Kompositorisk og sproglig skønhed.

ANMELDELSE: Simon Fruelunds seneste roman er forsynet med retningsangivelse. På indersiden af omslaget endda. Fire håndtegnede og skæve pile mærket "op", "ned", "højre" og "venstre".

Det er en temmelig arbitrær vejviser, men det snørklede univers, som forfatteren leder sin læser rundt i, lader sig næppe heller beskrive ved hjælp af en ordinær kompasrose. Den må være skæv.

En kvinde med mange liv
Varvara Eng findes, hun fylder 80, og hun skal have skrevet sin biografi. Det er udgangspunktet, og det er dét projekt, romanens fortæller er udset til at bestride.

Han hedder Pelle, er forfatter og har nogle anerkendte, men (naturligvis) dårligt sælgende udgivelser bag sig, hvorfor han gerne giver sig i kast med en opgave, der forhåbentligt kan rette lidt op på den skrantende privatøkonomi.

Altså lader han Varvara berette om sine liv. For Varvara er en kvinde med mange liv bag sig. Hun har indrettet sig, hun har flaneret og realiseret, hun har sovet til middag og dyrket roser, og hun har efterladt sig en hærskare af afdøde ægtemænd og sønderknuste elskere. Alt dette fortæller Varvara den unge forfatter, mens de drikker vin i sommerhuset i Nordsjælland, og den aldrende liebhaber Knud lufter dem begge og sin Bentley på turene til Jan Hurtigkarls restaurant.

Men Pelle kan ikke koncentrere sig om diktafoner og båndudskrifter, for der er knas i parforholdet. Kæresten, den kritikerroste digterinde Johanne, skriver politisk, aggressivt og feministisk, og hun kan godt lide at blive bundet til sengen et par timer, inden hun bliver bollet, men det forhindrer ikke Pelle i at blive bjergtaget af den unge fotograf, Knirke.

Hun er på besøg i sommerhuset og har smilehuller i lænden og brystvorter, der vender indad, og snart forlader Pelle sin kæreste. Knirke forlader imidlertid også Pelle. Med en antropolog. Ikke fordi der er amoriner i luften, men fordi der er artikler, der skal skrives, og fotografier, der skal tages, så Politikens abonnenter kan læse om danskere i udlandet.

Impressionistisk roman
Verden og Varvara er en nærmest impressionistisk roman, der skifter mellem små beskrivelser af de i Politiken portrætterede udlandsdanskere og den kronologisk støt fremadskridende historie om Pelles samtaler med Varvara.

Hun fortæller om sit begivenhedsrige liv og møder med danske og udenlandske notabiliteter som Idi Amin og Ole Olsen(!) (og Per Højholt, ikke mindst), og der udfolder sig således to sæt af koncise levnedsbeskrivelser og anekdotiske småfortællinger på hver sin side af hovedfortællingen. En del af disse er rodfæstede i en objektivt genkendelig virkelighed, og en del af disse er af åbenlyst fiktiv karakter.

Romanens form og projekt kan således minde om Poul Vads Kattens Anatomi, men hvor Poul Vad oplader de enkelte anekdoter med narrativ pathos, og lader fortællingens skelet – togrejsen mellem Silkeborg og Hammerum – træde i baggrunden, lader Simon Fruelund parallelhistorierne stå nøgne og abrupte. De er ikke dele af en større fortælling, men netop nøgterne personomrids og afbrudte erindringer uden indbyrdes sammenhæng.

Fingeret dramatik
På overfladen sker der en hel masse, og et krøllet kompas er påkrævet. Scenen skifter fra Ungarn til Beijing til Vesterbrogade, og mod slutningen af romanen forenes fortællingens tre spor under stor dramatik. Men hvor stor den end virker, er det en udhulet form for dramatik. Det er fingeret dramatik, og Fruelunds interesse ligger tydeligvis et andet sted.

Hvad der bevæger sig fra Stromboli til Notting Hill er mere end noget andet papmaché-figurer, og den ildevarslende buldren mod romanens slutning er ikke andet end teatertorden. Men det er vel at mærke teatertorden i en særlig Fruelundsk betydning, og det må ikke forstås som andet end et neutralt deskriptivt udtryk for den helt specielle æstetik, der i Verden og Varvara ikke blot kommer til udtryk gennem plot og handling, men i højeste grad også gennem det poetisk præcise og lakonisk opremsende sprog.

På den måde forskyder Fruelund romanens vægtfordeling i flere planer. Han giver fanden i de gode historier, som Varvaras liv flyder over med, for i stedet at opretholde en streng kompositorisk og sproglig skønhed. Det er, med andre ord, smukt på en anæmisk måde.