Skøn skæv fisk

Morten Søkildes bøger er et nærmest panteistisk kunstværk, hvor illustrationer og tekster supplerer hinanden i fin stil.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Mængden af forfattere og hele forlag, der overhovedet ikke kan finde ud af at balancere tekst og illustrationer er enorm.

Et grelt eksempel er det new-age-kitschede cover på Pablo Llambías' De elskendes bjerg fra Gyldendal, og der findes andre eksempler blandt de kaotiske ophobninger i nogle af de bøger, der er kommet fra Adressens forlag, som ellers var et skønt foretagende med dygtige folk, det er slet ikke det.

Hos Morten Søkilde kompletterer ord og billeder hinanden i sjælden fin stil. Pan og Landskaber er en samlet udgivelse af to flotte store hæfter, der ifølge pressemeddelelsen og hearsay udgives med et fancy gennemsigtigt plastik-omslag – men som forlaget Arena desværre ikke har sendt med til anmeldelse.

Længe ventet
De to bøger, der udgør værket er en af digtermiljøets længe og mest ventede udgivelser. Teksterne har været undervejs i adskillige år, Lars Bukdahl skrev om dem i sin store bog Generationsmaskinen Dansk litteratur som yngst 1990-2004, men forfatteren har pudset digtene af lige til det sidste.

Pan består af en elegant, klassisk bundet sonetkrans, yderligere strammet op af hjemmelavede regler om vokalbegrænsning. Ind imellem teksterne er der hele sider fyldt med smukke makrofotografier af modelheste i miniaturelandskaber, som er bygget med, hvad der ligner en blanding af syntetiske og naturlige materialer. De er med til at underbygge og nuancere teksternes formmæssige tematisering af forholdet mellem natur og kultur, frihed og system.

Landskaber, der spreder sig over vinter, vår, sommer og efterår, er ikke sonetter, men friere digte, som dog stadig har særlige vokalregler og til tider en aldeles stram metrik. Fx indledes sommeren således:

Søkildes brug af hjemmebaksede sammensatte ord såsom "okseøjet", leder tankerne helt hen på Simon Grotrian og ikke mindst hans seneste samling Tyve sorte kinder.

Illustrationerne er i samme stil som i Pan, men tømt for heste. Fotografiernes farver er rige og passer til årstiderne som tekstens billeder – og at sidde med disse to bøger i hænderne er i det hele taget en ægte begivenhed. Danmark mangler forlag med sigte på eksklusive udgivelser såsom norske H-Press, men netop hos Arena har man i en årrække ofte kunnet finde nogle anderledes, spændende ting.

Gammeldags og moderne
Omdrejningspunktet for de to bøger er, som titlerne mere end antyder, naturen. Der er tale om ren og skær naturlovprisning, der nærmer sig det panteistiske. I hvert fald synes naturen at være fyldt til bristepunktet med magisk energi, grænsende til det religiøst besatte.

Flere anmeldere har fremhævet at bøgerne er ualmindeligt utidssvarende og ikke-generationstypiske, om end på en suveræn måde. Det er sandt nok at Søkilde er en skøn skæv fisk, en lyriker af noget der ligner en gammel enmands-skole, men hans naturbegejstring kan godt minde om Peter Nielsens, og andre digtere, såsom Klaus Høeck, Mette Moestrup, Maja Lee Langvad og Martin Larsen, der ligeledes har beskæftiget sig indgående med det systematiske og dogmatiske.

Det særlige ved Morten Søkildes digte er den tilsyneladende ubesværede løssluppenhed, hvormed han opererer indenfor ellers ret rigide lyriske systemer. En af mine venner har kaldt ham "den danske digtnings nar," og det er måske slet ikke nogen dårlig betegnelse. Hans tekster er gammeldags og alvorlige, moderne og morsomme. Pan og Landskaber kan godt læses som én stor digterisk in-joke, men hvis man griner af Morten Søkildes højtidelige retro-hyrdedigtning, så græder man samtidig af FRYD!