Publiceret d. 12.12.2007
[Opdateret d. 12.12.2007]
ANMELDELSE
F.P. Jac:
Søvnlysninger
Med Bonus-Bogen Tretten dage af en sne
December-digte
52 sider
Kr. 150,- (vejl.)
Borgen
Udkommet 22. november 2007
Af
Jesper Elving
F.P. Jac
Er født 1955, debuterede i 1976 med Spontane kalenderblade og har siden da holdt trit med en lang række digtsamlinger – suppleret af radiospil og en efterhånden betragtelig prosaindsats.
Blandt de mange digtsamlinger kan fremhæves Misfat (1980), Under viadukten til Allerøds himmel (1986), Det forsømte postbud (1998) og det forgangne forårs Agurkerne kvækker med en af de mest grøntsagskælne forsider, menneskeheden endnu har set.
I 2005 udkom den omfattende digtermonografi Læberne sproges om F.P. Jac og hans særegne måde at omgå det danske sprog på – skrevet af Lars Bukdahl.
Årets mandelgave
" [...] en dobbelt mandelgave fra F.P. Jac."
Citat fra bogens pressemeddelelse
|
*
RELEVANTE
LINKS:
 Læs Senturas anmeldelse af F.P. Jacs forrige digtsamling Agurkerne kvækker, der kom i foråret 2007 – også flere spændende links...
|
|
Fuldt vigør
Selvom F.P. Jac nærmer sig bog nummer hundrede, træder han ikke vande. Han inviterer igen til flabet og øm sprogomgang i en kort digtsamling – med bonusbog.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Bogtitlerne er et af de elementer, som hos F.P. Jac ofte sidder lige i øjet.
Denne gang har vi at gøre med den korte digtsamling Søvnlysninger, som bærer undertitlen Mandelbolsjer til alle iagtvågende, og det er jo legende klarhed fra første fløjt. En invitation til flabet, øm og gavmild sprogomgang.
Åbenheden inviteres
Opmærksomhed synes at stå centralt i poesien her. I F.P. Jacs bøger har vi at gøre med en af de mest personlige stemmer i dansk litteratur, og det er ikke tilfældigt, at vi taler om en særlig "Jacsk" tone.
Han søger nemlig konsekvent sin egen lyd, sin egen poesi. Jeg har oplevelsen af en digter, som har givet slip, og som nu er i stand til at skrive hvad som helst. Walt Whitman står i baggrunden og siger: "lean and loafe", læn dig tilbage og invitér åbenheden i sproget.
Jac taler i sine digte ofte om magelighed og nydelse, små forfinelser, og disse ting synes at være en del af hans fremgangsmåde som digter. Man må på en eller anden måde læne sig ud af stivheden og søge søvnlysningerne. For en uopmærksom læser kan det lyde som ren lummer dovenskab og passivitet, men der er mere i det. Inde i de bløde hverdagsrutiner ligger der nemlig en ualmindeligt slagkraftig poesi. Der er noget i Jacs digte, som ikke vakler, og som hele tiden er nyt. Hans bøger er rodfæstet ved poesien.
En ung idealist til sammenligning
Samtidig er han en digter, som er blevet bedre med alderen. Han tør mere og mere med ordene, og man fornemmer en mand, som tør gå længere og længere frem, stadig mere uimponeret.
En udvikling ses tydeligt, når man holder Søvnlysninger op ved siden af Tretten dage af en sne fra 1981, som er indsat som "Bonus-Bog" i den nye samling. Der ser man en mindre legende og mere køligt idealistisk forfatter, endnu ikke i besiddelse af et fuldt udvokset eget sprog.
Som åbning på bogen finder vi i øvrigt en sjov variation over "Af samme forfatter", som siger en del om den litterære pondus, Jac besidder. I stedet for en liste står: "Gå til Deres lokale boglade eller nærmeste bibliotek. De ved ikke hvad der venter Dem. Cirka 75 bøger og 8 radiospil."
|
* * *
|
Teksteksempel
SLUBBERTHYGGE I LYNGBY
Verden er noget helvedes rod,
man pakker ind for at se glæde.
Men det er ansigter af gips der løsner bånd,
så var tanken alligevel ikke omtanke.
Nu støver gaderne i flok,
det er flyttedag af ømhed, tapetet er faldet.
Helst pengene akut, siger De ikke muligt?
men jeg går aldrig med blød hat.
Jeg kommer ud af butikken i et par skindhandsker,
hvad tænker vennerne?
Selvfølgelig går jeg med dem på ryggen,
hvorfor dog skade sit image, sløre.
Endelig et sted at sætte sig ind,
ostebord og brændevin, hjælpen tilslører.
En kantet bøsse bejler til mit bord,
der røg hele nydelsen af kaffe og calva, svanse, puha.
Hurtigere end lyset,
sådan er tilfredsheden da bæen finder døren, og vejen.
Jeg skåler indeni for den kvindelige dusk,
den gemmer på floder og nærkysseri.
Så må man nøjes med at øjne sneen,
den skal sgu nok komme, med efterslæb.
Hvid i ansigtet bliver vi da alle,
selv om man står i tog til tiden, kiggende.
Nu kan lygterne ses globustrængende,
der er en verden her og også en dér.
Døre går op og døre går i,
galskab pakker op og ramler i, snart korsets fred.
Nu forfiner jeg mig, og ifører mig mine skindhandsker,
livets ilterhed.
Nogle er altid i ens følge,
der er fans, og så er der alle de glemsomme.
Så må man nøjes med at øjne sneen, verden er noget helvedes rod.
[NB! Digtet er fra s. 16-17 i bogen.]
|
[ t o p ] [ h j e m ] |
