"Jeg kender ikke tiden, jeg lever blot livet!"
Hallo, mand! Fristes man til at replicere ovenstående citat, som er gaflet fra bagsideteksten til Steen Andersens 'Serveres i stykker'. Fed syre til alle og fuld skrue på digtene. Der er knald på Steen Andersens digtskrivning, som er fyldt med paroler i stil med ovenstående. Han brøler simpelthen derudad på firs meget tætskrevne og ret uheldigt layoutede sider.
'Serveres i stykker' er en samling vilde, ucensurerede digte, hvor hverken forfatter eller dennes korrekturlæser har haft tid til at stoppe op og luge ud i de værste slå- og stavefejl i teksten. Således erfarer man for eksempel, at forfatteren er 'skallet', og at 'menneskerne' vælter rundt på jorden. Og det er bare to hastigt fundne eksempler. Der er muligvis tale om en bevidst handling fra forfatterens side - men i så fald slår projektet en smule fejl.
Man får ganske vist et klart indtryk af, at hér leves livet - og at livet er for kort til smålige hensyn til andre menneskers opfattelse af for eksempel god og dårlig smag. Men hvad digtene vinder i charmerende ligefremhed i tonen og vildskab i udtrykket, mister de så rigeligt igen i lange ligegyldige passager af det rene ingenting.
Den her bog nærmest skriger på en opstramning. Egentlig har Steen Andersen ganske ofte fat i den rigtige sproglige ende. Egentlig får han meget tit skruet dele af digtene helt rigtigt sammen, men alt for ofte får det hele lov til at strande på gentagelser, mystiske udråb og postulater og mærkværdigt umotiverede linje-indryk.
Min medløber i lyrikmaratonen konstaterede syrligt, at en sjov opstilling af en tekst ikke nødvendigvis gør den til et godt digt, da han så denne bog - og jeg må give ham ret. Jeg kan ikke se nogen klar strategi bag at klatte ordene lidt tilfældigt ned over siden, som det bliver gjort i 'Serveres i stykker' – det forstærker sådan set bare indtrykket af tilfældigheder og manglende styring.
Mange af digtene kredser om det seksuelle på en bramfri og meget ligefrem facon. Og selvom bogen som helhed bestemt ikke er nogen åbenbaring, så er der dog en del lyspunkter i form af morsomme og forfriskende dobbeltheder i netop den ligefremme tilgang til det seksuelle.
Ind imellem er det ret sjovt. På samme måde som vittigheder om pik og patter kan være sjove. Men på samme konto går der igen en hel masse tabt. Det sensuelle er der for eksempel ikke meget plads til i 'Serveres i stykker' – og når det endelig levnes plads, så klinger det hult og utroværdigt, fordi vi lige har gnækket gammelfar-agtigt i skægget af de samme ord.
Det bedste ved bogen er faktisk det meget flotte omslag, som er lavet af Christina Glob.
Så er det sagt.
