– Jeg forsøger blot at følge mine personer, siger Signe Schlichtkrull, der ikke vil tage termen "politisk" til sig om sin debutroman Fogeden. Det er en bog, der kredser om nogle af samfundets nederste, men også viser, at de ikke er særligt forskellige fra du og jeg – tingene har blot flasket sig mindre godt for romanens personer.

BONUS-INFO:
Signe Schlichtkrull anbefaler fem bøger

INTERVIEW: Bagsideteksten til Fogeden fortæller, at den handler "om dem, der ikke har noget hjem, og dem, der ikke føler sig hjemme nogen steder."

Til den første gruppe hører de i enhver forstand udsatte. Det er mennesker uden ressourcer, det er de mennesker, der altid står forrest, når øretæverne falder, og dét er ikke nogen overraskelse. Men i Schlichtkrulls roman går heller ikke de umiddelbart veltilpassede fri.

Også fogeden selv involveres, ja, hun opsluges vel nærmest af det tumultariske liv, der leves på samfundets bund. Og som hun spræller i nettet med de vanrøgtede, de alkoholiserede og de kriminelle, eksponeres et netværk af årsagssammenhænge, hvis kompleksitet er større, konsekvenser voldsommere og sagsgang mere uforudsigelig end det retslige system, fogeden er vant til at bestride.

En skræmmende titel
Fogeden er en prægnant titel. Ildevarslende. Skræmmende endda. I et oplyst og sekulariseret samfund – præget af lavkonjunktur – er en foged vel noget af det mest skræmmende, man kan forestille sig?
– Måske skyldes det ildevarslende, at en foged har en dobbelt rolle. En foged sætter i yderste konsekvens mennesker på gaden. Det er skræmmende at forestille sig at miste sit hjem. På den anden side er fogeden en vigtig brik i det retssamfund, vi selv har været med til at skabe. Hun beskytter den private ejendomsret som de fleste sætter stor pris på. Hun er en del af os selv.

– Bogen lå i første udgave færdig under højkonjunkturen i september 2006, men det tog lang tid at finde nogen, der ville udgive den, og derfor udkom den først i 2009. Derfor beskriver den heller ikke den nuværende finansielle krise, men den "permanente krise", altså normaliteten.

– Måske betyder den økonomiske krise, at vi nu også kan se dette udtryk for normalitet. Der er blevet plads til det. Vi har ændret vores verdensbillede en smule.

Det betydningsladede nøgne
Fogedens rolle er jo dobbelt – hvad bogens hovedperson også selv bemærker på et tidspunkt. Og netop det at fogeden ikke blot er en embedsmand, men også en mere uhåndgribelig trussel – en stor Bastian – kan også siges at være karakteristisk for Schlichtkrulls skrivemåde. Det umiddelbart nøgterne synes at blive vældig betydningsladet.

Til de overvejelser siger Schlichtkrull:

– Der er nok noget om det. Det nøgterne trækker betydning med sig – men romanen holder sig til et realistisk univers. Det kan godt være, at betydningsladningen tilfører noget, der ligger udover det realistiske; men jeg ved ikke rigtigt, hvad det skulle være.

Noget ligger på lur bag skriften
Hemingway blev engang udfordret til at skrive en novelle på seks ord med resultatet "For sale: Baby shoes, never used". Og denne antydningens kunst synes at være et gennemgående stilistisk greb i romanen. Noget synes at ligge på lur bag skriften. Om en af personerne, der konsekvent slæber rundt på babyudstyr, hedder det således ganske prosaisk. "Hun fik det af sin mor dengang hun ventede sig, men hun nåede ikke at bruge det."

Hvad er det disse diskrete hentydninger kan?
– De diskrete hentydninger giver plads til læserens fantasi, det er klart. De virker nok til dels spændingsopbyggende, men det er selvfølgelig vigtigt, at man forsøger at samle op på de usagte ting, så læseren ikke sidder alt for uforløst tilbage. Det er jo ikke for at skjule historien. Jeg kan ikke selv så godt lide, hvis en historie ender alt for åbent og man slet ikke ved, hvor figurerne bevæger sig hen efter sidste side.

– Men det er ikke noget, jeg egentlig tilstræber. De diskrete hentydninger skyldes også, at jeg selv ikke er så meget længere fremme i historien end det afsnit, jeg netop sidder og skriver. Jeg har ikke regnet det hele ud på forhånd. Måske har karaktererne i udgangspunktet nogle indre spændinger, som gør dem interessante – håber jeg – og når man så følger dem, lærer man dem at kende og får et mere nuanceret billede af dem.

– Det usagte er måske også med til at skabe en vis distance til hovedpersonerne, men det kan andre nok bedømme bedre end jeg. Det er bestemt ikke noget ideal.

Socialt engagement
Idéen til sin roman fik Signe Schlichtkrull, da hun på et tidspunkt lavede en radiodokumentar om en virkelig fogeds arbejde. Og i bogen fornemmer et sådant førstehåndskendskab til livet på samfundets bund. Man fornemmer en stærk social bevidsthed og måske endda et socialt engagement?

– Jeg er ikke socialt engageret på den måde, at jeg udfører socialt arbejde eller den slags. Jeg har flere gange som journalist beskæftiget mig med mennesker, der lever på kanten af normalsamfundet.

– Jeg var ung journaliststuderende, da jeg første gang fik et indtryk af foged-udsættelser. Jeg besøgte et stort lager i København, hvor politiet opbevarer udsat bohave. Når folk bliver sat ud, har de to-tre måneder til at indløse deres ting. Derefter bliver bohavet solgt på auktion. Der stod altså en lang række hjem pakket sammen: sofaer, stole, borde og kasser med legetøj og husgeråd. Det gjorde et stort indtryk på mig. Politiets problem var, at deres lager var ved at sprænges.

– Jeg er interesseret i sociale strukturer og den måde staten er med til at forme os som individer. Med samfundet mener jeg også det sammensurium af økonomiske og juridiske spilleregler, der har indflydelse på vores tilværelse.

Ikke en politisk roman
Schlichtkrulls samfundsmæssige interesse genspejles i romanen og dens beskrivelse af protagonisterne som kastebolde mellem systemets regler og egne utilstrækkeligheder. På spørgsmålet om hvorvidt dette skal opfattes som en sociologisk opdagelsesrejse eller måske en politisk roman på linje med fx Hans Kirks hovedværker, siger forfatteren:

– Jeg kender kun Fiskerne af Hans Kirk, og det betragter jeg ikke som en politisk roman. Kender jeg overhovedet nogen politiske romaner? Tror det ikke.

– Jeg betragter det vel som en ret traditionel roman, hvor nogle personer står overfor en række udfordringer, som de skal forsøge at klare. I første omgang er det nogle økonomiske udfordringer, som viser sig eksistentielle. Økonomiske problemer er som udgangspunkt ikke psykologisk betingede. Det er blot et spørgsmål om kroner og ører.

– Det lyder vist som om, jeg forsøger at glide af på spørgsmålet med den politiske roman. Men altså, hvis du synes det er en politisk roman, så er det det for dig.

Selv betjentene er flinke
Fortællingens drivkraft ligger i al fald i lige så høj grad i de økonomiske og juridiske strukturer som i personernes psykologi og interaktioner. Fogeden udfylder kun ugerne sin rolle, hun undskylder sig, og når hun har sat en klient på gaden, tænker hun: "Hun ved nok hvor hun skal hen". Selv betjentene er flinke.

Der er ikke rigtig nogen bad guys i romanen – kun det altid malende system, hvorfra mange af romanens konflikter udspringer. Som sådan er Fogeden vel også en kritik af det bestående samfund?
– Der er et element af systemkritik. Det er rigtigt. Men det er ikke det samme som en politisk roman.

– Lad os tage et eksempel som Célines Rejsen til nattens ende. Den indeholder systemkritik, men jeg ville aldrig kalde det en politisk roman. Definitionen på en politisk roman må vel være, at den antyder en politisk vision eller virker politisk ansporende. Det synes jeg ikke gælder Fogeden.

Intet formål udover fortællingen
– Som du selv siger, så er der ikke nogen entydigt "bad guys". Det er der altid i politik. Man må vel også gå ud fra, at en politisk roman er skrevet med et formål, vel dybest set med et politisk mål for øje. Det er heller ikke tilfældet med Fogeden. Begrebet "sociologisk opdagelsesrejse", som du brugte tidligere, lyder jo også lidt som om historien er skrevet med et eller andet pseudovidenskabeligt formål. Men nej, der er altså ikke noget specielt formål udover fortællingen i sig selv.

– Vi bliver måske ikke enige om, hvad en politisk roman er, men bortset fra det, så har du sikkert ret i, at en del af fortællingens drivkraft ligger i at berøre samfundets struktur, eller hvad man nu skal kalde det. Jeg tror, at der ligger et for tiden lidt overset spændingsfelt mellem menneske og samfund. Det er jo et mantra, at vi lever i et individualiseret tid, men mon ikke de fleste af os følger trop, når klokken ringer ind?

"Overset spændingsfelt mellem menneske og samfund" Vil du forklare det lidt nærmere...?
– Jeg synes, der er meget fokus på familierelationer i prosaen for tiden. Der er selvfølgelig også mange undtagelser, og fokus siger ikke noget om kvaliteten i øvrigt. Jeg synes en roman som Dengang vi drømte af Clemens Meyer arbejder i feltet mellem menneske og samfund. Det er en god roman, der følger en gruppe østtyske drenge som bliver voksne omkring murens fald.

Balzac og Martin Andersen Nexø
Hvilke forfattere føler du i øvrigt et (tematisk) slægtskab med?
– Måske Balzac for det tematiske. Jeg har selvfølgelig læst mange forfattere, som har gjort stort indtryk, men det vil nok være lidt prætentiøst at kalde det slægtskaber.

– Jeg går ikke rigtig rundt og føler mig i "slægtskab" med nogen, men fx er bogens Ida Pia min moderne version af Ditte menneskebarn fra Martin Andersen Nexøs roman. Nu med happy ending.

– Og på den måde runger Fogeden af andre danske romaner, i hvert fald for mig. Men jeg har det samtidig lidt svært med Martin Andersen Nexø. Det bliver for "gribende", lidt klaustrofobisk, og jeg har endnu ikke rigtig haft lyst til at læse hans andre romaner.

Mere skræmmende end en foged?
– For lige at vende tilbage til dit første spørgsmål – om man kunne forestille sig en mere skræmmende figur end fogeden – så kan det vel efterhånden kun være en bankrådgiver!

 
BONUS-INFO

Signe Schlichtkrull anbefaler fem bøger:

Sei Shonagon: Pudebogen
– Det er en af mine yndlingsbøger.

– Jeg har den i en engelsk oversættelse (The Pillow Book oversat af Ivan Morris). Den kvindelige japanske forfatter levede for 1000 år siden og beskriver livet ved hoffet. Hun forsøger at beskrive smukke, skamfulde, kejtede og andre ting så præcist som muligt. Hun er på alle måder begavet.

Thomas Boberg: Sølvtråden
– Thomas Bobergs rejsebeskrivelser er noget af det bedste nye, danske prosa vi har. Efterfølgeren Americas er også god.

Emmanuel Bove: Mine venner
– En lille, stramt skrevet roman om, hvor svært det er at finde rigtige venner, når man er fattig krigsinvalid i Paris efter første verdenskrig. Første sætning er: "Når jeg vågner, står min mund åben."

Yevgeny Zamyatin: We
– Russisk roman fra 1921, der beskriver en ukendt, totalitær stat, hvor en tro borger begynder at tvivle på systemet. Vi følger ham gennem dagbogsoptegnelser. Det er en meget enkel og stilsikker fortælling, for mig en klassiker.

Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste
– Jeg er lige nu ved at læse Victor Klemperers dagbogsoptegnelser fra Nazityskland, og de er svære at lægge fra sig.

– Forfatteren har jødisk baggrund og er litteraturprofessor i Dresden indtil Hitler kommer til magten. Så starten nedturen. Jeg er kommet til 1942, og hver anden uge er der transporter til kz-lejre, som ingen endnu helt ved, hvad er.