Det er egentlig forbavsende, hvor få haikudigtere vi har i Danmark. Jo, der er da en del, som periodevis har flirtet med formen. Men af digtere, der ene og alene koncentrerer sig om at skrive haiku og blive skarpere til dét, kan jeg kun komme i tanker om Hanne Hansen.

Hun har insisteret på haiku-formen med foreløbig tre bøger og har nu sin fjerde samling ude. Forlaget trækker godt nok lidt i land og kalder dem i omtalen for "haiku-lignende". Men det er slet ikke nødvendigt, for haikuformen er langt mere end de slaviske 17 stavelser og markeringen af årstidsord, som er nogle af de træk, der typisk fremhæves som et "rigtigt" haiku.

Det kondenserede billede
Hanne Hansen skriver såmænd ligeså rigtige haiku (om end med en forskel i kvaliteten) som de store, japanske mestre Basho, Buson, Issa og Shiki - som i øvrigt alle eksperimenterede med formen og ind imellem tilsidesatte de formelle krav.

Det er min påstand at haikuformen efterhånden er blevet helt frigjort fra stort set alle de formelle krav. Intet forhindrer haikudigteren i at eksperimentere med billederne (det behøver ikke være naturstemninger, det kan sagtens være introverte, psykologiske lodninger), det grafiske udseende (de velkendte tre linjer er en dansk illusion - på japansk skrives haiku i én linje) eller med stavningen.

Det handler om at kondensere et billede skarpt og lade det stå dér: I heldigste fald bliver det noget universelt, der kan bruges til at udvide forståelsen for ens liv på en enkel måde. Hanne Hansen kommer ikke altid så langt. Men hun er da på rette vej - som i digtet med kufferten:

Hop fremad
Modsat Krummepikkende Spurve var Hanne Hansens forrige samling Stunder meget præget af de formelle krav, der nogle gange blev opfyldt på digtets bekostning. Digtene blev ligeså slappe og udvandede, som formen med de 17 stavelser var stram. Med den nye samling introducerer Hanne Hansen også en ny stil, bestående af i alt 5-6 linjer delt op i 3 strofer. Og den er langt skarpere, renere, klarere. Et anseeligt hop fremad.

Det handler meget om slørede naturstemninger - tåge, regn, damp og dis. Og så indeholder bogen også en del registreringer af følelsesspillet mellem mennesker, fx digtet om faderen, som leger gemmeleg. Pludselig udvides perspektivet, og det kommer til at handle om noget andet, med en følelse af afsked og vemod:

For en digter er haiku-formen taknemmelig på den måde, at jo mere enkel tingene gøres, desto bedre bliver digtet tit. Men det kan også blive for enkelt:

Man tager sig uvilkårligt til hovedet og spørger sig selv, hvad sådan en rotteslappert skal med i bogen for.

Hanne Hansen skal være mere end velkommen med flere haiku. Men måske skulle hun vente med at udgive den næste samling, til hun har lavet noget, der virkelig rykker sig ud af stedet. Om det så bliver haiku eller "haikulignende" digte, der falder som håndkantsslag - eller modsat - daler lette som fjer, er underordnet. Bare haikudigtet er et bevidst valg fordi den korte form kan bruges til noget - og ikke bare bliver en lille tændstikæske af konkrete ord, der ser så nydelig ud på papir.

Det er på tide at skrue lidt op for ambitionerne, Hanne.