ANMELDELSE
Jonas T. Bengtsson:
Submarino
Roman
392 sider
Kr. 249,-
People'sPress
Udkommet 2. maj 2007

Se din by fra kloakkens bund

Det er en sort historie, Jonas T. Bengtsson præsenterer os for i sin anden roman Submarino. Så kompromisløs kulsort, at det næsten ikke er til at bære. Alligevel – eller netop derfor – bør man straks kaste sig over denne fremragende, fatalistiske fortælling om de sider af København, som de fleste af os vender det blinde øje til.

ANMELDELSE: Submarino starter og slutter med en begravelse.

Og imellem dem oprulles så fortællingen om to omsorgssvigtede halvbrødre og den tragedie – deres spæde lillebrors død – der på godt og ondt har mærket dem for livet. På ondt, fordi de som halvstore drenge ikke formåede at passe på broren i den fordrukne mors fravær. På godt, fordi de begge siden hen forsøger at drage omsorg for svagere eksistenser. Desværre viser det sig, at deres evner ikke helt slår til i den retning.

Historien er opdelt, så brødrene fortæller hver deres halvdel af bogen, og i første del møder vi Nick, der netop er blevet løsladt efter en voldsdom. Han rykker ind i et lurvet pensionat i Nordvestkvarteret, drikker, pumper jern og får den rutinemæssigt suttet af hos sin nabo. Men en dag møder han sin ekskærestes bror, Ivan, der er endog mere forhutlet end han selv, og ser det derefter som sin faderlige mission at rette Ivan op og skaffe ham noget sex.

Anden del fortælles af Nicks navnløse bror, narkomanen, der hustler sig gennem tilværelsen i et desperat forsøg på at undgå myndighedernes søgelys, så han kan beholde sin lille søn, Martin. Da han arver sin mor, griber han chancen og etablerer sig som en i første omgang ganske succesrig dopedealer.

Rammer lige i maven
Romanen er båret af sin historie og den gennemført nøgterne tone, der ikke forfalder til sentimentalitet, men derimod – især i junkiebrorens afsnit – indeholder en lurende og særdeles sort selvironi. Det er ikke en bog med mange lag eller litterære fiksfakserier, men den rammer lige i maven og giver åndenød, akkurat så stringent og stramt struktureret som den tragedie, den opruller for vores øjne.

Universet er udpræget maskulint og kvinder optræder kun som repræsentanter for enten svigt eller sex. Trods morens svigt har begge brødre tidligere overgivet sig til kærligheden – og dette blot for at opleve endnu et svigt. Kærlighed til det andet køn er derfor ikke et svar, de kan bruge til noget, og man må som kvindelig læser sluge en del kameler, fx når Nick hævder, at det værste ikke er at være luder, men at blive afvist af en.

Men hans påstand giver mening, fordi han er den, han er – med den historie og de muligheder, han har. Bengtsson formår i sjælden grad at komme under huden på sine karakterer, så man ser nænsomheden i en grov bemærkning og smiler indforstået med junkiebroren, når han under dække af at være kunststuderende fordriver dagene på Glyptoteket, mens han venter på opkald fra sit net af gadepushere.

Ikke høre, ikke se
Fortællingen er også en kras kritik af et samfund, der ikke tager vare på de allersvageste, børnene. En af romanens styrker er, at denne kritik kun ligger implicit i beskrivelsen af læger, pædagoger og sagsbehandlere. De ser det, de vil se og følger ikke op, når problemet flytter sig.

Bengtsson tenderer måske nok det romantiserende, når han lader junkiebrorens dopedealer være den eneste, der kritiserer hans håndtering af sønnen Martin, men det ændrer ikke på, at Submarino er en uhyre troværdig og indfølt beretning om at befinde sig på samfundets bund og trods alle gode intentioner ikke formå at komme op til overfladen.

Submarino er i øvrigt en torturform, hvor offerets hoved holdes under vand, og som junkiebroren til sidst udøver på sig selv, da han endegyldigt har svigtet sin søn. Som læser føler man sig også nær druknedøden i dette univers uden udgange. Det er en forbandet velskreven og uafviselig bog, der simpelthen bare skal læses. Sådan er København og dagens Danmark nemlig også.