Erotiske skumsprøjt

Sjón har i de seneste romaner virkelig fået hold på sine virkemidler og fortættet sin forkærlighed for flersporede fortællinger. I sit nye epos, Splinten fra Argo, lader Sjón græske myter og populærvidenskabelig raceteori mødes i en forunderlig rejse på fortællingernes hav.

ANMELDELSE: Splinten fra Argo er en slags skjaldesaga for to stemmer. Romanens ydre handling er minimal, og dens dynamik opstår derfor i sammenstødet mellem de to fortælleres forskellige tone og livssyn.

Den ene stemme tilhører den pedantiske Valdimar Haraldsson, der har viet sit liv til udgivelsen af tidsskriftet Fisk og Kultur, i hvilket han argumenterer for sammenhængen mellem indtagelse af fisk og den nordiske races kulturelle overlegenhed. Den anden stemme tilhører styrmand Kaineus. De to mødes, da Valdimar inviteres med som gæst på fragtskibet M/S Elisabeth Jung-Olsens rejse til Sortehavet. Aftnerne fordrives omkring kaptajnens bord, hvor Kaineus fortæller sømandsskrøner om sin tid som matros på den græske helt Jasons fartøj, Argo.

Den syngende splint
Kaineus finder inspiration til sine historier i en lille splint fra Argos stævn, som gudinden Athene havde givet den gave, at den kunne tale.

Når man holder splinten op til øret, kan man stadig høre kvindesang. Sangen rummer alverdens fortællinger, og Kaineus historier blander lystigt elementer fra Ovids Metamorfoser og Euripides' Medea med sin egen fortælling om Argos besætnings langvarige ophold på Lemnos, de elskovssyge kvinders ø. Kvinderne er forbandet af Afrodite, og stinker derfor fælt, men det er ingen hindring for sømænd, der har været længe på havet. De beruser sig i hvide kvindearme, ligesom selskabet på M/S Elisabeth Jung-Olsen beruser sig i Kaineus frivole fortælling.

Dannelse til søs
Romanen er stringent opbygget som en dannelsesrejse i 5 afsnit, hvor Valdimar og Kaineus skiftevis fører ordet. Sjóns surrealistiske inspiration fornægter sig dog ikke. I en sen aftentime mod bogens slutning sidder de to fortællere alene, og Valdimar får lov at lytte til splintens æggende sang. Fra da af flyder Kaineus fortælling gradvist mere og mere sammen med dagligdagen ombord, og gestalter et magisk, drømmende univers, hvor mennesker kan skifte køn eller forvandle sig til fugle og flyve tværs over århundrederne. Et univers, hvor badeværelser transformeres til våbendepoter og fæstningen i Theben indtager sin selvfølgelige plads som centralt, strategisk punkt i 2. Verdenskrig.

Sørejsen finder nemlig sted i 1949 i kølvandet på 2. Verdenskrigs afslutning, og krigens sår og fortrængninger spindes gennem splintens magiske fortællekraft elegant sammen med myternes utrolige beretninger om guder og mennesker, storhed og fornedrelse, lyst og tvang, som vi alle kan spejle os i. Kaineus fortælling åbner dermed et rigt facetteret referencerum, der i sammenstødet med Valdimars pernitne rejsebeskrivelse fungerer som en knivskarp og meget morsom refleksion af lilleputmentalitet set gennem det store perspektivs prisme.

Valdimar er i udgangspunktet en mavesur og småligt bornert herre, der har nemt ved at se splinten i andres øjne, men helt overser den bedrevidende og idiosynkratiske bjælke i sit eget. Han er helt fokuseret på sin forkærlighed for fisk, og reflekterer ikke nærmere over, om hans raceteori har mere til fælles med nazisternes, end godt er. "Vi troede endnu ikke på at mennesket havde sejret", siger Valdimar om efterkrigsstemningen, og selv har han valgt at afsondre sig mest muligt fra andre.

Mødet med splintens erotiske og eviggyldige fortællinger sætter Valdimars personlige metamorfose i gang. Mennesket er også en fortælling, og det kan sejre, hvis det åbner sig for andre fortællinger.

Kursen er sat
Hvor Sjón ofte i tidligere værker, fx Dine øjne så mig, har ladet vildtflyvende associationer og referencer tage magten – med al den storslåede, om end ikke så fokuserede, skønhed, den slags fortællinger genererer – begyndte han allerede i sin forrige roman Skugga-Baldur at dosere de indlagte anekdoter og sidefortællinger mere varsomt. Det følger han op på i Splinten fra Argo – den er stramt fortalt, men bobler af en sanselig, ja nærmest erotisk glæde ved at fortælle.

Det siges, at Jasons skib, Argo, stadig sejler som stjernebillede på nattehimlen over Alexandria. Sjóns surrealistiske sejlads går også stadig støt med denne skumsprøjtende hyldest til fortællinger og den betydning, de har for vores liv.