Skinnebachs sprog har ikke lyst til at udtrykke sig, men udtrykker så dét.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Lars Skinnebach skriver nogle deciderede mærkelige tekster, som jeg har svært ved at blive klog på, om end jeg synes, at de er interessante. Jeg kan sagtens læse dem, men jeg ved ikke, om jeg forstår dem?

Måden, de er mærkelige på, er til gengæld original. Som om de, sætning for sætning, nedbryder sig selv, inden de overhovedet kommer i gang.

Måske man kunne kalde det anti-poesi? Teksterne vægrer sig, bryder sig ikke om at være hverken litteratur eller poesi: "Jeg taler/altid imod imod", lyder det et sted.

Jeget er den vestlige verden
Ofte når der gøres brug af et jeg, har man på fornemmelsen, at det er digtet, der taler, men på vegne af alle de dårlige ting, man kunne komme op med fra den vestlige civilisation, måske især inkarneret som USA, "the land og milk and honey" og alt, hvad der dertil hører:

Eller et andet sted, hvor man kan læse:

I det afsluttende prosastykke, der oven i købet sluttes med et "Kh/Lars", nærmer man sig muligvis en forklaring. Digtet er som genre en tom værdi og dog en art værdisætning, men ændrer man genren, som bogen her forsøger at gøre, bl.a. i form af "roman"-, "katalog"-, "erindring"-, "popsange"-tekster, ændrer man også værdierne.

At opretholde sammenbruddet
Til trods for dette synes jeg ikke, at afprøvningen af de forskellige genrer, ændrer værdisætningen så meget, som det der sker indefra, i sætningerne selv via deres altid potentielle sammenhæng – at de måske/måske ikke hænger sammen.

Som titlen antyder, så er enhver betydning også en mislyd, og det virker som om, at Skinnebach forsøger at gøre dette til sit manifest. "At opretholde sammenbruddet/i inspirationen" som det hedder i teksten Kbh. Dybbølsgade, hvor jeget i øvrigt kalder sig selv nazist, men hvor man samtidig fornemmer, at det er sproget som sådan, der er en nazist.

Væk fra sproget
Tilbage står man med en bog, hvori man fornemmer, at noget eller nogen har udtrykt noget, som vedkommende ikke bryder sig om. Et samlet udtryk, der netop ved sit sammenbrud eller ved sin nedbrydelse finder sted, trods alt. Skinnebachs sprog har ikke lyst til at udtrykke sig, men præcis det udtrykker det så.

Med en sådan antipoetik kunne man godt tænke: Jamen, hvor skal vi hen næste gang? Bogens mere generelle udseende, fx de mange punkterede streger, antyder måske dette: Mod bogobjektet, væk fra sproget.

 
Teksteksempel