Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret 2002
[Opdateret d. 3.9.2007]

INTERVIEW


Af
René Egeskov Gjerka




Foto: Susanne MertzPortræt af Martin Glaz Serup Martin Glaz Serup 2002
 



Martin Glaz Serup
er f. 1978.

Debuterede 17. september 2002 med Shylas ansigt.

Udover i øjeblikket at gå på Forfatterskolen, er han ansvarshavende redaktør på Litteratur- og kulturmagasinet Apparatur, der foreløbig har udgivet 5 numre.

Han er bl.a. anmelder på ungdomsmagasinet Chili og er for nylig også blevet ansat som anmelder ved Fyens Stiftsidende.

Til foråret udgiver han børnebogen SKRÆP! på Gyldendal.


*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Litteratur- og kulturmagasinet Apparatur...

Læs en anmeldelse af Shylas ansigt – lavet efter appropriations-princippet...

  Debutant, anti-snob og original kopist:
Litteraturens spillerum
– et interview med Martin Glaz Serup

En formiddag i september fik Sentura en lang snak med Martin Glaz Serup over en kop kaffe og et par imposante Hancock pilsnere om hans debutdigtsamling Shylas ansigt og hans syn på poesi, poetik og politik. For ham hænger det hele sammen: hændelsen den 11. september, litteraturen og den enkelte metafor.

Det er tirsdag formiddag på Frederiksberg engang i september måned. Jeg er netop lukket ind af døren til Martin Glaz Serups lejlighed. Og det første der slår mig er ærgrelse: jeg skulle have tændt min båndoptager allerede ude på gangen, for Martin er godt i gang med at snakke allerede mens vi bevæger os ind mod stuen.

Og det er egentlig et træk, der fint karakteriserer den 24-årige forfatter. For han er helt fremme i skoene for tiden: netop startet på Forfatterskolen; netop debuteret hos Lindhardt og Ringhof med digtsamlingen Shylas ansigt; netop hentet ind som anmelder ved Fyens Stiftstidende. Og så – som for lige at sætte trumf på – netop nygift i weekenden op til interviewet.

Efter 10 minutter, har jeg egentlig allerede interviewet i hus. Men vi bliver alligevel siddende det meste af formiddagen og får en hyggelig snak om poesi og politik, mens vi drikker kaffe og gør kål på et par liter Hancock-øl: levninger fra weekendens bryllupsfest

At gå imod forenklingen
Men for at følge Martins tankegang, er det nødvendigt at gribe helt tilbage til 11. september.

Den dag havde han en sær oplevelse af mødet mellem det store og det små i verden. På samme tidspunkt som de to tvillingetårne faldt sammen og verdenen ændrede sig, forberedte han et interview med den danske digter Peter Laugesen. til kulturmagasinet Apparatur [bragt i Apparatur #2].

Og for Martin hænger det hele sammen:

– Hændelsen den 11. september var så stor. Næsten alle siger, de kan huske, hvad de lavede lige netop det øjeblik, hvor de hørte om den. Det var en tragedie, der var til at tage og føle på. Men når det så er sagt, skal man også være opmærksom på, at der er utrolig meget forenkling i den måde USA og medierne har fremlagt tingene på. Den samme tendens til at forenkle, ser jeg også i den politiske højredrejning i Danmark, især hos Pia Kjærsgaard og i dyrkelsen af nationalismen.

– Derfor er en vigtig del af mit bogprojekt at gå imod denne forenkling. Jeg vil bare ikke skrive direkte, at Pia Kjærsgaard er dum, for det er i sig selv dumt. Så kunne jeg jo lige så godt skrive en kronik i Berlingske Tidende – eller et læserbrev, hvor jeg i punktform redegjorde for mine holdninger. Derimod er det vigtigt for mig at nuancere udsagnene. Og det giver litteraturen spillerum for.

Digte mod katastrofer
I interviewet med Laugesen stillede du ham det kontroversielle spørgsmål, om han troede digte kunne have afværget 11. september. Tror du selv på, at digtning kan afværge fx terror og nationalisme?

– Hmm... Man må jo tro på, hvad man gør. Det er ikke sådan, at man hele tiden og til enhver lejlighed skal være eksplicit politisk og udgive sig for at være frelst. Men det man tror på, må på en eller anden måde gennemsyre alt, hvad man laver.

[Fra Shylas ansigt:]

Den fortsatte historie
om Bungalow Bill

 
Hej!
Bungalow Bill
Hvad slog du ihjel?
derinde
i junglen eller
hvor det nu var de
trommede unga bunga low Bill low-fi
fire, hvad slog du ihjel dér,
                                  var det hajer?
 
Dybt inde i junglen
lyner lykken, tror jeg
Den er en varm pistol
i munden på en krokodille
– Så når jeg skriver en digtsamling, håber jeg bare, at den side af det også fungerer. Hvis altså mine læsere er enige med mig. Men måske har mit bogprojekt i virkeligheden mere travlt med at gøre opmærksom på nogle ting end at ændre verden. Vil man ændre verden direkte, skal man nok gøre noget andet end at skrive digte. Men jeg vil gerne have, at mine digte bliver læst af så mange som muligt. Alle forfattere vil jo selvfølgelig gerne læses.

Men er der ikke en fare for, at du som digter ender med at skrive til mennesker som i forvejen er enige med dig? Hvordan kommer man som digter over den problematik, at litteraturen og kunsten ofte kun kommer til at bevæge sig inden for sit eget kredsløb?

– Altså, der er jo for det første – i øjeblikket – en tendens til, at kunsten er mere politisk orienteret og udadvendt. Og på det punkt har jeg nok lagt mig ind i en bevægelse, selv om jeg ikke bryder mig om at få tildelt et generationsprædikat, der jo dybest set er en konstruktion.

– Der vil altid være mindst 300 forfattere, som falder uden for en eller anden standardbeskrivelse af en generation. Men for ikke at blande for mange ting sammen – og for at besvare dit spørgsmål, har flere af mine gode kammerater, som ikke er forfattere, læst mine digte: håndværkere og alt muligt.

En kæmpe anti-snob
Hvad har de så sagt?
[Martin griner]

– Ja de siger, at "det er sgu noget underligt noget. Tak for bogen." Men på en eller anden måde forstår de det. Det kan godt være, at de ikke kan forklare deres oplevelser med alle mulige litteraturvidenskabelige termer. Men de får en på opleveren og mange af dem siger, at der noget energi i, som de ikke havde regnet med at finde i et digt. Det opfatter jeg virkelig som en kompliment.

– Jeg vil gerne have, at mine digte kan fungere på flere niveauer. Det hele må gerne være tilstede. Det er fint, så fungerer det. I virkeligheden har jeg en kæmpe anti-snob ambition. Derfor bliver jeg heller ikke frustreret over, at Bush ikke læser mine digte. Det er ikke en del af bogprojektet.

[Martin holder en lille tænkepause, inden han fortsætter]

– Der er jo mange fordomme forbundet med digtlæsning. Det går vel tilbage til folkeskolen og gymnasiet, hvor man er blevet tvunget til at lede efter fallossymboler og tissekoner måske lidt for mange gange.

– Og så tror man, at digteren er sådan en "labyrintens herre", der sidder og styrer det hele ovenfra og tænker: "aaahhh se nu om du er god nok til at finde ud af det". Nej, jeg vil gerne det modsatte – at mine digte kan åbne op. De må selvfølgelig gerne have et indhold for læseren.

– Men de må også gerne bare være underholdende og give nogle sjove, skæve oplevelser. På samme måde som en musikvideo. Ingen sætter sig jo ned og siger: "Jeg forstår ikke den her musikvideo". Folk sætter sig i stedet for at lytte mens, de ser en masse underlige billeder flimre forbi. Det kan da godt være, man ikke får de helt store eksistentielle åbenbaringer ud af det. Men man får uden tvivl en oplevelse.

Digte må gerne være sjove
Du vil altså gerne nuancere forståelsen af lyrik og hvordan den kan læses?

– Ja, som sagt må mine digte gerne give læseren en sjov oplevelse. Men når man læser dem, vil man forhåbentlig opdage, at de indeholder meget andet. Jeg refererer jo til alt muligt – lige fra populærkultur til andre digtere.

– Derudover har jeg gjort meget brug af tilegnelsen, appropriationsprincippet, og ready mades. På den måde kommer min digtsamling også til
[Fra Shylas ansigt:]

Hun har tungen ud af halsen
i søvne tror jeg det er
farten det kommer an på
at beskæftige sig med hele den halvtunge, teoretiske problemstilling om det ægte, det originale – over for kopien. Og den del af projektet har Niels Lyngsø jo fanget præcist, da han anmeldte Shylas ansigt i Politiken. Han syntes så bare ikke, det var særligt originalt.

Der skal være plads til det hele
Ja, han var jo ret negativ og skrev, at det var for tynd en omgang. Hvordan har du det med det?

– Heldigvis har jeg også fået et par gode anmeldelser. Men jeg har det okay med Lyngsøs anmeldelse. Hans syn på litteratur er bare et andet end mit. For mig handler litteratur ikke nødvendigvis om at fremstille det smukke eller give læseren en eller anden dyb erkendelse. Det må den også gerne – men efter min mening skal der være plads til det hele. Især er jeg træt af, påstanden om, at den "rigtige" virkelighed kun foregår på en fabrik eller blandt narkomaner. Det er for fjollet.

[Fra Shylas ansigt:]

Skriver en morder digte? Skriver han dem på papir eller med blodige fingre på mælkekartoner og vægge? Udgiver han digtene? På Gyldendal, Borgen eller eget forlag? Debuterede han i Hvedekorn? Kan anmelderne lide morderens digte? Kan læserne? Læser morderen andre digteres digte? Holder han af ordet blod, som optræder i de fleste danske digtsamlinger, også denne? Digter morderen, så det bløder og gør ondt, også i virkeligheden?
– Hvorfor skulle min virkelighed være mindre virkelig end deres? Hvis man har en holdning til sproget og verden, så handler det igen om at nuancere udsagnene og modvirke fx en nationalisme. I den proces bliver man nødt til at gøre opmærksom på, at nationalstaterne, kulturarv, sproget – alting – er én stor konstruktion. Ikke dermed sagt, at det konstruerede er af det onde. Men man må vide, at det en konstruktion. På den måde får man mulighed for at dreje og twiste tingene, gøre dem spændende, så udsagnene ikke ender med at blive lukkede om sig selv.

Forholdet mellem kopi og original
[Martin peger på sin digtsamling, som ligger på bordet foran os]

– Tag fx kvinden på coveret. Man skulle gerne kunne gå til bogen uden at vide, at det fotografi er et værk af den amerikanske kunstner Sherrie Levine, hentet fra en udstilling i 80`erne.

– Rent faktisk har hun også taget fotografiet fra en anden, nemlig kunstneren Walker Evans... Og derudover har hun ikke gjort andet end at sætte sit eget navn på og kalde sit værk for "After Walker Ewans".

– Men det ændrer alligevel en masse. Det ændrer beskuerens blik og forhold til billedet, hvorved det også indsætter det i en bredere kunst- og institutions-kritisk ramme. Selv har jeg så – efter samme appropriationsprincip ført det et led videre – og taget billedet fra Sherrie Levine og kaldt det efter "Sherrie Levine".

– På den måde overfører jeg et kunstkritisk felt til et litterært. På samme tid inkluderer jeg en readymade fra et pornoblad, hvor navnet på en af pornoskuespillerne er Shyla. Men hun optræder jo også i titlen Shylas ansigt – og de her ting kobles automatisk sammen, selvom de ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

[Fra Shylas ansigt:]

Cowboys har kærester, som de fanger med en lasso. Så kan de stramme og løsne forholdet, som det passer dem. Og pigerne er glade. De kan lide at være i snor. En dag var Frank en cowboy, som slagtede en tyr med de bare næver for at imponere sin kvinde, der stod bundet til en kaktus.
– Lige sådan har jeg lånt et par af Bo hr. Hansens digte. De indgår efter samme princip i min egen digtsamling – og når jeg er til lyrikoplæsning, læser jeg dem naturligvis op som mine egne digte. Og det tematiser igen forholdet mellem original og kopi. Men det er også interessant for mig at se, hvordan tingene ændrer sig, når de bliver læst op fra en anden udsigerposition. Det handler om at operere på flere niveauer samtidigt.

Flere niveauer i digtsamlingen
Men du siger jo, at læseren ikke behøves at være bekendt med en masse forudsætninger for at læse dine digte. Tror du ikke, at læseren vil få en større oplevelse, hvis han kendte mere til tankerne bag dit projekt?

– Næh, det tror jeg egentlig ikke. Det hænger igen sammen med at holde ting åbne og nuancere udsagnene, for – som nævnt tidligere – .der er jo en tendens til, at folk tror, forfatteren har en eller anden autoritet i forhold til sit værk. At hans læsning er bedre end andres.

– Men sådan er det ikke nødvendigvis. Hvad selvfølgelig ikke ændrer ved, at læseren også må arbejde med teksten. Kender man noget til Levine, åbner det forhåbentlig også mere. Men gør man ikke, betyder det ikke, at det er lukket.

[Martin rejser sig og henter to musikcd'er fra sin reol. De er begge af Frank Zappa]

– Min digtsamling er udkommet i to udgaver – med to forskelligt farvede omslag: rød eller gul. Og se lige her: de samme farver optræder på cd-coverne. Opdager nogen det, er det bare skideskægt. Men så igen – bogen skal kunne læses uden at vide, hvem Frank Zappa og den betydning, det har haft for mig.

– Man kan også se digtsamlingens to forskellige farver på et andet niveau: kan man bedst lide rød eller gul. Hvad for en passer bedst til ens tøj. Hvordan passer den til ens bogsamling.

Handler om fingerspidsfornemmelse
Din digtsamling virker meget gennemarbejdet. Du må have brugt lang tid?

– Jamen, det har jeg også – med fuld koncentration i næsten et år. Men i virkeligheden måske endnu længere, for de tidligste digte i den er fra 98' eller deromkring. Det at skrive ikke bare hårdt arbejde – det er meget hårdt arbejde. Især har jeg arbejdet meget med rim og rytme, ligesom der er flere fortællende træk i digtsamlingen. Og så er der forhåbentlig et par gode metaforer.

– Jeg har virkelig forsøgt at gennemarbejde bogen på alle niveauer. Men det er ikke sådan, at jeg konstant er bevidst om, hvad jeg går og laver. Der er også meget gefühl indblandet – den her fornemmelse for, hvornår den er der. Og hvornår der er noget, man ikke rigtig kan forklare.

Det lyder sådan lidt metafysisk?

– Med gefühl mener jeg ikke guddommelig inspiration. Den halvromatiske forestilling om at sidde en mørk aften på sit kolde loftkammer med en flaske rødvin – eller en liter whisky – og så blive ramt af det guddommelige, tror jeg ikke på.

– Hvordan det er for mig kan jeg bedst illustrere med en historie: Jeg hørte en gang et interview med en æbleavler, som blev spurgt, hvor stort et bestemt æble var og hvor meget det vejede. Jamen, det er x antal centimeter og det kunne han sige lige på millimeteren – han kunne tilmed sige præcis, hvor meget det vejede. Gud, hvor vidste han det fra? "Jo, men jeg har det jo i hænderne", svarede han.

[Fra Shylas ansigt:]

Gamle mænd i mørke
side om side
de knækker fingre
de spiser suppe
de spiser op

De er alle sammen Charles Dickens
og bange for at tørre ud
i elektrisk lys

– Det var oplevelser, der tidligere kunne være næsten halvmystiske, men som jeg i dag vil kalde for professionalisme. Og den slags fornemmelser kan man ikke altid forklare. Derfor vil det også være en dårlig idé at bede forfatteren om at fortolke sine værker.

– Jeg har selvfølgelig en rimelig klar idé om, hvad mine digte handler om. Men derfor bliver jeg også blind over for andre ting i mine digte. Ting som andre måske kan få øje på.

Den gode litteratur
Hvis vi nu fjerner os lidt fra dine egne digte, hvad er så din egen forståelse af god litteratur?

– Det kan siges enkelt: God litteratur er ofte underholdende. Joyce kan for eksempel være underholdende, selvom han er helt umulig at læse. Og Beckett. Og Dan Turéll. Og Peter Laugesen, selvfølgelig… Laugesen har i øvrigt en gang skrevet: "et digt er en fløjte i munden på en dommer, der ikke kan reglerne".

– Og Charles Bernstein har sagt: "A poem is a spoon with 3 or 4 exeptions". Det beskriver meget godt, hvad min forståelse af et godt digt eller god litteratur er. Til gengæld synes jeg, at den nu-skal-jeg-vise-dig-hvordan-verden-hænger-sammen holdning, som man havde i 70`ernes kvinde- og arbejder-litteratur er meget kedelig.

– Den har selvfølgelig spillet en vigtig rolle i forhold til et politisk projekt. Men som litteratur betragtet er det ikke særlig interessant. Det er trist at læse noget, hvor man føler forfatteren er bedrevidende. Det forringer værket, det bliver mindre rigt.

En metafor kan gøre forskellen
[Martin tager en dyb indånding og fortsætter]

– Til gengæld er det den rigdom og forskellighed, som kendetegner god litteratur. I sådanne læsninger får man nogle gange helt unikke oplevelser. Bare en enkelt metafor kan gøre, at man ser anderledes på nogle små bitte dele.

– For nogle år siden læste jeg et rigtig godt digt af Lars Bukdahl i Spiller boccia med kongen. Det lød: "Sne daler ned som skyers aske". Og der gik flere år, hvor jeg ikke kunne se snefnuggene uden at tænke på, at det var skyers aske. Den slags gør jo ens hverdag rigere.

– Hvordan det gør verden mere demokratisk er måske svært at forklare. Men jeg synes bare, at det var et fedt digt. Og det gør vel ens hverdag mere poetisk eller bredere. God litteratur handler altså om, at man ikke kan stoppe udsagnet i en sort-hvid læsning, der er fastfrosset i sin form.

– Flere ting må gerne være til stede samtidigt. På den måde kan man forhåbentlig nuancere begreberne og gøre tilværelsen mere åben, spændende, sjov. Det er mit projekt.

[ t o p ]       [ h j e m ]