Svingdørslitteratur

Med Selvskreven udkommer nu en samling læsninger af fremtrædende selviscenesættende og semibiografiske forfattere. Svingdørslitteraturen – som den kaldes et sted i bogen – er i hyppig rotation på den danske litterære scene. Og vor anmelder tager gerne en ekstra tur i svingdøren.

ANMELDELSE: I forbindelse med premieren på Das Beckwerks seneste såkaldte terrormusical, Den sidste europæer, optræder instruktøren Claus Beck-Nielsen i sene nyhedsudsendelse på DR2. Det er der for så vidt intet hverken besynderligt eller overrumplende ved.

Og så alligevel...

For Beck-Nielsen tillader sig det bemærkelsesværdige privilegium at optræde i orange Guantanamo-fangedragt, til stor forundring og nysgerrighed for undertegnede. Og selvom beklædningen så vidt jeg kan erindre, forklares med Nielsens besvær med at nå fra teatersal til tv-studie til aftalt tid, trænger spørgsmålene sig uvægerligt på: Er dette hastværk samtidig også blændværk? Hvorfor denne næsten demonstrative påklædning? Er der tale om en mediebevidst selveksponering? Og i så fald: Hvor går skillelinjen mellem den civile og troværdige privatperson Claus Beck-Nielsen og den mere drilske og selviscenesættende skuespiller Claus Beck-Nielsen? Min sjældent svigtende hukommelse fortæller mig ikke desto mindre, at det ikke for alvor lykkedes intervieweren at pointere, endsige diskutere dette indlysende dobbeltgængermotiv hos instruktøren.

Interessen for selviscenesættelse
Når det er aktuelt at bruge denne anekdote i denne sammenhæng, er det fordi det på eksemplarisk vis illustrerer, hvad man op igennem 1990'erne har kaldt "the performative turn" indenfor bl.a. samtidskunsten. Med andre ord er der tale om en interesse for felter som iscenesættelse, performance, interaktivitet, og i videre konsekvens også ambivalens og uafgørlighed. En iscenesættelse og flertydighed som ligeledes – og endda på karakteristisk vis – kommer til udtryk i Nielsens selvfremstillende værker. Således også i den nævnte udsendelse.

Det er imidlertid ikke blot indenfor "aktive" kunstformer som teater og performancekunst at denne performative tilgang vinder indpas. Også indenfor litteraturen har blikket indenfor de seneste år været rettet mod det, som er blevet kategoriseret som både "performativ biografisme" og litterære "dobbeltkontrakter". Begge betegnelser for en litteratur som bevidst befinder sig i et spændingsfelt – eller en roterende svingdør – mellem fiktion og fakta, digt og dokumentarisme, og som fremstår både vej– og vildledende. Både-og – netop ikke enten-eller. En litteratur som både bekender og tilslører på én og samme tid, og som en naturlig konsekvens stiller krav til læserens evne til at knytte forbindelser mellem forfatter og fortæller. Der er således tale om litterære værker, som inkorporerer virkelighedselementer og fremstår bevidst selviscenesættende.

Det uperfekte menneske
Det er netop denne fremherskende tendens, som de tre redaktører Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasætter har sat sig for at undersøge i deres nye bog Selvskreven med undertitlen Om litterær selvfremstilling. Bogen indeholder forskellige læsninger af fremtrædende danske forfatterskaber som Herman Bangs, Johannes V. Jensens, Per Højholts og Steen Steensen Blichers, men også refleksioner over nyere forfattere som Dag Solstad, Jørgen Leth og Jeffrey Eugenides. Alle læst i et performativt og autofiktivt perspektiv.

I essaysamlingens første artikel er det også den yngste af de udvalgte værker, som er genstand for en grundig undersøgelse. Per Stounbjergs Notater om kærligheden omhandler nemlig Jørgen Leths adskillige selvbiografiske referencer, sådan som de kommer til udtryk i æstetens forfatterskab i al almindelighed og i den mildest talt omdiskuterede selvbiografi Det uperfekte menneske i særdeleshed. Her forsøger Stounbjerg ganske overbevisende at påvise forfatterens forskellige eksperimenter med sit eget navn og sin egen identitet. Eksperimenter som ofte zigzagger mellem fiktion og fakta. Stounbjerg pointerer forskellige sammenfald mellem Leths tekster fra forskellige perioder og viser en vis systematik og tematik – en Lethsk skrivestil og "begærsstrategi" som det et sted kaldes – og som ligeledes afslører sig i Det uperfekte menneske. Af samme grund, skriver Stounbjerg, bør Jørgen Leths selvbiografi ikke ses som et uanfægtet sandhedsvotum, men i høj grad også som en afsøgning af forfatterens egen identitet, selvbiografien som genre, erindringens muligheder med meget mere.

Stofskifte mellem skrift og liv
Generelt skal tekstsamlingen roses for sine omfattende studier af fortrinsvis danske forfatterskaber, som belyses i nye selviscenesættende perspektiver. Som en naturlig konsekvens af samlingens akademiske tone (den udgives som bekendt på et universitetsforlag), er der ligeledes flere afstikkere og henvisninger til feltets dominerende teoretikere. Således nævnes og tilknyttes forskellige epokegørende teoretikere såsom Phillipe Lejeune, Gérard Genette, Michel Foucault, Serge Doubrovsky og Roland Barthes for blot at nævne nogle få.

Det kommer der mange interessante betragtninger ud af, men formentlig også en tone som kræver en vis akademisk ballast. Dermed ikke sagt, at bogen er elitær eller esoterisk, men blot at den trods alt kræver en vis indsigt i enten de enkelte forfattere eller anvendte teoretikere. Denne tendens kommer i særlig grad til udtryk i Louise Svanholms bidrag Den autentiske inautenticitet (titlen siger næsten sig selv), som grundigt gennemløber feltets bannerførere og forskellige udlægninger af begrebet "autofiktion". Her betoner Svanholm hvorledes selve udsigelsen og fortælleforholdene er centrale i enhver selvfremstilling, og hvordan autobiografiske værker kan betragtes som et såkaldt "stofskifte mellem skrift og liv".

Kridter op til genlæsninger
Selvskreven befinder sig i slipstrømmen af Poul Behrendts udgivelse Dobbeltkontrakten, som for alvor gjorde opmærksom på denne nye selvfremstillende tendens indenfor både litteraturen og litteraturteorien. Men er den virkelig så ny endda? Ifølge redaktørernes forord er der i dag en stigende interesse for denne type litteratur – Morten Søndergaard, Niels Frank, Claus-Beck Nielsen, Lone Hørslev og Kristian Ditlev Jensen udgør blot et udsnit af disse mange eksponenter.

Ikke desto mindre påviser flere af samlingens bidragydere, at tendensen langtfra er så ny som måske først antaget. Eksempelvis anfører Arne Mellberg i bogen, at selv Montaigne var en yderst selvbevidst og selvfremstillende forfatter – og dette endda tilbage i 1580! Og tilsvarende analyser af både Blicher, Johannes V., og Bang understreger pointen. I den forstand kridter bogen så at sige banen op til genlæsninger af forskellige forfatterskaber i et nyt autofiktivt lys. Og hvorfor ikke blot nævne den hjemlige litteraturs excentriske skikkelser som Blixen, Turèll og H.C. Andersen i samme ombæring…

Højaktuel fagbog
Inden da vil det dog være nødvendigt at opridse visse faldgruber og i forbindelse med sådanne læsninger. Først og fremmest er det min klare opfattelse, at analyserne ikke må forfalde til på detektivisk vis at være registreringer af, hvad der måtte være dokumentarisme, og hvad der måtte være digt og fantasi. Dette må blot være indledende manøvrer, som kan anvendes til at fortælle noget om forfatternes egen identitetsproblematik, uafgørlighedspoetik eller andre væsentlige pointer. Dette lykkedes da også i vid udstrækning i bogens 11 kapitler.

Især er jeg begejstret for Kristin Ørjasætters læsning af Dag Solstads romaneksperiment 16.07.41. Her bliver det til mange interessante betragtninger om, hvad det vil sige at være en roman, om tid og rum, samtidig med at Ørjasætter udfolder en sammenligning med Wim Wenders fabelagtige film Himlen over Berlin. Og selvom det retfærdigvis skal nævnes, at det falder udenfor bogens mere forfatterorienterede analyser, vil man med fordel kunne inddrage andre kunstformer og derved undersøge forbindelser mellem eksempelvis samtidskunsten, film- og teaterscenen og litteraturen. Men det må indtil videre være en appel til fremtidige undersøgelser af diverse selvfremstillinger.

Nok om det: Det ændrer ikke ved det samlede indtryk af, at Selvskreven også er en velskreven fagbog om den højaktuelle svingdørslitteratur i spændingsfeltet mellem biografi og fiktion. Jeg tager under alle omstændigheder gerne en ekstra tur i svingdøren og glæder mig over bogens genoplivning og revision af allerede kanoniserede forfatterskaber.