En okay spændingsroman, der foregår i realistiske omgivelser på Vesterbro i København.

ANMELDELSE: Thomas Aagaard Skovmands roman, der på omslaget kalder sig selv for en spændingsroman, er sat i realistiske omgivelser på Vesterbro.

Ved et tilfælde støder bogens hovedperson og fortæller, specialesumperen Jonas, bogstaveligt talt sammen med den slovakiske pige Kassia. Hun er lettere naivt taget til Danmark for at opspore sin veninde, der af skumle typer er blevet lokket til landet med løftet om at skulle arbejde på en bar.

Men det er naturligvis ikke med kolde fadbamser og smarte drinks, at veninden skal betjene danskerne.

Plottet følger herefter de næste 48 timer af Jonas' liv, hvor han udsættes for mangt og meget i jagten på sandheden og flugten fra nogle skumle rockertyper.

Hårdkogt... og dog
Romanen indeholder alle de elementære teknikker fra den hårdkogte detektivroman.

Som læser deler man til fulde Jonas' usikkerhed og angst over for de handlinger, som han udsættes for. Og selv om plottet egentligt er ret banalt, er det lykkedes for Skovmand at holde det spændende.

Trods sin hovedpersons specialeskrivning om æstetiseringen af vold i Tarantinos film, så må man imidlertid sige, at Skovmand har en hvis berøringsangst over for volden. Det er tydeligvis ikke American Psycho, der er inspirationen. Dertil er det alt for pænt. Vi hører om både tortur med brændende cigaretter og slag med baseballbat, men altid efter det er sket.

Det er ikke, fordi anmelderen er specielt voldshungrende, men efter grafisk vold er blevet mainstream i populærkulturen, så virker det lettere tante-agtigt at gå tilbage til en stil, hvor den henvises til sidebemærkninger.

Ubrugt plotelement
I bedste Hitchcock-stil rummer fortællingen i øvrigt også en vaskeægte "MacGuffin" [: udtryk opfundet Alfred Hitchcock, red.]. Et plotelement, som tager læserens opmærksomhed, men faktisk ikke bliver brugt til noget. Jonas morfar var i modsætning til resten af Jonas' dødkedelige og almindelige familie en spændende mand, der arbejdede som cirkusklovn.

Erindringerne om morfaderen går som en rød tråd igennem historien, og som læser tror man, at morfaderen for alvor kommer i spil, da Jonas forklæder den ene slovakiske pige i klovnetøjet, men faktisk kommer det slet ikke til at spille nogen rolle.

Og til syvende og sidst bliver det faktisk også lettere træls at skulle dykke ned i Jonas' underbevidsthed i den række af drømmeagtige sekvenser, som optræder undervejs.

Ganske underholdende
Man kan dog ikke tage fra bogen, at den egentlig er ganske underholdende.

Den gav i hvert fald anmelderen et ret godt alternativ til en flad etape på Touren.