ANMELDELSE
Erik Skyum-Nielsen:
Dansk litteraturhistorie 1978-2003.
Fra jeghimmel til verdensvrimmel
Litteraturhistorie
150 sider
Kr. 172,50
Systime
Udkommet december 2004

NB! Samtidig med denne litteraturhistoriske rejsefører udsendes antologien Dansk litteratur 1978-2003 også på Systime. Det er hensigten, at de to bøger skal kunne bruges sammen.

Gamle mænd om ny litteratur

Erik Skyum-Nielsens korte litteraturhistorie for elever på ungdomsuddannelserne rammer sikkert sin målgruppe, mener vor anmelder. Han indrømmer dog, han hellere vil kigge sig om efter en funky version med flyvende tallerkener.

ANMELDELSE: Jagtsæsonen på dansk samtidslitteraturhistorie er åbenbart indledt. I hvert fald er det anden gang inden for kort tid, at jeg nu skal til at tage stilling til et bud på, hvordan nyere dansk litteraturhistorie kan beskrives. Sidste gang var jeg på jagt med Lars Bukdahl, det var sjovt. Denne gang er det med Erik Skyum-Nielsen, som kun har taget en billedpistol med, og hvis bog ligner en brochure i forhold til Bukdahls gule jagtgevær.

Skyum-Nielsens bog er et forsøg på at indfange nogle tendenser og nogle forfatterskaber i tiden. Den henvender sig primært til elever på ungdomsuddannelserne og VUC, samt til seminariestuderende, hvorfor den heller ikke kan anmeldes på samme betingelser som Bukdahls, der snarere henvendte sig til periodens forfattere og de mere nørdede litteraturinteresserede. Men jeg vil nu alligevel gøre forsøget: For bag den autoritative facade (jvf. den første del af titlen) gemmer der sig naturligvis en række valg og ikke mindst fravalg, som kan tages op til diskussion.

En svær genre
At skrive simpelt om sin samtids litteratur er en svær og halsbrækkende genre. I hvert fald når forsøget er i fugleperspektiv som her – for der findes selvfølgelig de mange grundige og fine forfatterportrætter og læsninger, rundt omkring i tidsskrifter og lign. Derfor er det også muligt, man kunne kalde Skyum-Nielsens bog for vellykket på dens egne præmisser, men problematisk er den under alle omstændigheder, hvorfor jeg vil give den nogle overordnede kritikpunkter med på vejen.

Højholt kun omtalt sporadisk
For det første anser jeg det for en stort problem, at Per Højholt kun omtales sporadisk – han omtales mange steder, men altså kun spredt. Han får ikke et mere selvstændigt kapitel, som fx Peter Seeberg gør det. Det er et problem på flere niveauer: For det første fordi han betyder umådelig meget for mange af periodens forfattere (hvilket Skyum da også erkender), lige fra Søren Ulrik Thomsen – som vel nok får mest plads i bogen – til Ursula Andkjær Olsen. Dernæst fordi Højholts sene digte er noget af det bedste, som blev udgivet i 90'erne overhovedet, i øvrigt sammen med Peter Laugesens digte, der heller ikke får en selvstændig plads. Og endelig fordi Højholt i forvejen ikke er med i den åndssvage kanon, som der nu engang er blevet lavet.

Grunden til, at Højholt ikke er det, er, at han ikke har skrevet en bog eller et digt, som man på pædagogisk vis kan undervise i (Laugesen ryger også med på galejen her igen og er udeladt), som fx Seeberg har Eftersøgningen og andre noveller og Rifbjerget har sin Den kroniske uskyld. Med andre ord: Det virker som om Skyum-Nielsen indsmigrer sig i forhold til den nye kanon, og det er ærgerligt, fordi det jo ikke var sådan, at historien var..

Mangler blik for humoren
Et andet kritikpunkt er – men det kan Skyum-Nielsen ikke gøre for – at grebet langsomt mistes, jo nyere litteratur og litteraturstrømninger der omtales. Bedst er Skyum-Nielsen, når han skriver om sine elskede firsere; den nye litteratur derimod har han ikke helt den samme sans for. Her nøjes han med at efterabe Bukdahl på en harmløs facon. Mest latterligt bliver det dog, når Skyum-Nielsen vil påvise en religiøs tendens i 90'er-digtningen, fordi nogle værker henviser til Bibelen. Jamen, oh-ve, hvilket værk gør ikke det? Desuden mangler Skyum-Nielsen fuldstændigt blik for den humor, som også prægede halvfemserne, både litterært gennem tidsskriftet Øverste Kirurgiske og mere populærkulturelt gennem stand-up digterne.

Appetitvækkere?
Bogen veksler mellem forfatterportrætter og beskrivelser af forskellige strømninger i kronologisk orden. Her kunne man indvende, at forfatterportrætterne kun er appetitvækkere i forhold til en ordentlig gennemgang, som man finder fx i Anne-Marie Mais Danske digtere i det 20. århundrede, hvorfor de ærligt talt ender med et blive lidt ligegyldige. I denne sammenhæng går det dog an, når man stadig har bogens målgruppe in mente, og hvis man overvejer, at det kunne hænde at være den eneste præsentation af nyere danske forfattere en gennemsnitlig gymnasieelev får i hænderne (men i så fald mangler man igen en fyldigere præsentation af Højholt...).

Mangelfuld litteraturliste
Derudover håber jeg, at Skyum-Nielsen har læst mere, end den litteratur han anbefaler til videre læsning sidst i bogen. Eller at han mest anbefaler denne ud fra mere pædagogiske grunde. I hvert fald er litteraturlisten noget mangelfuld. Fx er Niels Lyngsøs bøger ikke nævnt, og desuden nævner Skyum-Nielsen heller ikke Max Ipsens fine introduktion til og antologi om kortprosa, Kortprosa 1990-2003, som tillige er kommet på Systime 2003 (hvilket tillige må være en redaktionel brøler). Tidsskriftet Kritiks nummer om nutidig dansk litteratur fra 2004 savnes tillige – og sådan kunne man blive ved.

Men altså ønsker man en overskuelig litteraturhistorie fortalt af en lidt outdated anmelder, så er bogen da ok. Med andre ord så rammer bogen formentlig sin målgruppe, og det er selvfølgelig en præstation i sig selv. Jeg ville nok sende Skyum-Nielsens bog tilbage det blå rum sammen med en masse engle og kigge mig om efter en mere funky version med flyvende tallerkener.