Skæve drejninger

Seimi Nørregaard har i flere år slået sig løs som livligt optrædende på den danske scene for Spoken Words. Nu debuterer hun med sin første trykte digtsamling, Jeg forventer en masse, hvor man får lidt af hvert...

TEKSTUDDRAG:
Direkte til smagsprøve fra bogen
Hør forfatteren performe tre digte
[NB! I mp3-format. Fylder ca. 1,2 MB]

ANMELDELSE: Det første, der faldt mig ind, da jeg sad med Seimi Nørregaards bog i hånden, var, at forfatteren ikke måtte være bleg for at spille højt spil. At give sin bog – og så endda ens debut – titlen Jeg forventer en masse kan virke næsten overmodigt, da det uvilkårligt også får læseren til at sætte næsen op efter noget ekstraordinært. Og så ligger faren for skuffelse jo altid lige i overhalingsbanen…

Skuffet blev jeg nu ikke, da jeg startede på læsningen – men havde måske håbet på mere af den dynamik, man kender fra den tradition af Spoken Words, hvor Seimi Nørregaard har sine rødder. I hvert fald lykkes det ikke helt at få ordene til at overskride papirets scenekant, så teksterne gnistrer på samme måde som i den gode litterære live performance.

Til gengæld har digtsamlingen mange andre kvaliteter og underfundige ærinder.

En knivspids poesi
Stilistisk er digtene meget forskellige. Nogle steder leger Seimi Nørregaard med rim og rytme, så det bare fyger derudad – og her mærker man tydeligt hendes baggrund inden for Spoken Words. Andre steder er langt tættere på kortprosaen og får skabt en række umiddelbart genkendelige universer, hvor de små, trivielle hverdagsforløb får tilsat en knivspids af poesi og magi:

Det er på den måde, Seimi Nørregaard utvungent leger med sproget, og næsten altid giver det en uharmonisk, skæv drejning, så den normale hverdagsagtige trummerum saboteres af det komiske, upassende eller direkte groteske. Digtet med Volvoen, der bakker, ender fx i et klimaks, hvor den kværner en flok børn i et parcelhuskvarter, selvom den bipper nok så poetisk uskyldigt.

Og fra samme skuffe kommer et digt, hvor den burgerspisende familie ender i én stor kluddermorsklump midt på gulvet, fordi de alle vil konkurrere om, hvem der hurtigst kan skrive forskellige navne synkront med alle fire lemmer. Det er vanvittigt komisk i al sin absurditet.

Og sådan fortsætter Seimi Nørregaards digte med at skrive sig de mærkeligste steder hen. Man får ikke det, man forventer. Og det, man får, forventer man ikke.

Forventninger på kryds og tværs
Man kan – for nu at knytte an til bogens titel – sige at ét af bogens hovedemner faktisk er forventningens væsen: jegets forventninger til sig selv og de andre, forventningens glæder og skuffelser, forventning som dynamisk energi og som negativt pres.

Alle disse registre af forventning vendes og drejes, undersøges, gennemspilles og udstilles på mange planer. Fra det helt åbenlyse til det subtilt dunkle, ofte formidlet gennem betydningsfragmenter, små fortællende forløb og skæve billeddannelser, så det ikke bliver plat eller banalt.

Romantik i gulvhøjde
På trods af at Jeg forventer en masse kommer langt ud i alle skævhedens afkroge, så rummer de enkelte digte også masser af genkendelig sørgmodighed, melankoli, længsel. Her fx et herligt forsøg på en variation over digtekunstens ældste motiv:

I selskab med Seimi Nørregaaard får du lidt af hvert. Tag dét, du kan lide og lad resten ligge på tallerkenen.