Strømførende Københavnereventyr

Lyn, knitrende radioer, elektriske ål og robotfugle, friske bude og sløve ingeniørstuderende er nogle af ingredienserne i Søren Tofts inciterende fremstilling af en genkendelig, men dog mærkværdiggjort hovedstad, hvor uvejr og strømførende kabler lever deres eget liv, og fletter sig ind i menneskenes.

ANMELDELSE: Det grønne bud Mikkel – eller bare "grønt bud Mikkel", som han ynder at præsentere sig selv – skal levere en pakke langt uden for byen. Modtageren er den snakkesalige, ældre kvinde Inge Marie, der er besat af alskens elektronik. Det elektriske lys drev nemlig mørket bort, da hendes mand forlod hende for år tilbage, og lod lynet slå ned i hendes tilværelse. Lynet kan slå ned hvor som helst, og ingen kan vide sig sikker på noget, mener Inge Marie, og med dette varsel begynder Mikkels eventyr.

Han finder en elektrisk nattergal på vejen hjem, og giver den til sin kæreste Sally, der er vild med elektronisk legetøj. Og ganske som i H.C. Andersens Nattergalen vælger hun den kunstige fugl frem for den ægte Mikkel, og forlader ham sammen med fuglen i ly af natten. Mikkel kaster sig nu desperat og højt til cykels ud i jagten på Sally gennem et stormhærget København, hvor elektricitetens blinkende, dunkende, strømmende impulser banker om kap med hans eget urolige hjerte.

Højspændt og særegent sprog
Fascinationen og fremskrivningen af livet i tingene, her især de elektriske, minder en del om Merete Pryds Helles univers i fx Men jorden står til evig tid (1996), men hos Toft bevares menneskene i centrum. Den elektriske nattergal er mest af alt en sørgmunter historie om ulykkelig kærlighed, fordi Tofts store force er den nuancerede og indlevede fremstilling af Mikkels forvirrede og fortvivlede oplevelse af kærlighedstab. Det elektrificerede univers fungerer derfor især som en eventyrlig kulisse omkring historien, for selvom der tages hul på spændende tematikker om dynamikken mellem ægte og kunstigt, og om tingenes betydning i vores liv, foldes de ikke rigtig ud.

Det er heller ikke just svært for læseren at regne ud, hvor Sally befinder sig, men Toft formår alligevel at holde ens interesse fangen et langt stykke af vejen. Det skyldes især hans sikre og særegne sprog, der svingende mellem det fabulerende og det helt nøgterne indfanger Mikkels tanker og følelser. Toft kan både skrive svimlende, surreelle drømmesekvenser, og ramme plet med helt stramme formuleringer om kærlighedens væsen som fx "Jeg holder af den måde, hun er i verden på". Det fabulerende bliver dog også i nogen grad fortællingens akilleshæl – de lange udredninger om fx H.C. Ørstedværket falder nok ind i den elektriske tematik, men trækker også pusten ud af historiens fremdrift.

Mikkel må derfor gå lige lovlig meget grueligt igennem, før han – måske – atter får sin selvrådige prinsesse Sally og den elektriske nattergal. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at et moderne eventyr har en nagelfast morale, men cykelturens svinkeærinder bliver for mange, og historiens pointe for diffus. Den elektriske nattergal er en charmerende, men ikke helt forløst fortælling, der især skal – og bør – læses for sit strømførende sproglige greb om menneskelig eksistens.