Tingene vokser mellem hænderne på Janus Kodal, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Janus Kodals femte digtsamling siden debuten 1991, Antologi, går under den lidt halvblege titel Seks suiter. Jeg har ofte haft det svært med begrebet om en 'suite', fordi det bliver brugt i flæng blandt poeter og andre poesi-interesserede; suite kan både betyde et 'følge' og som her en 'række', altså fx en række sammenhørende værelser eller en række løst sammenkædede musikstykker. Ofte er en sammenstilling af en række tilfældige digte nok til at gøre et afsnit til en suite – og den løse sammenkædning må da, formoder jeg, hænge sammen med, at forfatteren i hvert enkelt tilfælde er den samme.

Velkomponeret samling
Nok om det. I Kodals tilfælde er begrebet derimod yderst passende og digtsamlingen som sådan meget velkomponeret. Hvert afsnit er som løst sammenkædede musikstykker, hvis form og indhold er tæt knyttet sammen. De beslægtede suiter – og dette gælder som sagt både i form og indhold – "habitat" og "testamente", indrammer bogens andre suiter smukt og intonerende.

Imellem disse finder man det skøre, nærmest mobile-agtige afsnit "picasso & cronhammer", de uhåndterlige og automatskriftsagtige digte i suiten med det velvalgte navn "primal emfase" og en mere udvisket og religiøst søgende suite "stockholmsalkymi". Og endelig en række tekster samlet under titlen "asap", forkortelsen for "as soon as possible", der er rytmisk flænsede af en række punktummer, som gør digtene telegramagtige og stakåndede, idet punktummerne fungerer som en slags fuldt STOP. Hver suite afsøger et område for sig og gør det godt.

Potentiel religiøsitet
Skal man sige noget mere overordnet om digtsamlingen, prydes forsiden af et billede af Kristus, men et billede, hvor ansigtet mere eller mindre er ridset bort. Og denne ansigtsløse Gud – eller i hvert fald ansigtsløse religiøsitet – går igen i Kodals digte. Man ser bl.a. referencer til Brorson (med ordene 'svaner' og 'brud' og vendingen 'Her skal ties, her skal bies' m.m.), men man fornemmer også, at stilen hælder imod en højere harmoni, fx i de rim der konstant er under opsejling i første suite, og det lys og den lyd, som ikke lader sig begrave i den sidste suite.

Lys og lyd, billederne og tonen – det er i og med disse, Kodal afsøger en potentiel religiøsitet. Men vel nok en religiøsitet der i høj grad er farvet af det poetiske – i øvrigt et projekt som igen kan minde om Brorson. Lad mig citere ét af de bedste digte, hvor formen er nogenlunde traditionel:

Flere af disse ord går igen i samme suite – lys, korn, skorpe, blomme. Men de gør det i andre og varierede sammenhænge, hvorfor man netop med god ret kan tale om en suite. Om digtenes jeg hedder det "lysets gær er i mig". Sammenhængen mellem lys, gær og brød peger på den spirende religiøsitet, noget som ikke kan begraves, men som vokser i tonen og billederne.

Også en cirkusagtig del
Det er én side af digtsamlingen, en anden er den mere viltre del – men det kunne udmærket være to sider af samme sag – og gælder fx dette fine digt:

Hvis man har set Ingvar Cronhammers installation Elia nær ved Herning, ved man præcist, hvilken rundkørsel Kodals digte konstant rabler om og pisker sig selv rundt i. Hvad Cronhammer og Picasso helt præcist har med hinanden at gøre, skal jeg ikke kunne svare på, men begge navne har måske noget cirkusagtigt over sig; de er i hvert fald lydligt særprægede, og det kan muligvis være grund nok til en sammenstilling, især hvis det er i tonen eller lyden, Kodals arbejde tager sit udgangspunkt.

Kodals digtsamling nummer fem er en rigtig fin og formfuldendt bog, der samtidigt peger fremad mod salmer og sager, som sproget kun kan synge om, måske sætte ansigt på sin Gud. Tingene vokser i al fald mellem hænderne på denne digter.