Granitdigte

Laus Strandby Nielsens digte er glasklare og gådefulde på én gang.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Laus Strandby Nielsen er en meget eksklusiv digter. Med kun syv digtsamlinger i alt siden debuten i 1970 hører hans forfatterskab ikke til de mest omfangsrige herhjemme. Til gengæld er digtene gode og stramme, og den nyeste samling er ingen undtagelse.

Samlingen bærer den nøjsomme titel Kærlighedsdigte m.m., hvor den sidste forkortelse jo både kan stå for "med mere", men også, som man finder ud inde i samlingen, en persons hemmelige initialer, nemlig det du, som Nielsens lyriske jeg konstant henvender sig til. Herved bliver det konkretiseret, at du'et altid er noget mere end en bestemt person. Du'et er selve livsnerven i den form for poesi, nemlig den apostroferende [tiltalende, red.], som Nielsen skriver. Eller som der står i prosadigtet Granit:

Du kunne ikke vide at en stor sten jeg engang sad på, lånte mig dette digt, og nu har den i et stykke tid krævet den tilbage.

Mystik og klarhed
På sin vis er bogens titel typisk for Nielsens poetiske virksomhed. Ordene står umiddelbart krystalklart på siden, men den krystalklarhed gør dem på den anden side og paradoksalt nok uigennemskuelige, sådan som poesi jo også er, fx når den presses ned i haiku-digte og lignende (granit)former.

Og Nielsens digte har en del til fælles med haiku-digtene og granitten for den sags skyld. Deres klarhed kalder på mystik. Eller muligvis er mystik ikke det rette ord, men snarere digterisk gådefuldhed, ja man fristes til at sige digterisk formfuldendthed, formen som gåde. Det bevirker, at man må læse digtene igen og helst langsommere, hvorved man bemærker de små ændringer i sprogets gentagelser, som muligvis betyder alt, fx "Ingenting er virkeligt./ Alt for virkeligt.", hvor ordet "ingenting"s alternative betydning kommer til live via gentagelsen.

Kærlighedens gentagelse
Man kunne lede videre efter Strandby Nielsens gådefulde, men digteriske formfuldendthed. Lad os tage det allerførste digts to første sætninger som eksempel:

Erindringens kar
er fuldt af smeltende is
Erindringens kar

af smeltende is
og gammel sort aske.

Indholdet er således noget, der kan smelte formen via en gentagelse, og omvendt velsagtens: Formen som noget der kan smelte og smelte sammen med indhold. Nielsen skriver, at hans tema er "Kærlighedens gentagelser". Knytter man dette tema til ovenstående observation, er det altså kærlighedens gentagelse, som skal få indhold og form, du og jeg til at smelte sammen.

Udenom det banale
Sådan har det måske altid været med kærlighedsdigte, men kunsten er at skrive dem udenom det banale, og det formår Nielsen, selvom han konstant balancerer på en knivsæg. Det mest effektive middel mod det banale kærlighedsdigt – og selv det middel er på en måde også banalt – er døden, og den lurer konstant ind imellem sprækkerne på Nielsens glasklare vers. Bl.a. som et spil på punktummer og måske oftere mangel på punktummer, for som der står i det fremragende digt Spiraldans:

Hvad bliver tilbage?

De tørre stængler
fra i fjor? Forårskulden
i dine knogler?

Alle klokkerne
der ringer i hvert punktum?

Præcis ved at spørge undgår digtet sit punktum og udsætter derved døden for en stund. Men den omgiver automatisk hvert vers alligevel.

Gammeldags digte?
Nogle vil måske finde Strandby Nielsens digte for altmodisch eller antikke, men selve frekvensen i denne digters udgivelser får igen det gådefulde til at hobe sig op udenom digtene. Måske er det nødvendigheden, som disse digte lever højt på?

Søren Ulrik Thomsen skriver i sin poetik En dans på gloser, at det at afvente digtet er det hele. Sådan er det måske for Strandby Nielsen, og han har da også en del til fælles med en digter som Thomsen, men også med Henrik Nordbrandt. Alle tre formår at skrive traditionelle kærlighedsdigte, og Strandby Nielsens er bestemt på højde med de to andres.