Solid kunstnerroman

Carsten Jensen har skrevet en ret god roman – måske en af årets bedste i det hele taget – men tvinger læseren til at traske lidt for samvittighedsfuldt i hans fodspor.

ANMELDELSE: Sidste rejse er en solid kunstnerroman af klassisk tilsnit, hvor Carsten Jensen forfølger den historiske person, maleren Carl Rasmussen, i året 1883 på en rejse fra Danmark til Grønland. Carl Rasmussen er åbenbart, som en af de første danske malere til at søge væk fra Italien som motivkreds, kendt for sine grønlandsmalerier.

Fortællingen bevæger sig flot og frit mellem to-tre tidsplaner, sikkert skåret omverdensbeskrivelse, personfikseret handling og alskens refleksioner og minder med sine effektivt opstillede spejlkabinetter mest om en psykologisk dannelsesroman.

Det gælder om at undslippe kulturens byrder og regenerere sig selv og sine evner i en vildere naturs oprindelighed. I byen bliver man frigjort og fremmedgjort. Ikke al skolelærdom er lige godt. Troen og kunsten kan redde dig, hvis ikke tvivl og svaghed æder dig. Den slags.

Kan bære sin research
Romanen er også en søfartsroman og bølger og skvulper som sådan lidt af sted. Nogle af de indlagte flashbacks er lidt kedelige, langtrukne og insisterende, men de virker, som de skal og spejler sig godt i nutidsplanet, og især hen mod slutningen bliver Carsten Jensen både uhyggelig og på det nærmeste epifan. Han formår til fulde at bære sin omfattende research, uden at den tager overhånd og gør hele projektet til noget, der smager af linoleum.

Portrættet af hovedpersonen og dennes rejser har tilstrækkelig indlevelse og dybde til at holde romanen oppe hele vejen fra start til slut. Det er lige før man mærker kulden fra ødemarkerne og kan lugte havets salt.

Hvem bestemmer over teksten?
Det eneste, der så holder Sidste rejse tilbage fra fuldbyrdet episk storhed er fortællerens tidstypiske sygdom: Han har simpelthen for svært ved at lade læseren tænke selv og skal partout udlægge og ødelægge ethvert fortolkningsrum. Grønland er fx og ikke så overraskende hvidt, og det er papir jo også, som det fremhæves et par gange.

Historien sættes i gang, og så må læseren ellers mest traske i forfatterens samvittighedsfulde og velskrevne fodspor. Det er meget flot og forholdsvist dybt, men også ærgerligt, at det er Carsten Jensen selv, der stikker dybere, end hans læser får lov og lyst til at gøre.