Stillestående roman

Stine Bork Kristensen kan noget med sproget, men som læser er det svært at blive fastholdt af hendes debutroman.

ANMELDELSE: Stine Bork Kristensen skriver i et særegent, poetisk sprog med abrupte, fragmenterede sætninger.

Metaforer er et af hendes stærkeste våben. Dog bruger hun det i så overdreven grad, at læseren nærmest bombarderes – og denne overdrevne brug af billedsproget gør tingene endnu mere komplicerede, end de i forvejen er. For komplicerede er de.

Mange planer på én gang
Romanens handling udspiller sig på i al fald tre forskellige planer.

På det første plan har vi den egentlige handling. Vi møder her den kvindelige hovedperson, der er luder, og som i begyndelsen af bogen sidder ved sin farfars dødsleje. Farfaren har været værge for hende, og på sit dødsleje overdrager han moderens optegnelser fra den tid, hvor hun kom til verden.

Da farfaren dør, fordyber kvinden sig i disse optegnelser. Hun ved intet om sin mor – bortset fra at hun efter farfarens udsagn blev skudt af en indbrudstyv. De efterladte papirer tegner imidlertid et billede af en meget lidenskabelig kvinde, der efter at være flygtet fra dagligdagens problemer har bosat sig på et hotel, hvor hun indleder et forhold til receptionisten. Han ender med at gøre hende gravid og stikker af fra sit ansvar.

Moderens optegnelser er bogens andet plan og minder om en poesisamling med emnet "at elske". Side op og side ned hører man om de elskendes lidenskab. Med det følsomme sprog Stine Bork Kristensens mestrer, så kunne det måske være blevet en køn fortælling, men poesien kolliderer gang på gang med banale og uinteressante oplysninger om samlejer og kønsdele.

Diskussion uden hensigt
Bogens tredje plan er hovedpersonens nedskrivning af en art teaterstykke, der er en samtale mellem en figur kaldet Xenoclea (som præstinden ved Oraklet i Delphi) og en figur kaldet Jeg. Disse figurer er tydeligvis stedfortrædende symboler for henholdsvis moderen og hovedpersonen, som forsøger at diskutere fortiden, livet og døden.

Denne del skiller sig sprogligt ud fra de foregående dele, da den er knap så poetisk – snarere fandenivoldsk og fyldt med bandeord. Men at romanen, der allerede indeholder én optegnelse, nu tilfører yderligere én fra hovedpersonens egen hånd, får næsten læseren til at kløjes i det.

Det er også uklart, hvad man skal med denne diskussion. Man sidder og stirrer på de mange ord, som slet ikke synes at føre nogen steder.

Alt for svævende og ukonkret
Og sådan er det overordnet med denne roman – den fører ingen steder hen.

Som læser føler man mest af alt, at man spilder sin tid. Der er enkelte passager, hvor det poetiske sprog bliver en force for romanen, men disse fylder desværre for lidt og forsvinder i rodet. Romanen indledes fx med et lille poetisk stykke og afsluttes på samme vis. Det er en rigtig fin indramning, men står i skarp kontrast til den ustrukturerede historie.

Man spørger sig selv igen og igen, hvad det egentlig er, forfatteren vil ud med? Alt virker meget svævende og ukonkret. At alle personerne – bortset fra Xenoclea og Jeg i samtalestykket – tillige er navnløse, øger kløften mellem læseren og handlingen.

Romanen mangler stramhed, en rød tråd eller måske noget handlingsgang, der kan holde interessen fanget, når nu både sproget og kompositionen er så indviklet. Tingene kører i cirkler og kommer ikke ud af stedet. Den eneste udvikling, der sker i handlingen, er en opklaring af moderens død, men det var aldrig klart fra begyndelsen, at dette var et mål.

I en af dialogerne står: "Ord trækker alting ned. Kan vi ikke tie stille lidt?". Det kan man som læser kun være enig i.