Uddrag fra Min morfars stemme

Jeg sidder udendørs, rører i teen, som jeg har skænket op i et glas med et nopret bladmotiv, der næsten masserer fingrene, når man holder om det. Jeg betragter honningen smelte. Solen skinner igennem glasset, det tykke væv af sukker hvirvler rundt. Skeen, som rammer indersiden af glasset, giver genlyd over søen. Her er så lydt, at man ville kunne følge en samtale ovre på den anden side. Jeg har slæbt transistoren ud på trappestenen og finder en kanal, hvor de ikke spiller de sædvanlige sommerhits eller inviterer lyttere til at ringe ind og sige deres mening om et eller andet. En sampling af violin og noget, der lyder som rumænsk folkemusik, skratter ud af højtalerne. Jeg retter på indstillingen og henter et stykke sølvpapir til at folde om antennen, hvor det sidste stykke er knækket af.
     Sangen, en stærk emotionel vibrato, lyder som en geds brægen, den passer godt til mit humør. Jeg har fået en begyndende influenza, måske efter løbeturen i går, som jeg forsøger at kurere med kamillete og stærk sol, inden den for alvor bryder ud. Over søen, i nærheden af bredden, er et guldsmedepar i færd med at parre sig, det har jeg aldrig set før. Guldsmede parrer sig, imens de flyver, det gør dette par i hvert fald. Om det er hannen, der sætter sig på hunnen eller omvendt, kan jeg ikke se. Først går jeg ud fra, at det er hannen, der sætter sig på hunnen, men så retter jeg mig selv i at tage det for givet. Jeg beslutter mig i stedet for, at det er hunnen, der har sat sig på hannens ryg. En and og fem halvstore ællinger svømmer over søen imens. De opdager mig, idet jeg sætter mit glas på bordet.
     Hver formiddag tager jeg mig selv i at tænke: Dette er den smukkeste dag indtil videre. Og hver aften: Dette er den smukkeste solnedgang, jeg nogensinde har set: Eksplosioner af orange, rosa, cyanblå og purpur. Jeg bliver i dårligt humør, når noget er så overvældende, jeg ender med at føle en mærkelig tomhed, fordi der ikke er nogen i nærheden, jeg kan dele min begejstring med. Sten er sjovere at kigge på end solnedgange. Sten ser grå ud ved første øjekast, men når jeg kigger nærmere efter, er de fyldt med skær fra andre farver: violet, blå, brun, gul, tilmed lidt grønt.
     Andeflokken har sat farten op, ællingerne svømmer skyndsomt efter deres mor ud mod søens midte, endnu i glidende bevægelser, ikke i ryk, som hvis der virkelig havde været fare på færde. Det var dem, der vækkede mig klokken seks i morges med deres skræppen. Guldsmedene tager ingen notits af min tilstedeværelse, selvom jeg har taget dem på fersk gerning, de er for optaget af at kopulere. Under kønsakten, stadig svirrende i luften, dykker de ned mod vandoverfladen, og hannen dypper sin halespids i vandet. Med et ryk løfter de sammensmeltede kroppe sig op i en bue over vandet, svæver et øjeblik, inden de igen dykker ned, og hannen dypper halen endnu en gang. En gul båd er ved at sejle ud fra bugten på den anden side, et stykke tid synes den at styre mod hytten. Inde på bredden sidder jeg som en chimpanse i en abegrotte, man kan se alt, hvad jeg foretager mig, på lang afstand og endnu bedre med en kikkert. Jeg holder vejret et øjeblik, nervøs over måske at skulle tage imod besøgende. På få dage har jeg i min selvvalgte ensomhed udviklet en overfølsomhed over for fremmede, selv når jeg begynder at kede mig, hvilket sker et par gange dagligt.
     Båden drejer af og sejler i stedet langs den modsatte bred. Jeg ånder lettet op, synker sammen i stolen og løfter glasset med teen, der er ved at blive lunken, drikker ud og skænker mig en ny kop, denne gang uden honning.
     Lige så snart hunnen har sluppet hannen, begynder en kamp med en anden guldsmed, som skinsygt har holdt sig på nogle meters afstand under den spektakulære kønsakt. Den har sværmet stillestående i luften. Nu angriber den. De to guldsmedehunner flyver hurtigt omkring hinanden, inden de støder hårdt sammen, et sammenstød, der fremkalder en elektrisk summen, som når man hos tandlægen hører en boren inde i sin egen mund. Guldsmedehannen er forsvundet. Kønsakten er fuldbyrdet, og han synes ikke at have følt sig tilskyndet til at blive og se på de to hunner, der forsøger at rive følehornene af hinanden over søens kæmpe arena.
     Den gule båd kommer tilbage, nu sidder der to personer i båden. En kvinde i en rød bluse læner sig ud over stævnen som en doven galionsfigur. Hendes hoved er bøjet ned mod vandet, hun strækker en arm mod overfladen, dypper hånden, lader den blive under vandet, mens båden bevæger sig fremad. Hendes kastanjebrune hår falder ned over rælingen, så hun ser ud, som om hun er ved at falde ud af båden.
     Vores nabo Thorleif boede i sin hytte, da han var barn, og han siger, at han kan huske, da min morfar byggede hytten, selvom Thorleif dengang kun var ni år gammel. Han kan også huske det øgenavn de lokale i området gav Arnbjørn. De kaldte ham Mister, med en ironisk klang, med stemt s, så det mere lød som et z. De syntes, han var vigtig med alle sine udenlandske vaner. Godt de ikke fandt ud af, at han snød i skat. Selvom han var norsk statsborger, blev han mere betragtet som amerikaner. Min morfar havde en transportabel grammofon med sig, når han tog op til hytten, han spillede på den udendørs om sommeren, og han abonnerede på det, de lokale i området kaldte "den nye musik", ligesom vi også stadigvæk har stakkevis af National Geographic fra 60'erne liggende. Min mormor fandt på et tidspunkt ud af, at han blev kaldt Mister, hvilket resulterede i, at hun og deres venner også begyndte at kalde ham det, nogle kaldte ham endda Mister-mister, som et kælenavn, men det irriterede ham. I den gamle hyttebog har flere af dem, som har været på besøg også skrevet Mister; gæster, som jeg ikke aner, hvem er, jeg ved ikke, hvilken relation de har haft til mine bedsteforældre, og om de stadig lever.

NB! Uddraget står s. 72-75 i bogen.