Som noget man siger for at være sjov

Jens Peter Kaj Jensen debuterer med en bog, som fortæller om ungdomsforelskelser, fodbold og uren hud uden at blive "litteratur light". Med original tone afspiller den effektfuldt total forvirring i en ung mands liv.

ANMELDELSE: På bogens første side præsenteres vi for en liste over "Personer, som optræder i romanen". Det fik mig til at tænke på Svend Åge Madsen. Vil forfatteren forberede os på et netværk af karakterer og handlingssammenflætninger i Madsenske dimensioner? Min tanke var ikke helt ved siden af. Tror jeg. I hvert fald foretager bogens hovedperson og fortæller Niels Peter Klausen en rejse, man undervejs må opgive at holde styr på, fra Odense til – sjovt nok – Madsens hjem Risskov.

Lige fra starten præges bogen af forvirring. Fortælleren bringes konstant i tvivl om forskellige personers egentlige identitet. Han falder ind og ud af drømme og beruselse, som får dag og nat til at flyde sammen, og som gør det umuligt for romanen at følge et forudsigeligt tidsskema.

Samtidig har vi med to forskellige slags afsnit at gøre: "erfaringer" og "rekonstruktioner". Så vidt, jeg kan se, er erfaringerne de afsnit, hvor fortælleren selv er til stede med sit jeg, og rekonstruktionerne dem hvor jeget ikke er til stede. Og det er så selvfølgelig relativt, da fortælleren mildest talt er temmelig fortumlet i forhold til sin egen placering i denne verden.

Fodbold, venner og uren hud
Det lyder måske helt utroligt Forfatterskole-debutantagtigt, men det fungerer altså rigtig godt. Og Sofa er en letlæselig bog. I hvert fald hvis man som læser slipper sin eventuelle forventning om begyndelse, midte og slutning.

Jens Peter Kaj Jensen fortæller om ungdomsforelskelser, fodbold, uren hud og venner i en tone, som af og til kan minde om visse af Bjarne Reuters bøger eller tv-drama for unge. Teksten er samtidig fyldt med sproglige klichéer, og den stemme, som dannes ud af disse ting, skaber en umiddelbar genkendelighed.

Forfatteren søger tilsyneladende at fange os med en naiv tone for pludselig at vende det hele på hovedet med en uventet klarhed, som opstår ved hjælp af en listig brug af humor og snilde sproglige greb.

Her et eksempel fra Niels Peters pubertet:

Den sidste bemærkning er jo virkelig tyk. Der går masser af ting igennem dette klip. Masser af spor fra vores egen ungdomsforvirring, fra klichéerne i de ungdomsromaner vi har læst og fra vores forventninger til denne bog. Der spilles på det hele.

Den overfladiske genkendelse
Den overfladiske genkendelighed er markant. Der trækkes mange tråde til moderne ungdomsfænomener og livsfordriv: i en brandert at tage vejskilte med hjem til samlingen, at lave lister over alt muligt, selv lister over lister, at analysere en fodboldkamp til bunds, overvejelser omkring en branderts forløb, at diskutere om man kan skide hjemme hos en ny kæreste.

Jens Peter Kaj Jensen underholder effektfuldt med sine gengivelser af ungdomssnak, men den endelige effekt synes at ligge i en udtømning af karakterene og deres liv. I kraft af denne totale overfladiske genkendelse nærmest forsvinder personerne. Der opstår en fornemmelse af udmatning. Der gribes hele tiden ud efter at fylde tilværelsen med nye drengerøvsdiskussioner, nye overvejelser og lister (diskussioner og overvejelser nærmest som i tv-serierne Seinfeld, Friends og Klovn, lister som hos Nick Hornby). På den måde havner vi i personernes og fortællingens krise og død.

Så har jeg vidst ikke sagt for meget. Selvom vi har at gøre med en fortælling, som er dødsdømt, sad jeg ved endt læsning med en fornemmelse af at have været i godt selskab gennem alle 308 sider.