Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Samtidig kunst af Gustav Klimt

Satiriker og stilfornyer

- et portræt af Arthur Schnitzler

Schnitzler var en meget læst forfatter i sin samtid, fordi han ramte nogle ømme punkter i kulturens selvforståelse. Han havde ligesom den samtidige Freud også blik for den offentlige fortrængning af det erotiske. Schnitzler beskrev borgerskabets dobbeltmoralske forhold til sex, dyd og troskab og fremstillede nådesløst mennesket i dets driftsbetingede lidenhed.

 

Af Lene Høg

Arthur Schnitzler (1862-1931) tilhører den generation af forfattere, der var med til at tegne det kulturelle nybrud i fin-de-siècle Wien. Schnitzler lod sig inspirere af nye stilretninger som impressionisme og symbolisme, og han vakte opsigt ved så åbenlyst at tematisere det erotiske på en tid, hvor det seksuelle var stærkt tabuiseret.

Schnitzler var søn af en velhavende læge og født ind i den euro-pæiske dannelses-kultur med de latinske klassikere og klavertimer på skemaet. Selvom han lige fra barnsben havde digtet, fulgte han sin fars ønske og blev læge. Først flere år efter faderens død turde han træffe det endelige valg og hellige sig forfatterkarrieren. Hans ståsted midt imellem kunsten og videnskaben prægede til dels hans menneskesyn, der ligesom Siegmund Freuds voksede ud af den positivistiske kultur. Men mere herom senere.

Jalousi og dobbeltmoral
Schnitzlers gennembrud som forfatter kom med dramacyklusen "Anatol" (1892), der i 7 én-aktere beskriver ungkarlen Anatols forhold til forskellige kvinder, som han enten bejler til, bedrager eller frygter sig bedraget af. Allerede her slog Schnitzler et af sine yndlingstemaer an: Mandens rastløse søgen efter erotisk lykke og dobbeltmoralske frygt for - trods hans egne bedrag - at kvinden er ham utro.

Læser man Schnitzlers egne erindringer, "Jugend in Wien" (udgivet posthumt i 1968), vil man i øvrigt opdage, at denne dobbeltmoral i høj grad prægede hans eget kærlighedsliv. Her får man også et indblik i, hvordan kvindernes erotiske „tilgængelighed" hang tæt sammen med deres sociale position. Arbejderklassens kvinder kunne man lettere indlade sig på et forhold med ­ og også lettere forlade igen eller bedrage. Men borgerskabets døtre eller de gifte fruer måtte man kurtisere mere vedholdende og tåle mere fra, førend der kunne blive tale om en erotisk forbindelse.

Sammenhængen mellem erotik og samfundsforhold beskriver Schnitzler også i sit måske mest omtalte og i hvert fald mest forargende stykke, "Rei-gen" (1896).

Kærlighedskarrusellen
"Reigen" er, ligesom andre af Schnitzlers stykker, blevet filmatiseret, endda flere gange. Seneste filmversion var den danske tv-serie "Karrusel", som TV2 producerede for et par år siden.

Reigen beskriver en slags erotisk kædedans mellem 10 par, hvor hver partner indgår i to forskellige forhold. Kædedansen bevæger sig fra høj til lav i samfundet og viser, hvordan begær og troløshed er typisk for alle kærlighedsforholdene. Hver person har forskellig erotisk adfærd alt efter, hvilken socialklasse partneren tilhører. Eksempelvis er velhaverhjemmets unge søn noget mere pågående i sin forførelse af husets stuepige end i sin kurtiseren af den unge, gifte borgerfrue.

Da "Reigen" i 1921 blev opført for første gang (i Wien og Berlin), måtte det tages af plakaten efter kun få dage, fordi det vakte for megen forargelse. Forargelsen har nok mest rettet sig mod den kendsgerning, at hver af de 10 scener indbefatter et samleje. Det beskrives naturligvis ikke direkte - i bogen markeres det ved en række tankestreger og i teatret formentlig med et tæppefald - men det er utvetydigt, hvad hver af scenerne er bygget op omkring.

Derudover er forargelsen muligvis også blevet vakt af Schnitzlers påpegning af, at enhver - høj som lav - er styret af den erotiske drift; det er blot de ydre manerer, der er forskellige. Personerne bliver - meget be-tegnende for Schnitzlers stil - karakteriseret ved deres sprogbrug, og wienerdialektens dominans tager til, jo længere nede ad den sociale rangstige, figurerne befinder sig. Selvom de altså alle taler om erotik.
"Reigen" ender i øvrigt med, at adelsmanden fra sidste scene (og øverste ende af det sociale hierarki) opsøger den prostituerede fra første scene - og dermed er kæden sluttet.

"Leutnant Gustl"
Den offentlige tabuisering og fortrængning af det erotiske var ét af de samfundsrelaterede emner, Schnitzler tog op i sit forfatterskab. Et andet var den militær- og lydighedsetos, der herskede i Wien omkring 1900; en soldaterdisciplinering i blind tiltro til kejserriget og med et til tider latterligt rigidt æreskodeks.

Det emne tog Schnitzler under kærlig behandling i den satiriske novelle "Leutnant Gustl" (1901), der er en af hans mest formeksperimenterende tekster. Her anvendte Schnitzler nemlig den indre monolog som fortælleperspektiv hele novellen igennem - vel at mærke 20 år, før James Joyce rendyrkede (og radikaliserede) formen i "Ulysses".

Den indre monolog i "Leutnant Gustl" bliver ført af den unge løjtnant, som er blevet krænket i sin ære af en ældre herre og derfor, i tråd med det herskende æreskodeks, har været nødt til at udfordre ham til duel. Den efterfølgende aften og nat vandrer løjtnanten hvileløst rundt i Wiens gader og ser sit liv passere revy, overbevist om, at han den næste morgen skal dø i kamp mod den fysisk overlegne modstander. Modstanderen dør imidlertid af et slagtilfælde i løbet af natten, og jublende over at erfare dette glemmer løjtnanten alt om sine moralske anfægtelser, nu da det eneste vidne til æreskrænkelsen er død.

Schnitzler afslører æresbegreberne som et sæt hule konventioner, der har overlevet sig selv og kun opretholdes i angsten for, hvad andre måtte mene. Den indre monolog understøtter denne splittelse mellem realitet og konvention, da løjtnant Gustls tankeverden er væsentligt mere jordnær og primitiv end den ridderlige etos, hans militærrang foreskriver ham at repræsentere.

Kritikken ramte åbenbart plet i virkeligheden, for Schnitzler fik Wiens militærstand på nakken og blev frakendt sin officersstatus.

Forholdet til Freud
Arthur Schnitzlers optagethed af den tabuiserede erotik og de kulturbestemte konventioner knytter uvægerligt an til
psykoanalytikeren Freud, som så at sige hentede sine patienter i Schnitzlers persongalleri. Schnitzler og Freud har tydeligvis haft den samme skepsis over for tidens borgerlige offentlighed i Wien og den samme tro på, at en bevidstgørelse om dets driftsbetingede vilkår kan gøre mennesket lykkeligere.

Personligt havde de to imidlertid bemærkelsesværdigt lidt at gøre med hinanden, selvom de boede og virkede i samme by.

Da Schnitzler fyldte 60 år, sendte Freud ham et lykønskningsbrev, hvor han udtrykte sin store beundring for, hvordan Schnitzler gennem intuition var kommet frem til de samme indsigter i menneskets sjæleliv, som han selv havde måttet vinde gennem videnskabeligt arbejde. Samtidig erkendte Freud at lide af en vis dobbeltgængerangst over for Schnitzler, og Schnitzler kom selv med lignende ytringer om Freud.

Under alle omstændigheder er det også værd at holde fast i, at Schnitzler og Freud arbejdede inden for to forskellige felter. Mens Freud forsøgte at uddrage almene sandheder om den menneskelige psyke ud fra sine videnskabelige studier, var det Schnitzlers mål at skabe troværdige personligheder inden for fiktionen.

Fra type til personlighed
Personlighederne i Schnitzlers litterære univers blev i øvrigt mere og mere troværdige som årene gik, forstået på den måde, at hans psykologiske portrætter blev mere detaljerede i det senere forfatterskab. Hvor løjtnant Gustl er skildret som en ret éntydig type (den kadaverdisciplinerede soldat med en svag moral), er f.eks. personportrætterne af Fridolin og Albertine i den for tiden aktuelle "Traumnovelle" (1926) langt mere komplekse. Anbefalelsesværdig fra det senere forfatterskab er også bl.a. den tragiske novelle "Fräulein Else" (1924), hvor Schnitzler får tegnet et nuanceret og fintfølende kvindeportræt.

[ h j e m ]