ANMELDELSE
Knud Munch:
Michael Strunge
Biografi
327 sider
Kr. 250.-
Lindhart og Ringhof 2001

F.P. Jac:
Som om at vi ikke var plot nok
Radiospil
57 sider
Kr. 149.-
Borgen 2001

For de af os, der var 18 - 20 år i 1980, var firsergenerationens digtere ofte indgangen til poesiens verden. I denne tender age var det noget nær en åbenbaring at opleve digtningen sætte dagsordenen. For firserdigterne var aldrig i tvivl om at poesi først og fremmest var kunst - et forkætret og forhadt ord i den foregående periode. Om noget formåede generationen at generobre digtningens æstetiske dimension og de reagerede stærkt på 70ernes formløse, politiserende parforholdspoesi.

Store ord og følelser gjorde atter deres indtog på den danske litterære scene, og der blev indføjet metafysiske elementer i digtene som en mulig tolkning af verden, og hentydninger til det religiøse og mystiske var ikke længere bandlyst. Samtidig beskrev de en verden, som mange unge i tomrummet efter 68ernes store oprør nemt kunne identificere sig med: Et liv uden megen håb, en sort og forvreden verden i atomtruslens skygge, men jo altså også med netop kunsten som en mulighed - som redning. Jeg husker at Bo Green Jensen deltog i en seminarrække med oplæsning og debat på KUA, jeg tror det var i 1984. Hans indlæg havde titlen Afmagtens våben.

Det var også en generation, der samlet og hver for sig forstod at manifestere sig - ikke mindst i medierne. Der var oplæsningsarrangementet Nå!80 i Huset, der var oplæsningsarrangementerne hver søndag på Cafe Victor, hvor F.P. Jac holdt stilen, der var litteraturprogrammet Bazar i fjernsynet, hvor Pia Tafdrup og Michael Strunge skændtes med halvfjerdserdigterne Kristen Bjørnkær og Lola Baidel. Der var Claus Bohms film Nattens Engel.

Og der var Strunges engagement og iver efter at deltage og være en del af sin tid. Stor var vores fryd når han i skarpe vendinger tog til genmæle mod 68ernes forsøg på at patronisere og nedgøre vores generation og sådan i al almindelighed tage patent på den rette forståelse af det såkaldte samfund og den såkaldte virkelighed.

Der var Poul Borum, som hjalp de unge løver på vej i karrieren. Alle var de med til at sætte scenen og kridte banen op for en tilbagevenden til den mulighed, at erkendelse kan opnås gennem æstetik og at alt ikke er godt, hvis bare vi får lavet samfundet, hvad det end er, om.

Sort årti
Firserne havde og har vel fortsat ry for at være et sort og deprimeret årti, hvilket ikke er helt forkert, men som så meget andet også en forenkling. Disse digtere skrev meget om tomhed, identitetstab, depression, storby, krop, død, druk, stoffer og meningsløshed. For mig at se var det et tiltrængt opgør med den danske hyggekultur, et poetisk spark, hvor man tog kunsten alvorligt (til tider helt sikkert også for højtideligt) og man skal ikke glemme, at deres bøger var forsøg på at skrive og fremmane en bedre verden vendt mod det sorte, mod atomalderen. De gjorde det blot ikke ud fra ideologiske paroler, men ud fra en overbevisning om, at den enkeltes erfaringer er lige så vigtige som Karl Marx' dialektik.

I mellemtiden er generationen selvfølgelig gået hen og er blevet en del af den levende litteraturhistorie, hvilket bl.a. kan ses af de mange samlede og udvalgte digte, der er dukket op med dem i de senere år startende med Strunge i 1995 og siden er det gået slag i slag med Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, F.P. Jac og senest Søren Ulrik Thomsens Skriftlige arbejder.

Ørkenvandring i det perspektivløse
Alle væsentlige kendetegn ved firserne er beskrevet i Knud Munchs biografi om Michael Strunge. Der måtte jo, næsten naturnødvendigt, komme en biografi om Michael Strunge. Han er en myte, han er død, han er, måske sammen med Søren Ulrik Thomsen, den mest dyrkede digter i dansk litteratur i de sidste 20 år. Og i de seneste år er der gjort meget for at skabe fornyet interesse om ham: Samlede Strunge, prosaudvalget Sidegader, Nikolaj Nørlunds CD Navnløs med tekster af Michael Strunge. Man kan hurtigt komme til at tillægge forlag og forfatter gustne overlæg.
Man tænker, at det er ren spekulation fra forlagets side og samtidig en oplagt ide. Selvfølgelig skal vi have en kritisk biografi om Michael Strunge, der kan hjælpe os med at forstå hans tid og hans værker.

Desværre er det ikke den bog, vi har fået med Knud Muncks Michael Strunge, som faktisk er bedst tjent med den nådige glemsel. De få positive ting der er at sige om bogen kan vi hurtigt overstå: Den er godt og grundigt researchet og der er enkelte tilløb til solide tolkninger af enkelte af Michael Strunges digte. Herfra begynder det at gå virkelig galt. Den overvældende stofmængde skygger for en egentlig tolkning af Strunges liv og værk. Man føler hele tiden, at skribenten snyder med sit stof, som ikke behandles, men bare hobes op. Man savner i den grad, at de enkelte data og observationer sættes ind i en sammenhæng og dermed får et videre perspektiv.

Man forstår, at firserne var noget andet end halvfjerdserne, men får ikke nogen ordentlig forklaring på, hvad det var for et brud der, fandt sted. De andre firserdigtere er som regel nævnt, men man får ikke noget indtryk af, hvem de var som gruppe og hver for sig, og hvilken særlig rolle Michael Strunge havde i den. Det resulterer alt sammen i en stil, der er så kedelig, at man knap orker at læse bogen færdig og holde interessen fangen.
Det er opremsning på opremsning, hvor hvert hovedpunkt efter endt behandling kan krydses af som på en dosmerseddel eller indkøbsliste: Så Michael Strunge kom fra Hvidovre og blev træt af at bo der, da han var teenager (aha), han viste tidligt et særligt digterisk talent (aha), han var meget inspireret af David Bowie og de franske symbolister (aha), han var vild med punk (aha), han blev vejledt af Poul Borum (aha).

Et eksempel på den flade, kedsommelige stil: "Selvfølgelig var hans poesi tidsbestemt, og han var influeret af, hvad der omgav ham. Han tilhørte en bestemt tid med økonomisk krise og bestemte levevilkår, men når han skrev, tænkte han ikke specielt på, at han var firserdigter og derfor skulle skrive på en særlig måde, som passede ind i mediebilledet. Det vigtigste for ham var at skrive ægte, udtryksfuld poesi og ikke at følge en bestemt retning eller trend".

Alt for ofte støder man på passager som denne, hvor alt er holdt i så generelle og upræcise vendinger, at man faktisk ikke får noget at vide. Hvor mange digtere og kunstnere kunne ikke nævnes, hvor det ovenstående også ville passe? Det er ikke så få. "Han var influeret af, hvad der omgav ham", kan man overhovedet sige sådan? Ud over at være upræcist er det også dårlig sprogbrug og i sidste ende noget sjusk fra forfatterens, forlagets og redaktørens side. Så fladt forekommer det samlede resultat, at det er meget svært at se berettigelsen af en udgivelse, der ikke anstrenger sig mere for at komme i dybden med sin problemstilling for derved at tolke og analysere Michael Strunge og hans digte.

Der er næppe tvivl om, at der i spændingen mellem Strunges person og værk ligger en interessant indfaldsvinkel til en nærmere forståelse af hans digte og den tid de og han var rundet af. Den bog må vi så fortsat vente på. Skuffende er det, når vi har med en digter at gøre, der fortjener bedre, og man samtidig har mulighed for at skrive er stykke væsentlig nyere kulturhistorie.
Mange vil sikkert købe og læse bogen, da Strunge er godt stof for de nyfigne og for kulten: De fleste vil blive dybt skuffet, og så må vi håbe på, at der på et tidspunkt kommer en biografi med mere substans og rigdom og, frem for alt, talent end den her foreliggende.

Plot nok
Man er langt bedre tjent med at læse de essays, som firserdigterne i forskellige sammenhænge selv har skrevet, hvor de forsøger at indkredse det karakteristiske ved firserne og Michael Strunge: Søren Ulrik Thomsen i 'Farvel til det blå rum' fra bogen 'En dans på gloser', Bo Green Jensen i efterskriftet til den samlede udgave af hans store firserprojekt 'Rosens veje' og Klaus Lynggaard i 'Febertid'. På få sider formår ovennævnte forfattere at sige mere end Knud Munch på 317.

Man kan også få firsertidskolorit og appetit på at læse digterne i F.P. Jacs radiospil Som om at vi ikke var plot nok (oprindelig udsendt i radioteatret i 1998, men først udkommet i bogform i maj i år). Udgangspunktet i stykket er venskabet mellem den unge Strunge og den lidt ældre Jac. Fra de først mødes hos Borum til de første bøger, mediebegivenheder og den lidt flade fornemmelse efter de er blevet en slags litterære stjerner.

Mest mærker man deres sult efter at sætte noget i gang og den nødvendighed, som kunsten har for dem. De er venner og helt på det rene med deres egen betydning, selvtillid mangler de ikke (Michael Strunges digt Det kommende er en slags ledemotiv i bogen), men de er også forskellige som typer med Strunge som den mest kompromisløse og Jac som den mere livserfarne og pralende digterspire. Men de behøver også hinanden, de støtter hinanden og besøger den anden, når han er indlagt på hospitalet med henholdsvis depression og druk.

Nydelsen ved bogen består i høj grad i Jacs boblende sproglige fantasi og hans eminente evne til at erindre præcist og viderebringe selve (tids)ånden fra dengang. Digterduoen flyver højt på poesiens og drømmenes vinger og vil det nye i med- og modspil med hinanden og tiden, som de lever i. Brat er faldet og erkendelsen af, at med gennembruddet har der været megen effekt og meget mindre virkning: "Det kommende var sgu jargon, det her er vores liv ikke. Skal vi ikke se lidt ud i fremtiden Mikker, har du ikke nogle lysbilleder i luften. Jeg undskylder mig, som det selvforskyldte pjok, jeg har været. Måske kommer letheden for let, når rusen tipper alt for tit", siger Jac til sidst til Strunge, da han ligger kvæstet på hospitalet efter en overdosis spiritus.

Vil man vide noget om Michael Strunge vil jeg anbefale at man læser eller genlæser digtene, det fortjener de, for de er stadig levende, vibrerende og visionær kunst.