At komme hinanden mere ved

En fin idé opløses i gode intentioner og lidt for soap-agtige karakterer i Jens Michael Schaus nye, solidariske kollektivroman Almindelige mennesker.

ANMELDELSE: Vi kommer flyvende ind i romanen, svæver ind over København en tidlig morgenstund med guld i mund. Ind over Dokøen, Svanemølleværket og Flakfortet. Tættere på Charlottenlund Fort og Hellerup Havn, for til sidst at lande i nr. 21 på en vej nær Sankt Jørgens Sø på Frederiksberg. Denne få sider lange optakt er ubetinget romanens bedste afsnit. Alt kan ske, der er luft under vingerne og dynamik i sproget.

Lander tungt
Desværre lander vi tungt, som læsningen skrider frem. Idéen med at koble en række skæbner i en beboelsesejendom sammen er sådan set meget god, men der bliver aldrig en sammenhængende historie ud af det. Der er gods i flere af de enkelte spor, som det om Palle Florin på 2. sal, der en dag forlader kone, elskerinde og resten af menageriet for at søge lykken i sin ungdoms Paris. Eller det om den smarte, velassimilerede fotograf Yusef Mishri på 4. sal, der finder sig en etnisk dansk kæreste og går fuldstændig i opløsning, da hun forlader ham igen. De historier kunne der nok være kommet en god roman – eller novelle – ud af.

Men hvorfor skal de pinedød blandes sammen med abrupte indslag om døende fædre, afdankede skuespillerinder og ejendommens unge voksnes spæde livtag med tilværelsen som hhv. trækkerdreng og forlovet med en midaldrende verdensmand i Las Vegas? Og hvorfor skal hele herligheden bindes sammen med flotte sløjfer og en fuldstændig utroværdig fællespicnic, hvor alle forenes i lykkelig samdrægtighed?

Det skal de selvfølgelig, fordi hele pointen er, at vi kan skabe mening i vores fragmenterede, moderne liv, hvis vi rækker hånden ud og støtter hinanden. Eller som der står på bogens inderflap: "Romanen byder på en forsigtig tro på solidaritet mennesker imellem". Ja, det tør siges, om end ordet "forsigtig" kunne udskiftes med "fanfareblæsende"...

Melodramatisk realisme
Vel er det godt at finde sig selv – så længe det varer. Vel skal vi være gode ved hinanden. Og vist kan man ofte finde nærhed, hvor man mindst venter den, fx inde hos naboen. Problemet er bare, at man hurtigt mister interessen for de fleste af karakterernes individuelle skæbner og troen på deres dramatiske og synkrone personlighedsudvikling.

Det skyldes især, at romanen står og blafrer i en mærkelig stilistisk position mellem fintmærkende realisme og farceagtig melodrama. Der pøses på med død, sex, vrede og afmagt, så fortællingen ofte tangerer intrigeniveauet i tv-soapen Power and Class, som en af de perifere karakterer har skrevet. Og enhver, der kender sin Dallas og Dollars, ved jo, at just etablerede, nære relationer kan ændres til dødeligt fjendskab i næste afsnit.

Det bliver derfor også svært at tro på romanens happy end. Idéen er som sagt fin, sproget levende, men romanens konstruktion er simpelthen for gemacht, og jeg synes egentlig heller ikke, Schau er særlig solidarisk med sine karakterer, der mestendels fremstår som soap-klichéer med diffuse, opdaterede 70'er-drømme om selvrealisering og mellemmenneskeligt nærvær.