Da Aliide kom ud fra civilregisterkontoret, var hendes skridt lettere og ryggen rankere, end da hun gik derind, nu hvilede hendes arm i Martins, og Martin var hendes mand, hendes lovformelige ægtemand, og hun var Martins lovformelige hustru, AliideTruu. Sikke et dejligt navn! Ved at gifte sig med Martin var hendes tryghed nogenlunde sikret, men der var også en anden vigtig ting, hun opnåede ved ægteskabet. Nu var hun ligesom enhver anden normal kvinde. Normale kvinder gifter sig og får børn. Nu var hun en af dem.
    Hvis hun var forblevet ugift, ville alle have tænkt, at der var noget i vejen med hende. Sådan ville folk have tænkt, selv om der kun fandtes ganske få mænd, som endnu ikke var blevet gift. De røde ville have luret på, om hun havde en kæreste i skoven. De andre havde gjort sig tanker om, hvorfor ingen ville have hende. Om der kunne være en årsag, som gjorde hende til en ringere kvinde, en kvinde, som ikke var god nok til en mand, eller som ikke var i stand til at være sammen med mænd. Noget, som havde gjort hende til en overflødig kvinde. Nogen havde måske kunnet regne ud, hvorfor hun gjorde det. Men først og fremmest var der ingen, der nu kunne hævde, at der var sket noget ved afhøringerne, hvis hun var gift med en mand som Martin. Ingen ville tro på, at en kvinde efter de oplevelser var i stand til at gifte sig med en kommunist. Ingen ville turde omtale Aliide som en, der gik med til hvad som helst. Eller om hun lige skulle prøves af. Ingen ville turde det, fordi hun var Martin Truus kone og en respektabel kvinde.
    Og det var det, som var vigtigt. At ingen nogensinde fik noget at vide.

På gaden kunne hun nemt genkende de kvinder, hun kunne ligefrem lugte, at de havde været udsat for noget af det samme. På hver eneste hånd, der rystede, kunne hun drage slutningen: også hun. På hvert et spjæt forårsaget af en russisk soldats råben og på hvert et ryk, som skyldtes lyden af trampende støvler. Også hun? Og på alle dem, der skyndte sig over på den anden side af gaden, så snart der dukkede nogle militsbetjente eller soldater op. Og så var der alle dem, hvor man kunne se på taljen af deres kitler, at de havde mere end et par underbukser på. Og alle dem, der ikke ville se nogen i øjnene. Havde de mon også sagt det samme til de kvinder, at hver gang du går i seng med din mand, vil du komme til at huske mig.
    Hvis hun var i samme rum som en af de kvinder, forsøgte hun at holde sig så langt væk fra dem som muligt. For at der ikke blev lagt mærke til det ensartede i deres væremåde. For at de ikke skulle gentage hinandens bevægelser og nervøse væsen og dermed vække endnu mere opsigt. Ved de fælles sammenkomster i landsbyen undgik Aliide dem alle, fordi der når som helst kunne dukke en af de mænd op, som hun ville huske i al evighed. Og måske var en af de mænd den samme, som en af de andre kvinder var blevet udsat for. Og så ville de ikke kunne undgå at kaste et blik i samme retning, derhen hvor manden stod. Og de kunne ikke undgå samtidig at fare sammen, hvis de hørte en stemme, de begge kendte igen. De ville ikke kunne løfte deres glas samtidig uden at spilde. De ville blive afsløret. Nogen ville forstå. Nogle af de mænd ville kunne huske, at Aliide var en af de kvinder, der havde været nede i kommunekontorets kælder. At Aliide var en af dem. Og al den tilsløring af erindringen, som Aliide havde opnået ved at gifte sig med Martin Truu, ville være forgæves. Og måske ville de tænke, at Martin nok ikke vidste noget, og så ville de fortælle ham det. Martin ville selvfølgelig mene, at det var bagvaskelse, og blive vred. Og hvad ville der så ske? Nej, det måtte ikke ske. Ingen måtte nogensinde få det at vide.
    Hver gang lejligheden bød sig, fandt hun på noget dårligt at sige om de kvinder, bagtalte og rakkede dem ned, så hun selv mere tydeligt skilte sig ud fra de andre.
    Er De helt sikker, kammerat Aliide?

De flyttede ind på et værelse i familien Roosipuus hus. Familien vrængede ikke åbent ad Martin, Martin var frygtet, men Aliide måtte hele tiden tage sig i agt for benspænd eller genstande, der pludselig faldt ned. Børnene skiftede sukkeret ud med salt i Aliides sukkerskål, hev hendes vasketøj ned fra snoren, kom orme i hendes melkrukke, klistrede snot på krukkens hanke og stod ved siden af deres mors spinderok og fulgte med i, hvordan Aliide drak sin salte te og tog fat i hankene på melkrukken uden at fortrække en mine, selv om hun kunne mærke det indtørrede snot på sine fingre og godt vidste, at krukken vrimlede af orme. Aliide ville ikke give dem den glæde at vise, at hun tog sig af deres ondskabsfuldheder, deres foragt eller noget andet for den sags skyld. Hun var Martins kone og stolt af det og mindede sig selv om det ved hvert skridt, mens hun forsøgte at antage den samme stolte gang, som Martin havde, og gå ind og ud ad dørene på en måde, så de andre trak sig til side, ikke hun. Men af en eller anden grund gik det alligevel altid sådan, at hun ventede, til de andre smækkede døren i for næsen af hende, og hun måtte åbne den på ny.De røde soldater, der havde overnattet i huset, havde lært familiens medlemmer, hvordan man sagde godmorgen og goddag på russisk. Og familien Roosipuu hilste på Aliide med de nye gloser, de havde lært.