Finurlige ravne

Jón Hallur Stefánssons Kvinden der forsvandt holder, hvad genren lover. Men romanen vil mere, end den egentlig kan.

ANMELDELSE: Forfatteren Steen Langstrup fortalte engang i et interview, hvor hårdt han måtte kæmpe med sit forlag om at få illustreret kapitelovergangene i sin roman Pyromania med afbrændte tændstikker. Umiddelbart lyder det som en ganske oplagt og sjov idé, som ikke desto mindre på daværende tidspunkt (1996) tilsyneladende næsten var for stor en mundfuld for et etableret forlag.

Men hans kamp var ikke forgæves. Ikke alene fik han faktisk lov til at illustrere sin bog med afbrændte tændstikker, på den lidt længere bane resulterede det også i etableringen af Langstrups eget forlag 2 Feet Entertainment – og mest aktuelt banede det, måske, også vejen for spræl og lir i Jón Hallur Stefánssons Kvinden der forsvandt.

Hér illustreres hver kapitelovergang i hvert fald appetitligt, usædvanligt og interessevækkende af en sort silhuet af en ravn samt kapitelnummeret skrevet med bogstaver som i treogtyve. Eller fireogfyrre. Sprælsk. Interessant. Finurligt.

Fint komponeret
Men herefter bliver det desværre så som så med det sprælske, interessante og finurlige. For selvom Kvinden der forsvandt på den ene side bestemt er både velskrevet og fint komponeret, så er den på den anden side og næsten kedsommeligt forudsigeligt bygget op.

Det er en klassisk whodunnit. En ung fyr finder sin utro far nær-død ved siden af liget af sin (altså farens) meget unge elskerinde. Af komplicerede årsager, som det fører for vidt at komme ind på her, vælger han at forsøge at dække over farens tilsyneladende udåd. Men der er noget galt. Ret hurtigt går det op for læseren, at sønnike er på afveje, og at det næppe er faren, der har slået sin unge elskerinde ihjel. Men hvem er det så – og hvordan hænger det hele sammen..?

Gudmundsson-light
Hovedattraktionen ved en whodunnit er, at man ikke gætter plottet. Og det gør man ikke i Stefánssons roman. Den ros skal den have. Sammen med at den er velskrevet og fint komponeret med en overrumplende slutning, er det måske også nok til, at romanen holder. Jeg føler mig bare sært utilfredsstillet. Der er noget Gudmundsson-light over universet, noget ufrivilligt komisk over den kolossale, japanske hitman, der pludselig traver ind fra venstre og den utilpassede islandske ungdoms problemer med seksualitet, hinanden og forældrene.

Det er som om, at selvom romanen sådan set fint holder, hvad genren stiller i udsigt, så vil selve bogen noget mere. Den vil gøre sig til og komme med udsagn om den forbandede ungdom – og det kan den ganske enkelt ikke. Derfor sætter den sig lidt mellem to stole og forbliver sådan lidt uforløst.

Men ravnene er fine.