Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


 

Af Ulf Joel Jensen

 

 

 

 

 

Intro

Anmeldelser


Der er noget i luften…

ANMELDELSE
 
Thomas Thøfner & Thyra Hilden:
Det synkrone
83 sider
kr. 250,-
Borgen
Udkom april 2000

omslag


Tro mig: Det er ikke duften af roser, der fylder rummet, når man tager hul på den urovækkende sort-røde A4-bog, som Thøfner og Hilden har begået i fællesskab. Rent faktisk lugter bogen overhovedet ikke godt. På lyrikmotionisternes redaktion har diskussionen muntert gået på, hvorvidt "Det synkrone" er en hørmer eller en stinker. Om bogen nu lugter af gamle numre af Weekend-Sex eller af en pakke solvarme kondomer.

Lugten skyldes uden tvivl de mange billeder i bogen – men uanset hvad, så stinker bogen fælt. Og det gør selve projektet faktisk også. Hilden har taget en serie stiliserede billeder, stillebener med udstoppede dyr og affolkede forstadshaver ved vintertide som væsentligste ingredienser, og Thomas Thøfner har så ladet sig inspirere af fotografierne og skrevet en række poetiske udladninger til dem. Og det er ord for ordenes skyld – billeder af samme støbning.

Det hele lugter langt væk af villethed. Bogen bærer frem for alt præg af noget så 90'er-agtigt og passé som koncept. Hele udgivelsen har et dobbelt skær af lige dele desperation og kunstnerisk forlagssatsning. Det har uden tvivl virket som et godt projekt på ideplanet – men desværre falder det fuldstændigt til jorden. Titlen henviser til synkrone bevidsthedslag, og både billeder og ord er forsøg på at reflektere over sammenhængene mellem virkelighed og fiktion – og sprogets rolle i begge dele. Og det lyder jo meget flot og frem for alt meget kunstnerisk. Og det bliver komplet ligegyldigt. Lykkeligt glemt i løbet af øjeblikke.

Hildens billeder er lukkede og villede – og det eneste, jeg kan sige om dem, er, at jeg langt fra er sikker på, at jeg forstår dem. Og selvom poesien ind imellem får lov til at synge (som i det første digt nedenfor); selvom man helt klart fornemmer, at Thøfner i dén grad kan noget med sproget, så drukner også digtene desværre i det rene ingenting. Jeg har meget, meget svært ved at se, hvad det er vi skal med denne bog. Kald mig kulturradikal, gammeldags og smalsporet, men fortæl mig i samme moment, hvorfor denne samling ord og billeder formodes at være interessante. Hele projektet er for elitært, tørt og nærmest skide prætentiøst til min smag.

Et interessant projekt kunne imidlertid være at finde ud af, hvor meget denne bog er værd i en antikvarboghandel. For ligesom at få et glimt af, hvad dens handelsværdi er – når man nu har svært ved at finde andre værdier i den. Det må dog blive en anden gang; jeg synes faktisk, at det er for meget at gøre ud denne udgivelse. Den er ikke anstrengelserne værd. Det står næsten i et af Thøfners digte: "det er ligesom et omvendt deja-vu / hér kan jeg ikke være (med)".


Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
* * *
0
* *
0
[Der gives mellem en og seks stjerner]

 

To teksteksempler:

 

 

en tankeproces vikles ind
i græs og bregner
og det filtrede buskads

i modlys, øjnenes grænse
ridser skyggemønstre
i følelsesløs hjernebark

om verden så ikke eksisterer
er også dette udsagn derude
i underskovens mylder og råd

som da vi for vild på stierne
og ikke vidste hvor vi var
men selvfølgelig vidste hvor vi var

blot ikke hvor det andet var
havet, parkeringspladsen
iskiosken, Danmarks Akvarium

 

 

Spørgsmålene løber som stien gennem bevoksningen. Har jeg skåret mig? Har jeg brændt mig? Flakser som blikket over billedet. Er jeg sulten? Afsøger området som lyskeglen. Er det overhovedet mig? Pulsen er for hurtig. Som en revne der pløjer sig vej igennem glas. Som en stemme der klinger langt borte. Jeg kender ikke dette ansigt, gør jeg? Kender ikke denne krop, denne smag. Skulle det være min, denne pusten og stønnen? Men vejen kender jeg, vejen ind mellem buskene, langs ordene ind i mørket igen, ikke? En feber af 'så har jeg virkelig gjort det' og 'det var ikke meningen' og 'det holder ikke op', krummer mig sammen om smerte eller træthed eller sult og får hvert skridt til at standse. En svimmelhed af 'her har jeg før haft fornemmelsen af at have været' fordobler den løbende. Med krop uden på tøjet. Med sjæl slynget over skulderen. Med tommelfinger presset ind i såret og fødder plantet midt i synet. Der er sluppet et helt kobbel hunde løs, og de løber mod læseretningen.


 

Intro

Anmeldelser

 

[ h j e m ]