ANMELDELSE
Søren Schou:
Og andre forfattere. Dansk fiktionsprosa fra 1945-60.
Litteraturhistorie
214 sider
Kr. 198 ,-
Roskilde Universitetsforlag
Udkommet 2001

Af
Bue Peiter Peitersen

Søren Schou, f. 1943, lektor i dansk litteratur på Roskilde Universitetscenter. Har bl.a. skrevet Dansk realisme 1960-75 (1976) samt bidrag til Dansk litteraturhistorie (1985) og Verdens litteraturhistorie (1993).

Desuden har Schou arbejdet som anmelder på Information og Weekendavisen.

I 2001 modtog han Georg Brandes-Prisen på 30.000 kr. for sit værk Og andre forfattere. Dansk fiktionsprosa 1945-60 . Brandes-Prisen uddeles af det danske kritiker lav.

RELEVANTE LINKS:

Tag med Lars Bukdahl på jagt efter bøger af Jørgen Ulrich - en af forfatterne i Schous bog

Litteraturhistorisk forvandlingskugle

Søren Schou har åbnet op for Outsidernes Litteraturhistorie 1945-60, og dér gemte sig både surrealistisk prosa, den danske roman noir og eksperimenter i den fjerde dimension.

Og andre forfattere er historien om en række prosaister, der skrev i perioden 1945-60. Men her er hovedpersonerne ikke Blixen, H.C. Branner, Martin A. Hansen, Villy Sørensen, Seeberg og Rifbjerg - de store navne, som man ellers normalt forbinder med periodens roman- og novellekunst.

I Søren Schous litteraturhistoriske fremstilling er rolleindehaverne derimod de andre forfattere, dem man ikke længere hører om (for slet ikke at sige læser), dem, der er skrevet et godt stykke ud af vores bevidsthed. Det er navne som Jørgen Ulrich, Svend Aage Clausen, Sonja Hauberg og Kelvin Lindemann, der tegner det litterære landskab, og det er bestemt ikke noget kedeligt billede, der kommer til syne.

Tamme halvtredsere?
Når man ser bort fra de store skikkelser, som

»... ikke altid kun den litterære kvalitet, der får lov til at bestemme, hvorvidt et værk skal overleve for eftertiden eller ej.«

dominerer det litteraturhistoriske tilbageblik, har der nok været en tendens til at opfatte perioden (især 50'erne) som et noget farveløst, konservativt og uinspireret årti, hvad angår den danske prosa. Og det er den forestilling, som Søren Schou gerne vil gøre op med, blandt andet ved at trække en stribe af de hengemte værker frem i lyset.

Men dette er kun den ene halvdel af forfatterens projekt. Den anden er at bidrage til den mere overordnede diskussion af den litterære kanondannelse, det vil sige den sortering udfra kvalitet, der foretages fx af litteraturhistoriere blandt værkerne, og som er med til at skrive disse ind og ud af litteraturhistorien, undervisningen, bevidstheden.

Efter Schous mening er det nemlig ikke altid kun den litterære kvalitet, der får lov til at bestemme, hvorvidt et værk skal overleve for eftertiden eller ej. Derimod mener han, at denne udvælgelse er præget af nogle tidsbundne fænomener (som bestemte grupperingers trang til at markere sig i kontrast til de foregående bevægelser) og ofte af en vis tilfældighed, og at det derfor er nødvendigt at tage de enkelte værker op til stadig revision.

Myte og allegori
Søren Schou har læst sig gennem en god stabel af de bortlagte bøger, som han refererer for

»...årene 1945-60 var slet ikke så tamme. De kommer til at fremstå som en spraglet epoke fuld af kreativitet og eksperimenterelyst.«

læseren, og derved fortælles en historie, der går mod den gængse opfattelse af perioden som grå og kedelig: Der blev skrevet en mængde interessante værker i diverse genrer - og årene 1945-60 var slet ikke så tamme. Tværtimod kommer den til at fremstå som en spraglet epoke fuld af kreativitet og eksperimenterelyst.

I Og andre forfattere er værkerne organiseret efter ligheder i tema og form, og derved skitseres (og dokumenteres) en række af de forskellige genrer og litterære strømninger, der prægede prosaen i de femten år.

En af disse strømninger var den mytisk eller allegorisk orienterede digtning, der vendte sig imod det rationelle og talte med et andet sprog end det, der dominerede hverdagen. Man kender tendensen fra blandt andet Karen Blixen.

Men i Schous fremstilling vises det, hvordan der også var andre og mere ukendte navne, som dyrkede denne genre. Nogle af disse var Aksel Heltoft med sine tre fortællinger i Polakken (1948), Leif E. Christensens novellesamling Tyven i Tjørnsted (1951) og Hans Jørgen Lembourns "allegoriske spændingsroman" Hotel Styx (1954).

Surrealismen og den fjerde dimension
En anden retning, som knap så mange slog ind på, var den surrealistisk-inspirerede roman. Her nævnes blandt andet Jørgen Nash med hans Galgenfuglen (1949), hvor det surreale fortrinsvis ligger i indholdssiden. I modsætning hertil var fx det mere radikale eksperiment Tornene i hækken (1955), som blev foretaget af Jørgen Ulrich.

Her er der hverken et "sammenhængende plot", en tidsstruktur, det er muligt at finde rundt i, eller blot antydningen af sammenhængende personkarakteristikker" (Schou, s.142).

Apropos "tidsstruktur" var dette et andet fænomen, der blev bragt ind i flere af prosaisternes forsøgslaboratorier. Inspireret af tænkere som Einstein, Dunne og Ouspenski blev "tiden", "den fjerde dimension", gjort til genstand for undersøgelse i en række af periodens prosaværker, og Schou taler lige frem om den "firedimensionelle bølge". Det var erindringsmotivet, mystiske tidsoplevelser, rejser tilbage i historien, og subjektet, der lever i to forskellige epoker "samtidigt", der blev tematiseret, lige såvel som selve fortælle- og tidsstrukturen i romanen blev udsat for kraftig ommøblering, for eksempel i Giuseppe Scocozzas roman Vandring langs stranden (1949).

Nogle af de andre forfattere fra denne bølge er Viggo F. Møller med hans fortællinger i Den femte Dimension (1948) og Eiler Jørgensens Lektor Hansens sælsomme Hændelser (1946).

Den danske roman noir
Med Anden Verdenskrig i baghovedet blev periodens prosa i vid udstrækning farvet

»...Schou udnævner sågar sommerhuset til genrens "naturlige biotop"«

af en mørk og dunkel tone. Denne sorthed viser sig blandt andet i en stribe bøger, der betegnes som roman noir - dvs. romaner, der læner sig op af Raymond Chandler og Dashiell Hammett-traditionen, hvor det dystre livssyn og det dunkle handlingsforløb præger historierne.

Den danske pendant kredser omkring flugt-motivet, hvor en person søger væk fra sin nuværende tilværelse af den ene eller anden årsag, for eksempel på grund af en begået forbrydelse som i Erik Aalbæk Jensens Dommen (1949). En lidt pudsig detalje ved den danske roman noir er, at personerne ofte flygter til den symbolsk ladede lokalitet - sommerhuset (tænk for eksempel på Johan Jacobsens film En fremmed banker på (1959)) - og Schou udnævner sågar sommerhuset til genrens "naturlige biotop". Nogle af de andre værker fra denne tradition er Finn Gerdes radioroman Det gule hus (1953), Hans Lyngby Jepsens Rød jord (1949), Ole Sarvigs De sovende (1958) og Havet under mit vindue (1960).

Hårdkogte noveller
Inspirationen fra USA viste sig også i en anden prosaform, nemlig novellen. Her var det de hårdkogte amerikanske short stories som for eksempel Hemingways, der fungerede som nyt kreativt brændstof side om side med forfattere fra den danske mellemkrigstradition (H.C. Branner og Mogens Klitgaard m.fl.).

I perioden 1948-55 udgav Gyldendal årligt en novelleantologi, hvor nye navne fik et forum sammen med de mere garvede. Denne model blev fulgt af en række andre forlag, og i det hele taget blev kortprosaformen en yndet genre at skrive i. Nogle af de forfattere, som Schou nævner i denne sammenhæng, er Finn Gerdes, Svend Aage Clausen og Carl Bang.

Genlæsning med nye briller
Alt i alt må man sige, at Søren Schou viser rundt i et spændende og meget spraglet og eksperimenterende tekstlandskab under gennemgangen af de 15 år i dansk litteraturs historie. Mange værker stikker deres hoved frem og fortæller, at der også var andre stemmer til stede i perioden, end dem man normalt hører, og at der skete lidt mere, end man gik og troede.

Men ud over at Og andre forfattere på den måde er med til at trække nogle af de hengemte værker frem i lyset, så er Schous bog som sagt også et indlæg i en mere overordnet diskussion om hvordan den litterære kanon opstår og om de forskellige litteraturhistoriske konstruktioner: Hvad er det for nogle mekanismer, som bestemmer, hvordan litteraturens historie kommer til at se ud for eftertiden - hvad er det, som afgør, hvilke værker der skal huskes, og hvilke der skal glemmes?

Det er nogle gode spørgsmålstegn, der bliver sat, og måske får det en afsmittende effekt, så de forskellige perioder oftere vil blive genlæst med nye briller, som får øje på nogle af "de andre forfattere".