ANMELDELSE
Stefano Benni:
Ånder
Oversat fra italiensk af Thomas Harder
Roman
350 sider
Kr. 329,-
Lindhardt og Ringhof
Udkommet april 2002

"Jeg mener ikke, at man kan tale om demokrati i tilfældet Berlusconi. Han har kynisk og systematisk gennem den sidste halve snes år opkøbt 70% af den italienske medieverden... Det er mit håb, at de kommende år vil få folk til at indse, at Berlusconi er fuld af løgn og udelukkende går efter den politiske magt for at cementere sin egen økonomiske magt. Man kan ikke fratage ham retten til at regere landet, men det giver ham ikke samtidig ret til at slå demokratiet ihjel, sådan som han gør."

Citat: Stefano Benni (interview i Politiken 1994).

"Min definition af kunst og kulturliv er islamisk variant, den vidunderlige forskellighed, de mange sprog og dialekter, den babyloniske forvirring, modsigelserne. Der skal være minoritets-værdighed. Vi tror i Vesten, at vi har monopol på en tolerant og varieret kultur, men både de islamiske og afrikanske kulturer besidder den variation... Vi vil ikke have, at andre kulturer kommer og siger noget anderledes. Vi har kulturelt set lukket os inde i et akademi, som ikke vil stille spørgsmål om sig selv, se ind i sig selv med kritiske øjne. Vi er blevet en monoteistisk kultur, hvor guden hedder økonomi, drift og seertal."

Citat: Stefano Benni (interview i Information 1998).

At læse Benni er lidt det samme som at læse en ned- og velskrevet udgave af Danmarks Radios gamle tv-satirer som Uhadada og lignende.

Scenen er sat: Imperiets rødmossede præsident Max med det karakteristiske sølvgrå hår bor i Den Store Hvide Villa, han har en særdeles insisterende tendens til overvægt (hans skygge på golfbanen er gået fra at minde om Chile til (igen) at minde om Canada), og er umådeligt træt af det meste her i tilværelsen – ikke mindst sit job og sin hustru, Sibyl. Til gengæld er han overmåde glad for – for ikke at sige begærlig efter – sin praktikant, Melinda. Melinda har mørkt hår, store øjne, ditto læber og endnu mere ditto bryster. Og så er hun pokkers god til at give præsidenten et hurtigt blowjob, gerne mens han taler i telefon med sine udenlandske kolleger.

I virkeligheden er præsident Max naturligvis kun en kransekagefigur; den egentlige empiriske verdensmagt ligger hos udenrigsministeren Miss Corday, førstegeneralen Bob Viklers og ikke mindst hos spidserne i våbenindustrien, showbiz og IT-verdnen.

Gakket samfundssatire
Lyder alt dette bekendt? Det er et kort rids af en enkelt af utroligt mange handlingstråde i italienske Stefano Bennis sjette roman på dansk, Ånder.

Vi har at gøre med vaskeægte oldschool samfundssatire: At læse Benni er lidt det samme som at læse en ned- og velskrevet udgave af Danmarks Radios gamle tv-satirer som Uhadada og lignende: Det er sjovt, opfindsomt, overraskende, gakket, veloplagt i starten – og alt, alt for meget i længden.

Fan af Beatles
I Ånder erfarer vi, at jordens egentlige Gud af lidt uforklarlige årsager blev træt af menneskene, og forlod jorden den 8. december 1980 (i samme øjeblik som John Lennon udåndede – Gud har nemlig alle dage været en stor fan af Beatles). Sammen med Gud forsvandt også Fanden (det stod i kontrakten), og de overlod herefter scenen til en række mindre kendte ånder, gode som onde.

Desværre for Jorden og menneskeheden er det de onde, som stille og roligt har fået overtaget – og det er de onde ånder, som lader vanviddet gribe om sig og jorden gå under i krig, forurening, uhellige alliancer mellem Berlusconi, Elvis Presley og Madonna samt almindelig grådighed og mangel på forstand.

Humoristiske hug
Stefano Benni uddeler drøje, ironiske og sorthumoristiske hug til højre og venstre (politisk såvel som fysisk) i Ånder. Hans stil og vanvittigt associerende skrivemåde er sammenlignelig både med Douglas Adams og såmænd også danske Søren Mosegaard, som debuterede sidste år med Uhyret fra Betlehem. Men Benni adskiller sig fra de to andre netop pga. hans harske samfundskritik (som måske nok i nogen grad genfindes hos Mosegaard – men i en langt højere satirisk potens).

Billigt og letkøbt
Netop Bennis trang til samfundssatiren gør ham utvivlsomt ekstra populær hos mange læsere. Og sammen med hans velskrivende vanvid er den en af de væsentligste årsager til hans kolossale og verdensomspændende succes. Men hos mig virker det ganske enkelt ikke. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det bliver lidt for billigt og letkøbt i længden. Denne form for satire egner sig i mit univers bedst til 30 minutters udsendelser i tv – ikke til over 300 sider i en roman. Jeg foretrækker til enhver tid både Adams og Mosegaard, som jeg til gengæld også finder stor fornøjelse i.

Sagt med andre ord: Jeg står ganske enkelt af. Der er lange passager i bogen, som jeg næsten ikke orker at læse under genlæsningen. Men måske er det bare mig, der er åndsforladt?