INTERVIEW: Men hvorfor udviklede Poul Helwegs gøren og laden sig til hele tre bøger? Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, da første bind udkom. Og hvad er der egentlig sket med thrilleren i Lars Kjædegaards univers undervejs i denne proces?

Vi har fået en snak med forfatteren, hvor han fortæller lidt om sine bevæggrunde og planer:

Hvordan kan det være, du besluttede dig for at skrive yderligere to bind om Poul Helweg?
– Den ærlige Poul Helweg fra Montebello viste sig at være en figur, som mange læsere holdt af. Det gjorde jeg også selv, og jeg fik ideen om at udvide Montebello til en trilogi, da jeg så Hamlet i Pekingoperaens opsætning på Kronborg. Derefter skrev jeg næste bind Thelma, som opererede med Shakespeares tragedie OG Poul Helweg.

– Tredje bind startede som en thriller-lignende historie med titlen Mr. Popcorn. Men den manglede noget. Min bror Mads mente, at det, den manglede kunne være, at Poul Helweg og hans praksis som ærlig samtale partner fik nogle udfordringer, som lå ud over dagligdagens problemer – som var det, der drev Montebello og Thelma. Jeg skrottede derpå det meste af Mr. Popcorn og begyndte forfra. Denne gang lod jeg Poul Helweg indgå i en handling, som involverer regeringen.

– Solsorten blev på den måde en historie om, hvad der kunne ske, hvis medlemmer

»Jeg syntes, det var sjovt at sætte Poul overfor politikere, som er bundet af helt andre interesser.«

af en regering blev udsat for Pouls ærlige tilgang til livet. Jeg kender ingen politikere – det gør Poul Helweg heller ikke. Jeg syntes, det var sjovt at sætte Poul overfor politikere, som er bundet af helt andre interesser. Hen mod slutningen dukkede solsortemotivet op, og det følte jeg var kraftigt nok til at give romanen dens titel.

– Solsorten er en historie, som afrunder trilogien på en måde, som jeg selv synes er tilfredsstillende. De to foregående bind – især Montebello – afstedkom mange reaktioner. Mest fordi Poul Helweg på én gang er en realistisk og en urealistisk figur. Hans kompromisløshed og medmenneskelige kvaliteter talte til folk. I dagens politiske klima syntes jeg, det var på sin plads at anskue den side af Danmark gennem Pouls briller. Politikere er mennesker, og jeg har prøvet at vise dem – og de dilemmaer, de påtager sig – ud fra normer, som ikke er fordømmende eller ideologiske, men som på den anden side giver plads til både komik og en handling, som kunne tænkes.

Skriver på inspiration eller facts
Før du tog hul på denne serie lancerede du jo faktisk en anden, historisk trilogi. Er den helt skrinlagt, eller..?
– Jeg skrev den historiske roman Noget Fremmed og mente, at det skulle være en trilogi. Men forskellige omstændigheder omkring den bogs tilblivelse fratog mig lysten på det tidspunkt.

– Jeg kan skrive på to måder: I Helweg-trilogien skriver jeg udelukkende på øjeblikkets inspiration. I en historisk

»I Helweg-trilogien skriver jeg udelukkende på øjeblikkets inspiration.«

roman er jeg nødt til at træde tilbage, researche, tjekke facts og i det hele taget bruge meget mere energi på at skabe et univers, som er troværdigt. Desuden er der for mig ikke den store pointe i at skrive en historisk roman, hvis den ikke på en eller anden måde har noget at gøre med nutiden.

– Da jeg indlæste Noget Fremmed som lydbog, opdagede jeg, at jeg var faldet i en fælde. Den roman havde alt for meget indre dialog, alt for mange TANKER hos personerne. Jeg er en stor tilhænger af den handlingsdrevne roman, hvis handling udgøres af personernes adfærd og deres tale. Det følte jeg ikke, at jeg havde løst tilfredsstillende i Noget Fremmed, og derfor har jeg nu brugt nogle år på at forberede mig på, hvordan jeg både kan skrive historisk og samtidig bevare den impuls, som drev Helweg-trilogien.

Legat til udvikling af nyt projekt
Tidligere i år modtog du jo Statens Kunstfonds arbejdslegat – tillykke med det. Hvad skal den arbejdsro, legatet må give dig, bruges til?
– Tak! Ja, det var et skulderklap, der kunne mærkes. I første omgang brugte jeg lidt tid til at prøve at indstille mig på, hvordan det er ikke absolut at skulle lave noget. En stor luksus, men også forvirrende efter mange år som hårdtarbejdende skribent – også i den kommercielle arena, hvor jeg har skrevet mange hundrede ugebladsnoveller for at kunne leve af at skrive.

– Dernæst vendte jeg mig mod mit næste projekt – en historisk roman med titlen Illinois. Jeg hyrede en researcher, som desuden har en funktion som sparringspartner. Illinois begyndte som en samling sange, som jeg

»Jeg hyrede en researcher, som desuden har en funktion som sparringspartner.«

skrev til mit band, Lars Kjædegaards Orkester. Vi gik i gang med at indspille dem, og det virkede godt. Dernæst fik jeg den idé, at jeg også ville skrive den historie i romanform. Det er en udvandringshistorie fra midten af 1800-årene. Den er jeg i gang med nu. Og takket være min eminente forlægger Steen Langstrup og bandets velvilje har vi fundet ud af, at romanen skal udkomme med den lydlige udgave indlagt på cd. Som noget ekstra. Illinois er en lidt atypisk emigranthistorie. Mere kan jeg ikke rigtig sige om den nu.

– Så mit legat, som jeg er meget taknemmelig for, har gjort det muligt for mig både at tage mig tid til at udvikle mine historiske romaner, at samarbejde med en researcher/redaktør OG at lave en bog, som ikke bare er en bog, men også rummer en lydlig paralleludgave af historien.

– Illinois bliver en historisk roman, men den har ikke nogen direkte tematisk forbindelse med Noget Fremmed. Hovedpersonen i Noget Fremmed var en ung officer, som blev såret ved Dybbøl. I Illinois er synsvinklen en ung udvandrer til Amerika – så en slags tematik er der måske alligevel. Men der er mindre indre dialog!

Krimien er overhalet
Og til sidst: Du startede jo din karriere som krimi- og uhyggemand. Er genren helt lagt på hylden?
– Jeg synes, at krimigenren for mit vedkommende er blevet overhalet af virkeligheden. Jeg føler ikke nær den samme spænding ved den – det være sig i litteraturen eller på film. Jeg tror, det hænger sammen med min alder og med det faktum, at virkeligheden – eller mediernes virkelighed – er blevet voldsomt mere voldelig end i halvfemserne, da jeg skrev

»Jeg synes, at krimigenren for mit vedkommende er blevet overhalet af virkeligheden.«

krimier. En mordgåde på tv – lige efter tv-avisen med selvmordsbombere… Det byder mig lidt imod.

– Men man skal aldrig sige aldrig. Krimigenren kan bruges til mange ting. Jeg mener, at en krimi generelt skal indeholde noget, som ligger "over" krimi – om det så er personpsykologi, geografi eller noget andet. Men jeg læser stadig trofast Elmore Leonard og James Lee Burke, den første for dialog og persontegning, den anden for skildringerne af universet omkring New Iberia, Louisiana.