Den gode galskab

Romanen Det syvende bånd er umiskendeligt Madsen. Alle Madsen-elskere får, hvad de vil have. Det gør alle Madsen-hadere også.

ANMELDELSE: Stille og roligt siver den gode galskab ud af Svend Åge Madsen, denne gang i form af en mega-meta detektivhistorie i et kriminalitetsløst samfund (næsten). Det syvende bånd er en meget madsensk omgang galimatias med hjertet på rette sted og tålmodig samtidskritik under möbiushatten.

Alt er – såvidt jeg kan se, og det kan være svært at se – som det plejer. Med en matematisk ståluldsbørste gennemskrubber han sin narrative skizofreni, indtil den af sig selv flyder ned i en elektronisk ålekiste....

Overvågningssamfund
I Madsens verden har man denne gang, efter en fortidig EF-skandale vedtaget et nyt teknologisk system, et "fortrolighedssamfund", ved navn Kæden, hvor alle borgere over en periode overvåger en anden borgers gøren og laden, som henholdsvist Øje og Syn. Så skifter alle plads engang af og til. Indimellem sådan et skift udspiller sig en lille halv-uhyggelig historie med voldsomme porno-passager til at hive lidt ekstra i betrækket.

Det lyder måske nogenlunde fredeligt, men det er det så alligevel slet ikke, fordi romanens verden er fortalt gennem netop dette system, hvilket betyder, at fortællerstemmen veksler fra første til anden til tredje person. Sådan noget kan virke både anstødeligt og perplekst, men hvis man er for fin til den slags, må man holde sig borte fra dæmonernes orkestergrav.

Filosofisk fortællelære
Gennem sin filosofiske fortællelære – som i romanen At fortælle menneskene – lykkes det ham at dreje en fascinerende og forstyrrende sci-fi-fabel frem til et stærkt felt med berøringsflade til verserende debatter om kanon, tørklæder, pornografi, vold og overvågning. Som forfatterskikkelse træder han ikke selv frem i teksten med store fagter. Han bevæger sig nedenunder og lader værkets stemmemangfoldighed skride afsted.

I sin egenskab af spændingsroman mister historien mister dog pusten til sidst og udløser ikke sit klimaks med tilfredsstillende knald. Sådan kan det jo gå, når man har modet og viljen til at åbne vinduerne i det kinesiske glashus på klem for at lade vinden fare ind. Måske kan man endda sige, at fordi det er en gammel og garvet forfatter, der har været hos os så længe, bliver oplevelsen bedre af, at teksten ikke er helt så perfekt, som den kunne have været.

Vrøvl og fornuft
Madsens store styrke er ikke, at han rent logisk kan udtænke sine gigantkonstruktioner, men den måde han udspiller dem på; nemlig ved at han fortællemæssigt, uden at overstyre eller bestemme over læseren, kan finde balancen mellem noget forfærdeligt udflippet vrøvl og en fornuftsstyret højere enhed.

Hans svaghed – og den kan være voldsomt irriterende, hvis man er typen der smager på ordsammensætninger – er en forrygende ligegyldighed med de stilistiske detaljer (i øvrigt noget, en stemme i teksten selv påpeger adskillige gange).

Man kan mene, hvad man vil om Madsen – han holder nok til det – men hele vejen rundt må man tage hatten af for hans mangel på sælgen-ud. Det er imponerende, han kan være så meget sig selv uden at være bare den samme som sidste gang.