Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


 

Af Ulf Joel Jensen

 

 

 

 

 

Intro

Anmeldelser


Mere kød, tak!

ANMELDELSE
 
Brio Larsen:
Vi kan ikke alle have et sjovt liv!
40 sider
kr. 99,-
Forlaget Getrax
Udkom 2000

omslag


Efter at have læst det sparsomme udvalg af ord, der er spredt ud over Brio Larsens 40 sider i 'Vi kan ikke alle have et sjovt liv!', er der tre tanker om bogen, der presser sig på: Den er sympatisk, morsom og helt og aldeles lige til. På dén baggrund har jeg egentlig kun lyst til at sige noget rart og positivt om digtene, men det ville tegne et ganske fordrejet billede af en famlende og mager digtsamling.

Min sympati for Brio Larsens digte bunder i, at der er noget fundamentalt behageligt ved de lidt kiksede og uelegante tekster. Samlingen er frem for noget et varmt og forståeligt projekt, som dog har en afgørende stor svaghed i sin lyriske kvalitet - eller mangel på samme.

Der er intet gnistrende sprog i 'Vi kan ikke alle have et sjovt liv!', snarere tvært imod. Det meste fremstår lidt tungt og endda mangelfuldt, men alligevel har Brio Larsen en del at byde på. Det virker som om digteren har et vigtigt udgangspunkt for de fleste af digtene men mangler sproget til at føre tanken ud i livet. Brio Larsen evner ikke helt at vække sin læser fra aftensmaden foran fjerneren, for nu at blive i digterens eget billedsprog.

Samlingen måske bedste digt er 'jeg hører min stemme'. Det er dæmpet, intenst og ganske udtryksfuldt. Havde jeg kun skulle bedømme Brio Larsens digteriske kvaliteter udfra dette ene digt, havde min begejstring for hans sproglige evner været væsentlig større. Desværre bevæger de fleste andre af teksterne sig ikke på samme niveau. I længden bliver det hele lidt for kluntet og uoplagt.

Som fx i det tredje digt nedenfor. Her møder vi humoren og rædslen i ét og samme digt. Hvilken skæbne! At snuble - og så blot ramme ved siden af jorden. Oprindeligt er billedet vistnok science fiction-forfatteren Douglas Adams'. I Adams' 'Håndbog for vakse galakse-blaffere' kan alle og enhver flyve, hvis blot de sørger for at snuble og derefter blive distraheret i lige nøjagtig dét øjeblik, de ellers ville have ramt jorden. Sker det, glemmer de at falde og begynder i stedet for at svæve.

I Brio Larsens digt bliver billedet ikke blot refereret; han bruger det til at illustrere noget anderledes forfærdeligt. Kvinden, der ville se på den fjerne nattehimmel, svæver ikke. Hun fortsætter sit fald i det uendelige. Igen aner man både god vilje, mening og substans bag ordene - men det er som om, at selve ordene i 'Vi kan ikke alle havet et sjovt liv!' kun alt for sjældent slår helt til.

Selvom forfatteren forsøger mange ting, så er det de færreste, som helt lykkes for ham. I det sidste eksempel nedenfor prøver digteren kræfter med den ekstremt vanskelige en-linjes genre, og selvom de fleste vel kender følelsen, der ligger bag digtet; selvom den ene linje egentlig er meget godt struktureret og lyder smukt i en oplæsning - så er der altså for lidt gods i denne forholdsvis banale linje til at det kan bære en hel side i en digtsamling...

Der skal simpelthen mere kød på tallerkenen, før jeg bliver mæt.


Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
*
* * *
* *
*
[Der gives mellem en og seks stjerner]

 

Fire teksteksempler:

 

 

Endnu én
DØD
har jeg vidnet
gaven fra Tv-avisen
jeg reflekterer
næppe
spiser bare videre

 

Jeg hører min stemme
gang på gang
sige det
atter, højt
inden i mig
venter stille på din opvågnen.

 

Hun gik ud
ville se månen
snublede over stenene og faldt
hun forsøgte rådvild en kursændring
ak - hun ramte ikke, falder stadig.

 

En gang i mellem har jeg brug for en der bare elsker.


 

Intro

Anmeldelser

 

[ t o p ]       [ h j e m ]