Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


  Af Johnny Hedegaard Madsen

 

 

 

 

 

Intro

Anmeldelser


En kræsen digter

ANMELDELSE
Laus Strandby Nielsen: Mellemrum
50 sider
kr. 150,-
Gyldendal
Udkom i 1999

omslag


En kræsen digter.

Det er nok dét udtryk, der falder nærmest, når talen falder på Laus Strandby Nielsen. Siden debuten i 1970 har det været sparsomt med udgivelserne. Kun 6 digtsamlinger er det blevet til. Alle med et lille sideantal, og med nogle meget slanke, fåmælte og forholdsvis abstrakte digte på siderne. Når man beskriver ham på den måde, er vejen ikke lang til hr. fordomfulds tanker om den æteriske digter, der lever af kildevand og rene tanker.

Men hr. fordomsfuld tager fejl.

For nok gør Laus Strandby Nielsens digte ikke det store udvendige væsen af sig. Men indeni – dér brænder det. Og det brænder på. Hvert af Laus Strandby Nielsens digte virker som med opbydelse af alle kræfter fravistet den tavshed, der hersker bag og forbinder alt levende. Han er sådan en digter, der hele tiden tager brydetag med sig selv og stilheden om sprogets utilstrækkelighed. Fordi det han vil udtrykke egentlig ligger uden for sprogets rækkevidde.

Heraf også titlen "Mellemrum" på den nye samling. Det er de sprogløse rum mellem mennesker. Det er stederne mellem rum. Hvor virkeligheder - kærligheden, sproget, døden - mødes. Og alting hænger sammen i modsætningernes evigt drejende hjul.

Dét kunne nok få andre til at eksplodere i et vanvittigt vildt og uhæmmet, kulørt sprog.. Men Laus Strandby Nielsen får det til - på en menneskelig og kærlig måde - at svinge stille og sitrende over denne dybe kløft, hvor modsætningerne udfører deres kvantespring og forvandles. Og sammen med det brændende, pibler digtene også af en resigneret, stille lykke.

Taget hver for sig er disse 25 digte - hvoraf flertallet ikke er over en halv side i længden - ikke iøjnefaldende. Men når man læser dem, får man aldrig rigtig hold på dem. Som fiksérbilleder ændrer de konstant udseende og indhold. Ligesom man glæder sig i aha-oplevelsen over dem, så forsvinder de mellem hænderne på een igen. Kvaliteten ved dem er så, at man faktisk læser dem igen - og lidt efter igen - besnæret, forundret, lykkelig.


Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
* * * * *
* * * *
* * * * *
* * * *
[Der gives mellem en og seks stjerner]

 

Tre teksteksempler:

 

Lille øvelse i lykke


Se dette spejl
flimrende klart
som vand i hele
himlens dybde

På bunden ruller
sten og muslingeskaller
frem og tilbage.
Store forandringer
ligner sig selv

fra før de kan huskes.
Se lyset som det flimrer.
Se de bittesmå fisk.

 

Jeg sover med sproget tændt og
som om jeg var bange

for mørket og glemslen
og navnenes bobler. Henfald

dit navn giver genlyd
som klokkerne i Peterskirken

som er det eneste jeg hører nu
fordi de overdøver alt

selv din tavshed. Alle
de sidste sange

i denne drøm
er ren lyd.

 

Dagen begynder
med det lys
der gør os skygger
til mennesker.
Men den fremmede
vi kender så godt
ville ikke ligge her
og sige godmorgen
og lugte fortroligt af i går
hvis vi kun kunne mødes i drømme.
At konstruere sig selv som en bro
gå over den og forsvinde
for sig selv men ikke for andre
det er musik.


Intro

Anmeldelser

 

[ h j e m ]