Sentura - Onkel Dannys soundtrack til verden. Essay i anledning af Udvalgte digte II

Onkel Dannys soundtrack til verden
– essay i anledning af Udvalgte digte II – 1973-1993

Under læsningen af Peter Laugesens efterord til Turèlls Udvalgte digte II faldt vor skribent over bemærkningen, at den verden, Turèll beskriver i sine digte, er en ”verden, der ikke findes mere.” Hans umiddelbare reaktion var, at Laugesens ord enten var dybt patetiske eller åndssvagt nostalgiske. Men Laugesen havde sør’me ret...

”Hold på dit Nu, min Siæl! Forsøg at smage/ Det Øyeblik, som er!” indledte Johannes Ewald sin store ode ”Haab og Erindring” fra 1772. En stor del af litteraturen forsøger just at gøre det, og litteraturvidenskaben har haft sine velovervejede og begrundede kvababbelser med, hvem det i grunden var, der forsøgte at gøre det. Det spørgsmål vil jeg i første omgang let og elegant springe over for i stedet at koncentrere mig om Dan Turèll og dennes litteratur som en form for erindringssted. Med erindringssted mener jeg det, som Pierre Nora kalder lieux de mémoire. Lieux de mémoire defineres som

enhver signifikant entitet, enten af materiel eller ikke-materiel natur, som ved hjælp af den menneskelige vilje eller tidens tand er blevet et symbolsk element i et hvilket som helst fællesskabs erindrede kulturarv [1]

Nora skelner imellem begreberne historie og erindring. Erindringen er livet, det dynamiske, og historien er det statiske og stivnede:

Historien er den altid problematiske og ufuldstændige rekonstruktion af det, der ikke længere er. Erindringen er et stadig aktuelt fænomen, et levende bånd til den evige nutid; historie, derimod, er en repræsentation af fortiden. […] Historien fordrer som den intellektuelle og verdslige operation, den er, analyse og kritisk diskurs. Erindringen placerer mindet i det sakrale, historien uddriver den derfra [2]

En sådan erindrende gestus finder man flere steder i den nye litteratur, hvor stedet i den grad er blevet et fikspunkt eller mindested for de historier, der fortælles (fx Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe (2002) eller Katrine Maria Guldagers Ankomst, Husumgade (2001)). Men det er ikke mit ærinde at beskrive den forbindelse her. I stedet ønsker jeg at gå tilbage i tiden, nærmere bestemt til Turèlls storbydigte for dér at finde et udgangspunkt til at tale om fænomenet Dan Turèll, som en stadig aktuel og ikke mindst sakral erindring i vores bevidsthed. Man kunne indvende, at Vangede billeder (1975) var et mere oplagt valg, men jeg har valgt at koncentrere mig om storbydigtene, fordi de er en del, og den bedste del faktisk, af det andet bind af udvalgte digte, der just er udkommet på Borgen.

Under læsningen af Peter Laugesens efterord til udvalget faldt jeg over bemærkningen, at den verden, Turèll beskriver i sine digte, er en ”verden, der ikke findes mere.” Min umiddelbare reaktion var, at Laugesens ord enten var dybt patetiske eller åndssvagt nostalgiske. Men Laugesen havde ret.

Turèlls digte beskriver rent faktisk en verden, der ikke findes mere, og Turèll selv er klar over, hvilken retning tingene tager, da han skriver sine digte, for han er jo selv med til at tage den. Måden, Turèll inkorporer alt fra Anders And til Buddha og Bob Dylan, er nemlig i alt sit væsen fuldstændig historieløs, og Turèll var et produkt af sin tid, ja ønskede ligefrem at være det. Den dialektik afspejles i forfatterskabet, som på den ene side tager del i et bevidsthedsmæssigt skred, hvad angår den måde historien bearbejdes på, og på den anden side desperat forsøger at beskrive en verden, der forsvinder for øjnene af forfatteren. Turèll står både indenfor og udenfor som digter, hvorfor han enten må opfinde passende roller til begivenheden eller stille sig helt udenfor, hvilket også er en rolle.

I storbydigtene vælger han den sidste løsning, nemlig at se tingene på ingens vegne, som Laugesen skriver det, og det fremmaner nogle helt formidable digte og skildringer af livet i København, som det ser ud på netop det tidspunkt. Man kunne fremhæve digtet ”Livet i Istedgade” fra Storby-Blues (1977), hvor øjnene og luderne spiller en central rolle: ”øjnene er ludernes kasseapparat […] og der er altid øjne i Istedgade”, som det hedder. Men øjnene er også digterens kasseapparat; det sted hvor udvekslingen imellem gadens begivenheder og digterens optegnelser af dem sker. Alle bliver set på Istedgade, hvilket derfor også må inkludere jeget/digteren.

Resultatet er en lettere skizoid stemmeføring i digtet, der veksler imellem et jeg, du, han, hun, de og vi, men som er nødvendig for erindringen og optegnelsernes skyld. Digtet veksler konstant imellem lidenskab og videnskab i blikket, præcis som de øjne der beskrives her i digtet:

For digteren er det tydeligt, at poesien på ingen måde kan omfatte livet, når nu fx Istedgade rummer en 400 siders roman hver dag. Det betyder, at man ligeså godt kan give op på forhånd, lade være med at gøre det til en konkurrence, men i stedet forene liv og litteratur fra starten. Det var i hvert fald Dan Turèlls fremgangsmåde, eller rettere: det bliver hans fremgangsmåde efter de første spæde digteriske forsøg i sporet fra bl.a. systemdigtningen og Per Højholt.

Man er så at sige livets luder, uanset hvad man foretager sig, hvorfor digtning også kan være det at male sine negle sorte.

Det mest ironiske ved denne kombination af liv og værk er, at ikke kun Turèlls litteratur ender som en del af den danske kulturarv, det samme gør forfatterskabet som sådan. Fx beskrives Turèll på bagsiden af de udvalgte digte som et fænomen, før han beskrives som forfatter, og det er velsagtens rigtigt. Medmindre man udvider forfatterbegrebet, eller rettere gør det til en del af værket. For det tror jeg, at man skal gøre i Turèlls tilfælde. Derfor er der heller ikke skrevet så meget væsentligt om forfatteren, hvis man ser det fra en akademisk vinkel, selvom det ellers er overmåde eksponeret fra Bestseller til Bogmesse.

Et af problemerne er, at man ikke kan læse digtene uden at høre denne karakteristiske stemme, men det skyldes, at Turèll godt og grundigt har sørget for at få sig selv placeret i det danske mediebillede. Turèll har været bevidst om mediets massive konstruktion af virkelighed, før mediet selv. Er man akademisk dannet, bliver det et problem, fordi man derved risikerer at begå en dødssynd: Man læser uvilkårligt forfatteren sammen med værket. Turèll derimod er ligeglad, han er klar over, at forfatter og værk ikke kan skilles ad, fra Karma Cowboy og frem.

Strategien er at holde sig i overfladen, nogenlunde som Per Højholts Gitte i øvrigt, og derfra at betragte og beskrive verden ved at lægge stemme til den. Især storbyen bliver et pejlemærke for den stemme, som Turèll sammen med skriften og verden udvinder. Turèlls poesi vil være et soundtrack til den verden, der beskrives i sin forsvinden.

Den tidlige Turèll starter som sagt med nogle halvmente og til tider slet og ret dårlige digte om fine sager fra alt til intet, men man mærker hurtigt, at det ikke interesserer ham for alvor. Derfor vælges de fra, og Turèll springer ud som digterisk flanør, der i lange rytmiske passager – som i deres helhed ofte svarer til længden på en rock/popsang eller deromkring – anråber alt fra den lokale til den globale verden. Det er i denne skæring, at Turèll finder sit mæle, mellem det lokale – fra værtshuset, luderne og lommetyvene – til det globale (det være sig politik, jazz, Anders And, Buddha eller beatdigtere).

I den forstand er det vel på sin plads at kalde Turèlls digtning for glokal, og måske ét af de bedste danske eksempler på en digtning der er så dansk, så dansk og så umådelig international på samme tid. Sådan noget gør naturligvis en digter folkekær og populær. H.C. Andersen er det mest kendte eksempel på det, men det har tillige en pris. For det koster sjæl at befinde sig i overfladen, og overfladen er måske det eneste sted, hvor den skæring kan manifestere sig som kunst. Som det hedder i et af de sene digte: ”Et liv tilbragt/ kradsende i overfladen/ af samme./ Godt/ man ikke er/ den eneste” [Udvalgte digte II, s. 508]. Man må ofre sig og sit selv for kunsten. Man mærker det, når man læser de sene digte. Turèll har her fået masser af anerkendelse inden for et populærkulturelt felt, men egentlig ikke af de folk der læser digte for alvor. Det gør, at de sene digte virker mere end ensomme, her er kun ekkoet af en stemme, en stemmes minde, sin egen stemmes mindemærke.

Det fører mig tilbage til de indledende bemærkninger, for Turèll lever længe nok til at se, hvad der er ved at ske, nemlig at han i den grad får en plads i historien, men ikke nødvendigvis én i litteraturhistorien. Med andre ord ser Turèll, hvordan han langsomt bliver en del af den danske kulturarv: Et symbol i et fællesskabs kulturelle erindring. Men han bliver det ved at leve et liv på grænsen, ved at gøre sit liv til et fikspunkt for alle mulige fænomener, der langsomt er ved at gennemstrømme det ganske danske land: ”Jeg tror stadig der er et mødepunkt/ f.eks. kaldet ’livet’/ mellem f.eks. Ludvig Wittgenstein/ Søren Kierkegaard/ Boddhisattvaen, Andy Warhol/ & Anders And. Om ikke/ et andet og større så dog/ f.eks. kaldet mig” [Udvalgte digte II, s. 546]. Men hvis mig’et er et sådant mødepunkt, det sted hvor liv og værk mødes, hvem er den, der kalder sig ”jeg” så? Karma Cowboy, Onkel Danny, Dan Turèll på dødslejet?

Specielt i de sene digte kan man sagtens høre, at Turèll er en stor forfatter, men at han valgte noget andet end de fleste. Noget man først nu kan begynde at anse som litteratur. Fx den såkaldte poetry slam, som Turèll kan siges at foregribe meget tidligt. Turèlls poesi har således allerede afprøvet en del af det, man har set i litteraturen fra midthalvfemserne og frem, og desuden af det man kommer til at se de næste år frem, tror jeg. Da Hans-Jørgen Nielsen dikterede en sær anonymitet for den danske digtning, dér trodsede Turèll sine kollegaer og blev Karma Cowboy, og sådan et spil med (forfatter)identiteten er først nu blevet en ganske almindelig sag i den danske litteratur, som Turèll skriver ”Ingen kan forbyde mig/ at smide bolde mod mit eget plankeværk/ og sé dem komme tilbage i nye vinkler – / Ingen! Om så jeg brugte/ hele livet til det –” [Udvalgte digte II, s. 512].

Nu er Onkel Danny så død og hans ejendele er solgt ud på auktion som et sidste ironisk svar på den ”fine” lyriks tale om den orfiske disjecta membra. Det er, som om Onkel Danny sidder derude et sted og siger, vil de have disjecta membra, så skal de fandme få det. Og det fik de så!

Formentlig har man endnu ikke forstået omfanget af den forfatter, der kaldte sig Dan Turèll.

[1] Pierre Nora: Realms of Memory, Vol. 1. Columbia University Press 1996, forordet s. xvii.

[2] Pierre Nora: Entre Mémoire et Histoire. La problematique des lieux (1984), citeret fra oversættelsen i Claus Bryld et al.: At formidle historie, Roskilde Universitetsforlag 1999, s. 45.