Mellem to stole

Michael Larsen er på banen igen med det andet bind i serien om Lars Mikkelsen i 1880'ernes København. Denne gang er dele af handlingen flyttet til Paris, vi kommer tættere på seriens mordgåde – men er stadig langt fra forløsningen.

ANMELDELSE: Var det ikke oprindelig en trilogi..?

Det er i hvert fald svært at græde længe over, at Michael Larsens bøger om 1880'ernes København, Den store tid, med det andet bind Stormen har fundet sin afslutning – planlagt trilogi eller ej. For det er som om, at de to bøger er fælles om at sætte sig mellem to stole. Ikke rigtig en krimi og ikke rigtig en (særlig god) historisk roman.

Eller: Hvis man havde den mere positive sommerferiesolbrille på, så bliver krimien krydret med et stort anlagt historisk tema – eller omvendt: Den historiske skildring af 1880'ernes københavnske åndsliv – komplet med Brandes, Kierkegaard osv. – bliver peppet lidt op med et krimiplot.

Krimi i åndenød
Problemet er bare, at i denne signaturs optik bliver det sådan hverken eller: Det historiske fænger mig aldrig helt. Brandes, Bang, Adelerdrengene, Bank og resten af de ikke-fiktive skikkelser er for tynde og for ligegyldige til at fange mig ind. De rager mig i denne sammenhæng kort og groft sagt en papand. Jo, det er kontroversielt – og ja, det har vakt røre i andedammen, at Larsen sådan vover at disse de kulturradikale og for længst kanoniserede helte. Men nej – det hidser ikke mig synderligt.

Samtidig er der så meget historiekrydderi, at selve plottet i krimidelen drukner. Og det er ikke for meget sagt: I første roman introduceres krimi-/thrillerdelen kort i starten – falder fuldstændigt, og jeg mener virkelig fuldstændigt, ud igen, indtil det til aller-allersidst – på bogens sidste sider, pludselig dukker op igen med om ikke rygende pistoler, så bloddryppende skalpeller.

En dansk version af Jack the Ripper. Lige midt i København. Lyder ellers pokkers kulørt.

Umanerligt velskrivende
Her i anden bog er der åbnet mere op for det kulørte og det bloddryppende. Godt det samme, men alligevel halter det sært. Det er til dels den tunge og langsommelige dialogs skyld – sikkert ramt fint på kornet i forhold til datidens takt og tone, men ikke befordrende for denne nutids læser. Og det er til dels hele bogens skyld.

Den centrale karakter Lars Mikkelsen er en hul og lidt ubehjælpsom fætter, som er svær at investere sin læsende sjæl i. De omgivende figurer er et kulørt galleri af kendte danske kulturpersonligheder og fiktive karakterer, der alle sammen lyser op med samme skær af falskhed som et omrejsende tivoli på en regnfuld septemberdag i provinsen.

Det hjælper ikke stort, at dele af handlingen i Stormen er henlagt til Paris, lokkende, dragende – også for 130 år siden. Det hjælper lidt, at Michael Larsen – trods mine forbehold – er umanerligt velskrivende. Han formår virkelig at skrive sig selv og sin læser 100 år tilbage i tiden. Og ligeledes hjælper det, som nævnt, at han i Stormen lader farvepaletten flyde med lidt mere blod.

Larsen har selv tidligere beskrevet Aftenlandet som et decideret lystprojekt, hvor han har ladet personerne fylde historien – snarere end at skele til det narrative forløb. Det er vel sådan set lykkedes – i hvert fald er der ikke meget klassisk dramaturgi og spændingskurve over forløbet i Den store tid. Desværre fænger figurerne heller ikke helt, og så er det så som så med læselysten…