebordet. Man har lov at kigge ud af vinduet mens man læser og lade bevidstheden falde i dvale, mens iagttagelser rulles henover papiret for så engang imellem at komme til klarhed; enten i et par linier som pludselig synes klare eller i kortere digte, der snurrer på papiret som hårdkogte æg.

De to første: Eventyret om den sædvanlige udsigt, 1971, og Det går forbi mig, 1975, ligner i denne sammenhæng (selvom mange af teksterne er gode) opvarmningsbøger til de to seneste. Man keder sig undervejs, men da det nok også er meningen (og en fornøjelse) bør de læses.

Hvordan de ser ud har mange gode digte og udvider samtidigt meditationen ved øget iagttagelseskværnen.

At kigge længere omkring
En tendens til at kigge sig længere omkring spores og udvikles i meditationskulminationen billedet forestiller fra forrige år. Her findes bl.a. en intens undersøgelse af Haiti og seksualiteter:

Og begynder man at savne Leths kritiske "selvsyn" i hans nye rolle som etnograf, ja, så undersøger han også den:

Digtene har en magisk vandafvisende kvalitet og ofte citerede digte om og med solnedgange, heste, forfatterskabets tidligere digte og Marvin Gaye ligner croonende klassikere ud i at kommunikere oplevelser og med (døde) bevidstheder: Elektrisk vodou!

Af de 4 mediationsbøger er billedet forestiller den mest imødekommende (fyldt med humor, sex og død) og bølger samtidigt sikkert med og videre på Leths sære stilleben-hypnose.

Poetisk outsiderprojekt
Samlede digte er muligheden for at dykke op på et af dansk poesis største outsider-projekter; jeg ved ikke hvilken af de to ovenfor skitserede forfatterskabssektioner der er bedst, men jeg synes mest om tresserdigtene.

Samlede-digte-formens volumen er dog trættende og klæder meditationsdelen bedst: man slipper ikke udenom et besøg på biblioteket for at sætte blik på trilogibøgernes konceptagtighed og hippe omslag (med mindre man som undertegnede har fundet originalerne til en 5'er stykket på et loppemarked på Djursland).