Kunsten at undvige at anmelde

Susan Moody sælger masser af bøger på verdensplan. Og har igennem flere år såmænd også solgt en helt pæn sjat herhjemme med indtil videre fire danske titler. Mest kendt er hun nok stadigvæk i rollen som svigermor, så Sentura satte sig for at finde ud af, hvad hun er for en fisk i boglig sammenhæng…

ANMELDELSE: Helt fra starten står det klart, at den er fuldstændig gal, den her: Bogen er svøbt i et smudsbind med dramatiske solnedgangsrosa nuancer. Det sender alt andet end maskuline og litterære signaler, så jeg flår det af – kun for at blive konfronteret med en flødefarvet bog!

Med bronzetryk!

Og et lille, rosa billede på forsiden!

Jeg bliver nærmest paranoid her i toget. Tør pinligt nok ikke vedkende mig, at jeg faktisk læser den slags underlødig, kvindagtig kiosklitteratur. Spekulerer over, hvordan min redaktør fik mig overtalt til at gå ombord i ordflommen – erindrer, at det vist var noget royal nysgerrighed, der vippede læsset.

Prinsessens papmor
For det er Susan Moody, der stirrer læseren venligt i møde fra bagsideportrættet. Prinsessens mor – eller rettelig papmor; en status som Aschehoug egentlig ikke gør noget nummer ud af at sælge på – men ikke desto mindre har (mal-)placeret hende hér på Senturas ærværdige og ellers så seriøse websider. Og hvad værre er: I skødet på mig. Eller i hvert fald hendes bog. Hver morgen og hver aften – til og fra jobbet i fuld offentlighed i regionaltogets bumlen gennem landskabet. Jeg føler blikkene klæbe til smudsomslaget – vantroen skrælle huden af mit svagt rødmende ansigt.

Hvorfor fanden sku' det tåbelige forlag da også pakke Moodys bog ind i – i – uh! Jeg ville langt hellere sidde og blafre med et gammelt, slidt nummer af Weekend-Sex… Hov!

Hvem var det, der trak sin pistol ved lyden af ordet "kultur"? Jeg har en personlig pendant ved ordet "Weekend-Sex". Jeg trækker sjovt nok ikke pistolen (i hvert fald ikke midt i toget), men jeg ved, at jeg er på afveje. Hver gang dette ord dukker op på min skærm – og det sker faktisk temmelig sjældent (reelt erindrer jeg kun én anden lejlighed, men det var også noget useriøst snavs, som gjorde op til flere mennesker temmelig kede af det) – så ved jeg med sikkerhed, at jeg skal til at rette skuden op og komme tilbage på sporet.

Litterær arkæologi
Og sporet er i dette særegne tilfælde en form for anmeldelse af Moodys Faldne engle. En anmeldelse der efterhånden tager mere og mere karakter af en undvigelse. Måske var opgaven til at leve med, hvis jeg ku' kyle bogen hen i et hjørne med et surt grynt. Men det ka' jeg ikke. Helt.

For selvom det er kulørt, selvom kvindernes følelser sidder uden på tøjet, selvom solen spiller kønt gennem bladene på barndommens træer i den blomstrende have, selvom sproget ikke just bobler over af kunstneriske ambitioner, så er der en smule at hente – selv for mandlige, litterært orienterede spændingslæsere i Faldne Engle.

Indrømmet: Det er ikke meget, men nok til at man ikke helt retfærdigt kan slynge den gode gamle klassiker "anmelde denne bog? det skulle da være til politiet" ud. For det er sådan set lidt interessant – i hvert fald for denne uvillige læser – at der faktisk er vage rester af interessant læsning inde bag flødeskummet. Det er nærmest som en slags litterær arkæologi. Man graver sig dybere og dybere ind i en ny sprogramme, puster forsigtigt de værste klicheer til side – og opdager, at der faktisk er noget, der minder om tegn på både intelligent liv og et sammenhængende, fremadskridende plot bagved.

Det sure grynt
Historien er den enkle, at den ulykkeligt fraskilte Flora, som har forsvoret at skulle have børn – vist mest pga. en voldelig mor, der kaster lange skygger ind i hendes voksenliv – ender med at overtage søsterens barn, da denne, altså søsteren, bliver myrdet.

Det kaster hendes tidligere ægtemand tilbage i hendes favn (han ville nemlig gerne have børn). Mordet på søsteren opklares – tilsyneladende. Men den anklagede massemorder nægter at have haft noget med præcis dette mord at gøre, og så bestemmer Flora sig til at hitte ud af, hvem der omgjorde hendes søster.

Og mistanken hober sig op. Grim, truende og – ja, okay så... Grynt! [Bogen blev smidt i et hjørne, red.]

Det er temmelig kulørt. Jeg har en fornemmelse af, at det ligner Jane Aamund. Eller Danielle Steele – uden at jeg, med skam at berette, har læst nogen af de damer. Måske skulle jeg gøre det? For Faldne engle er stadigvæk mindre kulørt, end man kunne forvente. Både af en royal svigermor og af Aschehougs indpakning.

Og dog… Måske skulle jeg bare lade det være ved denne ene udflugt i det fremmede? Erkende at livet er for kort til alle bøger. Der er ikke tid eller overskud til at rumme alle genrer. I stedet helliger jeg mig Weekend-Sex og – hov! Der var den igen. Så stopper festen vist.