Publiceret d. 6.10.2005
[Opdateret d. 26.1.2006]
ANMELDELSE
Susanne Staun:
Skadestuen
Krimi
230 sider
Kr. 199,-
Gyldendal
Udkommet 6. oktober 2005
Af
Ulf Joel Jensen

Susanne Staun Er f. 1957, har med Skadestuen udgivet i alt ti romaner. Hun arbejder som journalist og er uddannet cand.phil. i engelsk og master of science i journalistik. Hun debuterede som skønlitterær forfatter i 1998 med Sådan lyder en salonriffel. Mest kendt er Staun for sin femikrimiserie om den 60-årige Fanny Fiske, der ligner en på 40, drikker masser af sprut og scorer en masse mænd.
Serien om Fanny Fiske omfatter bøgerne Som arvesynden [1999], Liebe [2000], Mit smukke lig [2002] og Mord som forløser [2003] alle udkommet på Gyldendal men Staun er alsidig og har også fx skrevet detektivhistorier til Egmont børneblade.
Nej tak til lyserød litteratur
"Lyserød litteratur om mænd og kvinder, der har problemer med at få det der med børn og karriere til at hænge sammen, om skænderier og hverdagssuppe. Sådan er det meste danske litteratur. Og det sælger. Men jeg køber det ikke, for jeg orker altså ikke at se mit eget liv i spejlet. Hvorfor skal jeg læse om én, der skændes med sin ægtefælle? Det har jeg altså nok af i mit eget liv. Jeg vil se andres liv og andre verdener."
"Danske forfattere er dødkedelige. Langt de fleste skriver nogle mærkelige indadvendte bøger om sig selv. Jeg er målløs over, at de har så svært ved at skrive om noget andet end sig selv."
Citater: Susanne Staun i interview med Marie Lade ["Kvindehørmeren", Ekstra Bladet 29. september 2002]
Forskellig inspiration
Susanne Staun har til Forfatternet fortalt, at hun bliver inspireret af så forskellige forfattere som Carl Barks (den mest navnkundige Anders And-forfatter gennem tiderne), Raymond Chandler og Halfdan Rasmussen akkurat som e-mails fra hendes redaktør på Gyldendal. Derimod bliver hun absolut ikke inspireret af hverken Stephen King eller Patricia Cornwell..!
Læs mere om Susanne Stauns inspiration på Forfatternet  Portræt af Susanne Staun fra bogens omslag. (Foto: Lisbeth Thorlacius)
|
*
RELEVANTE
LINKS:
Besøg Susanne Stauns side på Forfatternet...
Besøg Susanne Stauns egen hjemmeside [som dog trænger gevaldigt til en opdatering] på susannestaun.com fx mulighed for at sende hende en mail...
Læs en stak anmeldelser af Susanne Stauns bøger (og nogle af hendes oversættelser) hos Politiken...
Få lidt mere at vide om Susanne Staun på litteraturpriser.dk...
Læs også Senturas anmeldelse af Roslund & Hellströms hårrejsende realistiske krimi Box 21, der udkom i januar 2006 handler også om trafficking...
|
|
Kvinder slår sig mænd får plaster på
Susanne Staun har taget en pause fra femikrimien og brugt den på at skrive en fortælling fra et af Europas sorteste pletter: E55 fra Tyskland til Tjekkiet vejen, der er velsignet med et bordel for hver kilometer…
BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: I Tjekkiet, tæt ved den tyske grænse, er verden langs motorvej E55 så rå og ubarmhjertig, at det kan være vanskeligt at sætte sig ind i. Og lige dér, midt mellem kvinder, der bliver holdt som prostitutionsslaver, sigøjnermødre, der sælger deres børn til liderlige, tyske lastbilchauffører, for at overleve, og kyniske, misbrugende fangevogtere og lejemordere, har Susanne Staun valgt at sætte sin nyeste roman i scene.
Og hvilken roman. Skadestuen er en spændingsmættet fortælling om kvinden Katarina Ershanov fra Usbekistan, der reflekterer på en jobannonce fra den usbekiske ambassade i Prag. Desværre viser ambassaden sig ikke at eksistere, og det job, som Katarina troede var som engelsklærer på ambassaden, viser sig i stedet at være en slavetilværelse som luder på bordellet Skadestuen stedet, hvor kvinder slår sig, og mændene får plaster på…
Langt fra behagelig læsning
Skadestuen er dels fortællingen om, hvordan Katarina forvandles til den evigt liderlige luksusluder Kat for overhovedet at overleve sin nye tilværelse, dels fortællingen om, hvordan hun forsøger at pleje håbet om at overleve Skadestuen og gense sin fireårige datter og aldrende mor hjemme i Usbekistan.
Det er langt fra lige behagelig læsning det hele. Men medrivende er det. Ubetinget og hele vejen igennem. Romanen falder i to dele: Første del indeholder i en serie flash backs Katarinas usbekiske forhistorie og fortællingen om, hvordan hun havnede på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland, mellem død og halvdød. Den er slem, den første del.
Skridt for skridt går man nedad i mørket, til den universitetsuddannede og velovervejede med ludfattige mor endeligt er reduceret til et instrument, som kunder, fangevogtere og bordelejer spiller på efter forgodtbefindende.
Fra Skadestuen til luderlejlighed
I anden del sættes der tempo på. Katarina sælger sin egen krop til snuff-optagelser hun skal slås ihjel i et seksuelt iscenesat drab for rullende kamera, og pengene for dette skal kanaliseres tilbage til hendes datter og mor. Men det lykkes hende faktisk at stikke af med hjælp fra en af hendes faste kunder.
Men flugten ender brat, da Katarina ser i øjnene, at hun ikke er på vej hjem. Hun er ikke på vej over grænsen hun er blot på vej nogle få hundrede meter ned ad gaden til en luderlejlighed, hvor hun forventes at stå til rådighed for sin redningsmand, sin nye ejer…
Det bliver dog ikke Katarinas endeligt. For hendes flugt fra Skadestuen til sit nye fangenskab har tændt håbet i hende, og nu arbejder hun målrettet mod at finde en vej ud af dette helvede på jord. Desværre for hende viser det sig, at hendes vej går over en forvandling af sig selv. Fra engelsklærerinden over luderen til noget, der minder om en kopi af dem, hun flygter fra.
Det er hård læsning. Men det er absolut ikke læsning, man bør snyde sig selv fra. Der er milevidt fra Stauns normale femikrimi-univers til Skadestuen, så trofaste læsere har udsigt til en gedigen overraskelse. For denne læser blev det en meget positiv en af slagsen.
* * *
Teksteksempel
I den første tid var hun skrækslagen, hver gang en ny kunde kom ind i hendes rum og begyndte at tage tøjet af i halvmørket, nogle gange selvsikkert og målbevidst, nogle gange genert og famlende. For hvem var han, hvordan så han ud, hvordan lugtede han, og hvad ville han have hende til? Men selvom en del var fæle at se på og lugte til og være tæt på, var de fleste helt almindelige mænd, der kun brugte dem til at gennemføre helt almindelige samlejer med, ensomme mænd, gifte mænd, travle mænd og langt de fleste tyskere. Selvom det kan lyde besynderligt, så passede Den Østrigske Trekant faktisk godt på dem. S&M-fyrene kom ikke ind, fulderikkerne og gadeligene blev bortvist ved døren, de kunne alligevel heller ikke betale og måtte ud til sigøjnerne. (Steglitz og Hardy behøvede bare at rejse sig og med deres kroppe indikere, hvor døren var, mens Karl, der var splejset og havde sin unge alder siddende uden på tøjet, følte sig nødsaget til at trække en springkniv). Indimellem kom mændene for at eksperimentere lidt, prøve nogle nye vanvittige stillinger, som deres koner ikke gad have med at gøre. Men det, der berørte hende mest i alt dette, som meget hurtigt blev rutine, var, at de hver gang, langt de fleste, kiggede på hende med samme indtrængende forelskede blik, som Orif havde gjort, dengang, når de elskede, dengang i hendes tidligere liv. Er der virkelig så stor forskel på mænd og kvinder? tænkte hun. De elsker mig jo ikke! De kender mig jo ikke! De ligger bare og knepper på mig, så hvad skal det blik til for? Mange lovede at komme igen, tog langsomt tøjet på med glaserede blikke, når de udstedte deres løfter. Bliver nødt til at smutte. Desværre. Kommer snart igen. Som om de elskede hende. Som om hun elskede dem. Som om hun kun ventede på, at de skulle komme igen. Og de kaldte hende forskellige navne, som man kun kalder sine kærester. Skat. Snut. Mulle. Elskede. Ikke alle, men mange. Nogle bare kom, tømte sig og gik. I begyndelsen blev hun måske af ren og skær lettelse forelsket i alle dem, der ikke var fæle, dem, der ikke lugtede eller slæbte vommen efter sig som en slimål. Når de var færdige og lå oven på hende eller ved siden af hende, fortalte hun nogle gange, først på engelsk, hvis de forstod det, senere på en slags tjekkisk, men altid hurtigt og hviskende, hvad der var sket med hende. Ville de hjælpe hende? Ville de gå til politiet og fortælle det? Det var hun fuldstændig sikker på, at de ville, sådan som de kiggede på hende, sådan som de forstod og nikkede og lod hænderne køre beundrende hen over hendes krop. Det skete bare aldrig. Mange kom igen og igen og lovede hver gang det samme. De ville gå til politiet, de ville hjælpe hende ud af det her ja, en dag, måske, hvis de havde fem minutter tilovers, og solen i øvrigt stod op i vest. Der var kun to, hun troede på. Den ene var Den Gode Mand. Hun troede på ham, betvivlede kun hans evner. Den anden var en alvorlig, ordknap mand i 50'erne, som ærligt og redeligt sagde: "Jeg kan ikke få dig ud herfra, men hvis du først kommer ud, så kan jeg hjælpe dig." Hans var det eneste visitkort, hun gemte under sin madras.
NB! Uddraget stammer fra s. 73-74 i bogen.
[ t o p ] [ h j e m ] |