I Simon Fruelunds tredje udgivelse, Borgerligt tusmørke, har han banket på alle dørene i et boligkvarter og fået os indenfor i sofaen, hvor vi sidder, mens folk én efter én tænker højt om deres eget liv. Bogen er altså uden egentlige hovedpersoner, men mere et samlet portræt af det, man kunne kalde gennemsnitsdanskerens hovedkvarter.
    Vi fik en snak med forfatteren om romanens særegne opbygning og om den lille svimmelhed, der skal til, for at realismen lever...

INTERVIEW: Din roman består af en række korte beskrivelser af beboere i en fiktiv forstad til København. Hvordan fik du idéen til den form?

– Det er en form, som opstod i forbindelse med en novelle til min forrige bog Planer for sommeren. I den skildres en bustur igennem København, og vi får præsenteret et meget stort persongalleri. Det var nok den, jeg var mest optaget af at skrive, og ja, så opstod ideen om at skildre en villavej nogenlunde på samme måde.

– Man kan sige, at det er en slags kollektivroman ført ud i det ekstreme, således at det bliver en slags socialroman eller samfundsroman – vel at mærke når det gælder formen. Jeg håber, bogen er mindre entydig og væsentligt sjovere end den forkætrede socialrealisme.

Bogen har også adskillige humoristiske passager. Er det blevet overset lidt til fordel for den mere samfundsdebatterende side?

– Jeg synes egentlig ikke, anmelderne har overset det, men en del af de journalister, jeg har talt med, har meget gerne ville snakke politik. Jeg har haft det sjovt med at skrive den her bog, og det, håber jeg naturligvis, kan mærkes. Det politiske er bare noget, som helt automatisk er kommet med, for det kan ikke undgås, når man stræber efter at skrive realistisk om dagens Danmark.

Historien som overraskelse
Det midterste kapitel er et historisk rids af kvarteret i historien. Hvad betyder det historiske for romanen – og for dig selv?

– Jeg er ikke nogen stor fan af historiske romaner, og mit kendskab til historie er nok begrænset. Men derfor var det netop utrolig spændende at forestille sig kvarterets fortid, at læse op på det man i mangel af bedre kalder Danmarkshistorien. Der har jo boet mennesker på disse breddegrader i cirka 100.000 år, og den nationale konstruktion, som vi kalder Danmark, har kun eksisteret i cirka 1200.

– Samtidig fornemmede jeg, at bogen havde brug for kontraster for at komme til at leve. Det gjaldt portrætterne indbyrdes, men også mellem forskellige tilgange til stoffet. Jeg fornemmede, at et skift ville være frugtbart, en tiltrængt overraskelse måske, og så er det vel i god tråd med hæderkronede romantraditioner, at man lige får et rids af hovedpersonens historie?

Den lille svimmelhed
Du holder dig til en stram og ordknap realisme, men antyder også noget mere gådefuldt under hverdagens overflade. Kan du genkende den dobbelthed?

– Måske er det sådan, jeg ser virkeligheden? I hvert fald er det et genkommende træk ved de ting, jeg skriver. Jeg er ikke metafysisk eller religiøst indstillet, så det har næppe noget med det at gøre. Måske er det fordi, jeg stræber efter en særlig dybdevirkning, eller måske fordi der i mødet med det reelle ligger en lille svimmelhed, usikkerhed eller galskab?

Du har før vægret dig ved at blive kaldt minimalist. Hvorfor?

– Jeg opfatter mig selv som realist, men som Robbe-Grillet skriver et sted: Det gør alle forfattere! Jeg må derfor nok kaste håndklædet i ringen og overlade det til andre at vurdere, hvad det er, jeg skriver.

Det handler måske også om, at minimalist efterhånden er blevet en lidt bred betegnelse?

– Enhver kategori af den art skygger for det individuelle, det særegne ved en forfatters tilgang, og uanset hvor brugbare den slags termer kan være i en litteraturhistorisk oversigt, så vil den enkelte forfatter føle sig reduceret til en type, og derfor er en vis modstand naturlig.

– Samtidig var min primære påvirkning i den første bog Raymond Carver, og han opponerede kraftigt mod termen. Min inspiration kom altså ikke fra tresserkunst eller fra dansk litterær minimalisme. Jeg opfattede min tilgang som realistisk, jeg ønskede, at der skulle være dybde og varme i persontegningen, og selvom det generede mig, at visse af mine lærere på Forfatterskolen opfattede mig som en bagstræberisk traditionalist, så var det en risiko, jeg var villig til at løbe.

At læse i døgndrift
Hvordan påvirker jobbet som forlagsredaktør din egen skrivning?

– Det er nok først og fremmest et spørgsmål om tid, og der kan man naturligvis finde jobs, der er væsentligt mindre krævende, end jobbet som forlagsredaktør. Jeg har mest arbejdet med oversættelser, og det er en redaktionel proces, som nok kræver sproglig medleven, men ikke sparring på et dybere niveau. Men man bruger en del tid på at lede efter de gode bøger, dvs. at man læser mere eller mindre i døgndrift.

– Efter ni år på Gyldendal har jeg besluttet at fokusere mere på mit skriveri, og derfor har jeg sagt min stilling op. Det gjorde jeg et par uger før Borgerligt tusmørke udkom, så det er altså ikke en beslutning, der er taget midt i den virak, som kan følge med en udgivelse.

Tilbud om gibbonabe
Sidste linje i bogen lyder: "Hvis han får tilbuddet igen, vil han helt klart sige ja." Nogle tilbud du selv ville svare ja til igen?

– Masser af ting: min kone fx, eller til at give interview til Sentura, men det er ikke ting, som jeg i første omgang sagde nej til. Den unge fyr i det afsluttende portræt fortryder, at han ikke sagde ja, da han fik buddet om at købe en gibbonabe. Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om noget som helst, som jeg fortryder at have sagt nej til, men måske nok et par ting som jeg ikke skulle have sagt ja til …