Som at besøge en margarinefabrik

Simon Dencker søger lavmælthed i sin første bog. Når det er bedst, er det ganske god læsning. Når det er værst, er det som at spise sand. Der venter dog en overraskelse til den meget entusiastiske læser.

ANMELDELSE: Kejsersnit er fyldt med beskrivelser af kvinder, huse, malerier, madlavning, landskaber og det, der er værre. Den kommer ikke ud af stedet, og det er vel heller ikke meningen. Debutanten Simon Denckers fortælling er så lavmælt og spændingsforladt, at det nærmest kan kaldes provokerende. Man får lyst til at tyre bogen ind i væggen for at give den lidt speed.

En kedelig rejse
Vi følger en ung mand, som hen imod slutningen viser sig at hedde Simon. Han mister sin far og et ufødt barn. Han er ude at flyve, og han læser nogle af sin oldefars rejsebeskrivelser fra 1930'erne. De er skrevet ind i bogen, til at starte med, uden forklaring på hvad de skal forestille at være. Måske er de ægte, fra Simon Denckers egen oldefar? De er utroligt kedelig læsning. De er skrevet af en mand, som rejser rundt i Skandinavien og kigger på margarinefabrikker.

Der er i denne bog ikke optræk til den mindste morsomhed. Jeg var tæt på at råbe i vrede flere gange, men grine gjorde jeg aldrig. Hele tiden lavmælte beskrivelser af menneskers bevægelser og af og til lidt overvejelser om nogle malerier og andre ting. Det er så kedeligt, at det gør ondt. I mange passager var jeg ved at snuble i Simon Denckers sprog. Hans beskrivelser og overvejelser bliver ofte meget diffuse, meget upræcise. Ind imellem rammer han dog også plet med sin minimalisme, men det hører til sjældenhederne.

I bedste fald et koncept
Et omdrejningspunkt for fortællingen viser sig at være oldefarens rejsebeskrivelser. 2/3 inde i bogen får vi serveret, hvad man kan kalde grundidéen: fortællerens indtryk af sin oldefars breve. De har netop ingen udvikling. Han forbliver den samme, uden nye erkendelser, uden transformation. Og så kan man som læser måske stramme sig op til at udbryde: "Nåh ja! Det er jo det, han forsøger at spejle med sin blodfattige fortælling." Selv havde jeg svært ved at samle entusiasmen.

Med 15 sider igen går det pludseligt op for mig, at det bevidstløse sprog og alle de kedelige beskrivelser af alt muligt er ren koncept. Aha! Måske. Men man skal altså grueligt meget igennem, før man til sidst kan få sig sådan en lille tankeleg.