Åbent brev til Peter Høeg:

Holbæk, 10. maj 2006

Kære Peter Høeg

Den eneste grund til, at det fungerer – og fungerer godt – er jo, cadeau til dig, at du skriver så umanerligt fremragende, og at du har sat en god portion goodwill og nysgerrighed ind i banken hos dine læsere i løbet af dine ti tavse år: Vi er jo nødt til at blive hængende. Nu hvor vi endelig hører fra dig igen, så må vi ligesom stå forvirringen ud og følge med dig ind i det univers, du har bygget op og vil traktere med… Det er frækt, på grænsen til det arrogante. Og lige præcis dén frækhed mærkede i hvert fald ikke jeg, da jeg så dig på tv.

Nå. I virkeligheden er det jo heller ikke derfor, jeg skriver. På grund af din tv-optræden, mener jeg. Jeg skriver først og fremmest for at takke for en virkelig god læseoplevelse. Igen. Den stille pige er god, synes jeg. Meget god. Og jeg er tilsvarende meget glad for at have læst den. Så tak for den – og tillykke med din første bog i årevis. Den var ventetiden værd.

Jeg synes, at din måde at bruge spændingsplottets mekanismer på er interessant: På den ene side spiller du helt klart på læserens trang til at forstå, til at søge orden, til få overblik. Men på den anden side imødekommer du først denne trang meget sent – om nogensinde – i Den stille pige. I starten forvirrer du mere og mere, indtil al mening og ethvert tilløb til overblik er fuldstændig smeltet bort i små, uanseelige kapitler – tilsyneladende uden tæt sammenhæng, men alligevel på en eller anden måde forbundne. Vi vil jo så uendelig gerne vide bare lidt om denne Kasper Krone: Hvad er det med hans ører, hans penge, hans gæld, han job, hans far, hans cirkus, hans… Vi får en hel masse småbitte bidder – tilstrækkelig til at vække interessen, men alt, alt for lidt til at danne os et overblik. Eller bare et blik i det hele taget. Han står i lang tid som et flimrende billede af noget uklart. Med næsten overnaturlige evner og et engagement i denne stille pige, som vi heller ikke forstår eller kender. Hverken engagementet eller pigen.

Det er et sjovt kneb – på den ene side at spille på vores fasttømrede måde at læse på, og på den anden side at udsulte den groft. Det er måske ikke unikt – men jeg har i hvert fald kun sjældent set det så velgennemført og så forførende skrevet som her. Jeg håber, at den bliver godt modtaget og læst vidt og bredt. Danmark trænger til, at vi alle sammen i fællesskab kan diskutere en roman, som har lidt mere substans end Da Vinci mysteriet…

Og diskuteret – det tror jeg roligt, vi kan slå fast, at bogen vil blive. Akkurat som din person er det lige nu. Selv med den begrænsede offentlige optræden, du udfører, er din person på forunderlig vis over alt. Og så alligevel ikke… I interviewet med Jes Stein Pedersen fornemmede man jo klart de grænser, indenfor hvilke interviewet bevægede sig. Interviewets præmisser, så at sige. Og det er igen en cadeau både til dig, som balancerer på en knivsæg mellem offentlig og privat person og til DR2, som formåede at klippe interviewet, så præmisserne trådte tydeligt frem – uden at hænge hverken dig ud som primadonna eller sælge Jes, når han trådte over stregen. Jeg tænker naturligvis specifikt på det sidste spørgsmål, hvor han forsøger at presse lidt politisk stillingtagen ud af dig – gennem en udfritten af dit privatliv, dit ægteskab og dine børn.

Det er naturligvis en grænse, som skal respekteres – men i andre aspekter af interviewet savnede jeg alligevel, at jeg som læser og seer fik forankret de emner, I havde oppe at vende, lidt tættere på dig. Fx jeres snak om åndelighed, om det spirituelle og mystikken… En god snak, synes jeg – vældig interessant og potentielt også meget givende for mennesker i almindelighed. Men jeg savner – altså i tv-udsendelsen – at det bliver mere konkret: Hvordan er det så lige, at du udøver din spirituelle praksis? Hvad vil det i det hele taget sige? Mediterer du? Er det farligt, new age-agtigt? Taler vi en eller anden okkult nyreligiøs bevægelse – eller er vi tvært imod derhenne, hvor det ville kunne give mig noget som menneske? Hvorfor tror du ikke på de dogmatiske religioner?

Jeg ville ønske, at du havde lysten til at gå det halve spadestik dybere og forankre de mere filosofiske eller generelle overvejelser i en konkret virkelighed. I din egen virkelighed. Ikke fordi din virkelighed er så meget mere interessant eller mere sigende end min eller en hvilken som helst andens virkelighed. Men mere fordi du måske har noget at sige os andre. Dine læsere. Noget at bidrage med. Fordi du har trådt nogle stier, som vi andre måske kunne tage ved lære af. Dit modargument ville sikkert være noget med, at man må træde sine egne stier, og at det, du har at sige, i øvrigt står i dine romaner – men selvom begge dele sikkert er rigtigt, så halter det alligevel lidt: Enhver kan have gavn af en guide, når der skal trædes nye stier – og hvis du mener, at vi i vores del af verden er blevet for ikke-spirituelle, har du så ikke en form for forpligtigelse til at forsøge at ændre på det? Og dér kan dine bøger ikke helt stå alene, for som du selv siger, så er det røverhistorier, opspind, løgnehistorier og fantasterier – og skal læses som sådan…

Men nu ved jeg så – jeg fornemmede det jo nok før, men blev i dén grad bekræftet af tv-udsendelsen – at din grænse for længst ville være overskredet. Og må have respekt for det – og har, midt i min ærgrelse over, at vi ikke kan komme tættere på, stor respekt for, at du formår at holde så godt fast i dig selv og dine grænser i hele dette cirkus, at du kan insistere på at holde tingene adskilt.

Derfor nøjes jeg med at sige tak. Tak for en dejlig bog – en berigende røverhistorie. Jeg ser frem til den næste.

Med venlig hilsen
Ulf Joel Jensen