Hans Otto Jørgensen er Iggy Pop på dansk, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Igennem de seneste 16 år har Hans Otto Jørgensen sideløbende med sine romaner og noveller udgivet en række kortprosa-samlinger med dyrenavne. Den første var Den bronzefarvede kalkun (1993) og den seneste Ålen har englelyd (2006). Hjernens egen store hund bør derfor læses i forlængelse af disse bøger.

Som de tidligere bøger blander denne genrerne, og man finder fx ready-mades, kortprosa-tekster, biografiske erindringstekster, essays, smædesange m.m. Den største forskel mellem den nye bog og de tidligere er, at Hjernens egen store hund er gennemillustreret af Maria Wandel, hvorfor bogen uden sammenligning er den flotteste til dato fra Jørgensens side og alle pengene værd.

Ryggen som arnested
Billederne indgår fremragende, ja passer nærmest perfekt ind i den i forvejen meget heterogene bog. De illustrerer ikke bare Jørgensens tekster, men spiller op til dem og giver dem derved mere liv.

Således kan man også i den sidste tekst Om værkets tilblivelse læse, at der i høj grad har været tale om et samarbejde. Flere af teksterne er blevet til, imens forfatteren har døjet med og er blevet opereret for en ryglidelse. Maria Wandel illustrerer dette i et tillæg med en række plancher, formentlig af forfatterens ryg.

Ved synet af disse har man som læser svært ved ikke at tænke, at her er der også tale om et direkte indblik i teksternes egen materie, deres arnested så at sige – det er her, de er opstået, forvredne og sommetider smertelige, sommetider fyldt med skam, som de er: At mange af teksterne, måske endog sætningerne, lige præcis er blevet korte af den grund: smerterne i ryggen (og skammen i livet). Som om nerverne i ryggen var direkte forbundet til den prosa, Jørgensen skriver.

Ingen smertelindring
Som man vil vide fra andre af Hans Otto Jørgensens tekster, især de seneste selvbiografiske romaner Hestenes øjne og The Factory, er de også båret af en smerte.

Dels en erindret fysisk smerte fra barndommen, hvor forfatteren gentagne gange erindrer, hvordan han, som det hedder i en tekst, Min krop er politisk, fra den nye bog ”var blevet trampet halvt ihjel af et par kvier” og begge skulderblade knust. Dels en psykisk smerte over farens svigt, bl.a. i det tilfælde hvor det sårede barn ikke må modtage smertelindring under selvsamme hændelse.

Den politiske krop
Den politiske krop, der netop taler i den nævnte tekst, kan vi takke for den originale prosa, den efterlader, de spor i sproget den afsætter. For som jeg har sagt det før: Skal man læse prosa på dansk, så finder man næppe noget bedre end Hans Otto Jørgensens lige nu.

Man behøver ikke at være enig med Jørgensens politiske synspunkter, hans idiosynkrasier overfor andre forfattere eller litterater, ej heller at tage stilling til hans mere og mere uhæmmede brug af selvbiografiske referencer. Men hør i stedet Hans Otto i sproget, ja Hans-Otto-sproget: Det har vredet sig smertefuldt og smukt ud af så forskellige kontekster som landbrug, indre mission og avantgarde. Den poesi (læs: rytmisk knaphed og præcision), de indeholder stammer fra disse.

Dette er Iggy Pop på dansk.