Vildnisset er en opvækstfortælling om noget så kedeligt som et villakvarter i 70’ernes Herning. Alligevel er den ret underholdende.

ANMELDELSE: I Søren Jessens roman Vildnisset får vi en opvækstfortælling. Delvist inspireret af egne oplevelser præsenterer Jessen os for en lille familie.

Fortælleren i bogen er 11-årige Jens. Faren har fået nyt job som distriktschef for Frisko Is og derfor flytter familien fra en lejlighed i Sønderborg til et parcelhus i Herning.

Det er dog ikke uden konsekvenser for den lille familie. Børnene Jens og den lidt ældre, men evnesvage søster Marianne falder til. Forældrene falder bare. Bilen begynder at holde skævt i indkørslen, og faderen lugter af nelliker og må sove på sofaen. Moderen får tæv, går fra ham, men kommer tilbage igen. Og mellem linjerne antydes utroskab.

For den 11-årige fortællerstemme, står det langt fra klart, hvad der sker for forældrene. Han søger i stedet tilflugt i et lege- og drømmeunivers. Han tegner drabelige tegninger af indianermassakrer og sejler på en farlig tømmerflådeekspedition med kammeraten Torben. Han drømmer sig ind Tarzans verden og ikke mindst røverhistorierne, han som barn hørte fra morfaderen. Og så kigger han stjerner og tænker så filosofiske tanker om verdens beskaffenhed, som et barn nu engang kan.

Vildnis og hvide pletter
Da familiens problemer alligevel presser sig på, får Jens overtalt moderen til, at han kan komme på ferie hos mormoderen i Sønderborg. Det står imidlertid ikke for godt til hos mormoderen. Hun er i det skjulte blevet voldsomt dement og er lige ved at tage livet af drengen. Hun er med bogens titel og centrale metafor faret vild i Vildnisset.

Det samme kan man sige om faderen. Hans vildnis er imidlertid mere konkret. Det er nemlig navnet på det lokale værtshus, hvor han drikker sammen med de andre lokale alkoholikere.

En anden metafor stammer fra drengens besættelse af opdagelsesrejsende. Konstant fortæller han om de hvide pletter på kortet, der skal udforskes. Den bliver samtidigt en spejling af hans egen fortællerposition. Han ved til at begynde med ikke, hvad der foregår i familien omkring ham, men i løbet af bogen fyldes pletterne mere og mere ud. Især da han finder ud af, at faderens vildnis ikke er en farlig og spændende jungle, men et brunt og trist værtshus.

Umiddelbart lyder det som en trist og grå, socialpornografisk beretning. Følg familiens fald! Men som sådan er det fortællingen om, hvordan drengen mander sig op til at konfrontere problemerne. Samtidigt er det en bog fyldt af humor. En humor der opstår i spillet mellem den barnlige fortællerstemmes opfattelser af verden, og verden som den kan læses mellem linjerne i bogen. Det bliver ofte ret sjovt. Men egentligt heller ikke så meget mere.

Fiktion frem for erindring
Vildnisset står ikke alene i tiden. Lige fra Christina Hesselholdt i 1998 begyndte at tage af Hovedstolen og gøre sit eget liv til centrum for den fiktive historie, har det boblet frem med erindringsromaner og selvfremstillinger. Man kan nævne Knud Romers roman Den som blinker er bange for døden eller Erling Jepsens Kunsten at græde i kor. Men Vildnisset er alligevel anderledes i den forstand, at fiktionen frem for erindringen eller virkeligheden, om man vil, bliver det bærende.

Og det er måske her, at bogen kommer til kort. Den sætter ikke noget på spil. Den underholder bare. I Informations anmeldelse mente Helle Juhl Lassen stort set, at den ikke var værd at beskæftige sig med. Den kommer slet ikke i nærheden af Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, skriver hun.

Men det er en unfair sammenligning, for den forudsætter, at en litterær målestok bliver, at man skal overgå hinanden i ondskab og børnemishandling for at blive taget seriøst som forfatter. Jeg synes faktisk, det er ok, at fiktionen fra tid til anden bliver lidt hyggelig og underholdende. Det gør den i hvert fald hos Jessen.