Styrkeprøver og stiløvelser

Styrkeprøver hedder digteren Marius Nørup-Nielsens seneste bog – og hidtil eneste deciderede prosaudgivelse. Men den kunne lige så vel have heddet Stiløvelser, for selvom der både er potente armstræk og svævende drengehop, er det i høj grad de insisterende stileksperimenter, som står tilbage efter endt læsning.

ANMELDELSE: Nu skal man jo være mere end varsom med at anvende buzzwords som erindring og dokumentarisme – i særdeleshed når man skeler til den omfattende Knud Romer debat, som for tiden verserer med store blæktyper i snart sagt alle dagblade med en vis skønlitterær profil. Efter det er sagt, må man også sige, Marius Nørup Nielsen i samarbejde med forlaget selv forsøger at pointere sammenfaldet mellem forfatterens opvækst og fødeby – og prosateksternes fikspunkter. Her er scenen imidlertid for det meste rykket i omegnen af hundrede kilometer nordøst for Romers Falster, til fordel for kystområdet på Stevns. "Forfatterens fødeegn" som det står mejslet sort på hvidt i pressemeddelelsen.

Jeg vil ikke deltage i en litteraturkritisk slingrekurs om, i hvilken udstrækning Nørup-Nielsens Styrkeprøver skulle være sandfærdige eller ej, men blot konstatere at forfatteren triller bolden videre ad den hjemstavns- og erindringsvej som altså både Romer, men også folk som Jens Blendstrup, Morten Søndergaard, Lone Hørslev og Susanne Brøgger har bevæget sig ud af på det seneste. Og som Nørup-Nielsen i øvrigt allerede selv har søsat med sine to forrige udgivelser Karakteristikon og Alle tiders barn.

Ekstatisk realisme
Er der tale om en form for realisme midt i de bizarre hjemstavnsbeskrivelser, er den i hvert fald af en temmelig ekstatisk karakter. Prosastykkerne tæller således vidt forskellige og absurde fortællinger om swingerklubbens "teknisk dygtige" mesterslikker Jack, som ender med dramatisk at tage livet af sig selv, om fortællerens mor med forloren skæg på hagen, og en grotesk beskrivelse af mødet med en tidligere ven, som udarter sig til en næsten surreel dialog, hvor fortælleren til sidst – og helt ude af proportioner – må indrømme en stådreng under lynlåsen!

Eller pastichen En nært forestående Michael Douglas, hvor forfatteren tillader sig at overføre Michael Douglas' kortlunte-attitude fra filmen Falling Down, til en røvballet og mildest talt utiltalende forstadsstation. Styrkeprøver eller stiløvelser: Forfatteren er i al fald ikke bleg for at spille med musklerne og jonglere med stilen i de tolv eksperimenterende prosatekster.

Og leder man efter den utilslørede erindring, er det blot nødvendigt at orientere sig i i én af fortællerens poetiklignende formuleringer:

"Hvis man opnår denne […] forhøjede selvbevidsthed og således både erkender og accepterer teorien om standardhistorier og samtidig det faktum, at man ganske langsomt kan fortælle sig på ny og på ny […], så er enhver påstand om, at man kan fortælle sig ærligt, og måske endda én gang for alle, temmelig latterlig. Og det giver håb."

Med andre ord: Fortælleren er ikke alle steder lige pålidelig og afbalanceret, men folder sig uhæmmet ud uden bremseklods flere steder i samlingen.

Eftertænksom og eksistentiel
Den ekstatiske realisme udgør dog kun en – om end betydelig – del af bogen. Andre steder nedtoner Nørup-Nielsen de galopperende og deliriske fortællinger til fordel for en eftertænksom og eksistentiel tone.

Og det er for så vidt dette toneleje, som jeg mener, klæder forfatteren bedst midt i det vanvittige vildnis. Her mærker man dødsangsten, eftermælet og den isnende indsigtsfulde refleksion, og dette på en måde som efterlader et tankevækkende aftryk. Man kan efterlyse en mere afmålt vekselvirkning mellem Nørup-Nielsens to spor, men det hindrer ikke ved det faktum, at det er en befriende utæmmet stiløvelse, som vi bliver indviet i.