Teksteksempler

Uddrag fra Natblog

19/8
Der er krig på alle kanaler. Men også den er uden retning.
Regnen kommer, og det er fredag, og der er ingenting at holde sig
til. Orfeus og Eurydike ringer fra Napoli, jeg skulle hilse.
Jeg går en lang tur op i bakkerne.
Et brombærkrat vrimler med brombær, små klaser sol. Længere
oppe står store kaktus med orange frugter.
Hvis man lytter, kan man høre efteråret gå sin motor efter,
fylde brændstof på, prøve sin kapacitet. Det tvivler ikke.

23/9
Natten er her igen.
Nogen har lukket mig inde i kontroltårnet og smidt nøglerne
væk. Ord beder om landingstilladelse. Kom ind.
Jeg tror på ordenes sammensværgelser bag om ryggen
på syntaksen.
Der er kun at blive ved.
For fuld udblæsning. Håbe på at det går. Selv om vi ingen steder
har at gå hen. Skrive som aftenlyset der river afgrunde
op i alle farver. Et spektrum fra violet til fosforescerende grønt.
Et lys falder på de ord, som står her. Jeg går
op i bjergene med en usynlig hund og skriver et digt.

24/9
Gulvene siger: Hej fødder.
Vi går og hedder noget: Kontrapunkt, bristepunkt, smeltepunkt.
Tiden afvikler sit program, den løber, den går, den står
stille:
Kroppen falder fremad i sit ettal, for alting
er skrånende, alting
er blind tillid til gulve, tillid til dig,
jeg går tilbage, skridt
for skridt, jeg sidder på toilettet i min farmors badeværelse,
et gulv af gule,
brune og blå rektangulære kakler, en måde
at falde i staver på, aflange staver af kakkelmateriale,
og der på toilettet i tankerne skære kaklerne fri
og lægge dem tilbage
i gulvet, i nye mønstre,
langt mere tilfredsstillende mønstre, i begyndelsen var
mønsteret,
den gule, brune og blå følelse mod fodsålerne,
tilfældige formuleringer, tilløb til figuration, her og der spor
af en blomst med kronblade, et ansigt, en kakerlak, en kniv
eller en skruetrækker ville kunne det,
brække dem løs, kaklerne, men det er umuligt, fødderne
må
acceptere alle slags gulve, alle gangbare overflader.
Vi leder efter steder at gå ud fra. Gulvet er et udgangspunkt.
Stedet er den gåendes
faste bopæl. Fornemmelsen for sted. Dette sted: Vi.
Vi lukker luften ud af stedet, som af et badedyr,
og bærer det med os.

Uddrag fra Dagblog

21/3
Købte brød og avis. Oversatte til kl. 2.
Det går fremad. Mine sanser berører verden let. Genfindende
det umisteligt menneskelige: Vi er små midlertidigt tænkende
kviste brækket af verden. Talende pinde eller blade der
overvejer indkøb af elektronik: Vi er liv bygget ind i
kulstofatomer, og bevidstheden en kortslutning i programmet.
De tænkende blade og grene rådner i jordsmonnet: Humus,
homo, jordboer.
Vi er vand, der har givet sig til at huske, elske og udvikle kræft.
Hver sætning er organisk bevægeligt materiale.
En insisteren på liv, en hukommelse der giver sig til kende med
et vanvids omsorg for detaljer.

22/3
Tråde af vand trukket til tyst lykke. Den lette
forventningsfulde skarphed i luften opblødt af forudanelsen om
forår.
Det røgede lys. Børnene leger på bænkene. Palmerne
vinker til havet. Husene i baggrunden.
Baggrunden. Baggrunden er væsentlig, men ikke her.
Jeg opsøger øjeblikke i tiden. I dag var jeg fx på trykkeriet.
Der lugtede "forunderligt". Det ord har
tryksværtens duft. Der lå et prøvetryk af mine digte og ventede
på mig, pakket ind i brunt papir. Langt flere ting i verden burde
pakkes ind i brunt papir.

13/4
Dagen står fuld af høje skråsikre lykkeskygger.
At dø nu vil være for pompøst, selvom jeg forstår, det må være
snart. Jeg kører børnene fra skole til fodbold og tager telefoner
og åbner breve og finder bøger frem. Lyde fra digte trænger
igennem mig. Gæsterne spiser af maden og drikker kaffen og
siger ord ud i den stearinlysoplyste stue.
Det er så roligt, så ufatteligt roligt. Man fatter ikke en skid, før
det er for sent.